Det er den utrættelige og flittige Palle Kvist, der har indtastet de tusinder af kartotekskort, så vi alle nu kan søge lynhurtigt i dem.

Palle Kvist var også manden bag den fine bog Mel­lem Kø­ben­havn og Tranque­bar – På rejse med Asiatisk Kompagnis skib Kronprinsessen af Danmark 1748-1750, hvor han transskriberede arkivalier vedrørende skibets typiske, og derved interessante, rejse i 1700-tallet.

Søg selv videre i databasen.

Gerner blev født i byen i 1629 og fik siden en dramatisk historie som deltager i en sammensværgelse mod svenskerne på Kronborg under besættelsen 1658-59. Sammensværgelsen mislykkedes og Gerner blev fængslet indtil fredsslutningen i 1660.

Senere blev han provst og endelig biskop inden han døde i år 1700.

Han nåede at skrive flere hyldester til København, og i nummer to, Kiøbenhavns Forbedring udi Bÿgning og Manufacturer paa 6 Aars Tiid, fortæller han om flere sider af byens liv, herunder handel, søfart og det stigende antal handelskompagnier med monopoler.

Om Københavns søfart skriver han bl.a.:

Hvor mange Skibe er, der drives megen Handel
Der kan man hente Self, og holde herlig Vandel
Naar alting vel gaaer til, og hver maae nÿde sit,
saa er der hver Mands Lÿst at vove stort og lidt.

Oprigtig handlis skal med dem, som mand besöger,
Oprigtig handlis skal med Folket, som foröger
Hvert Udlandsk Compagnie, Hvis det eÿ Fremgang faaer,
Mand er ulÿkkelig, og alting Krebsgang gaaer.

[...]

Saa kommer Flooden Hiem med Gods og gode Vare
Nu fra Ostindien, enddog med Störste Fare,
Nu fra den Islandisch Kaas*, Nu fra den Vester Kant,
I Indien, hvor mand endnu et Bÿtte fandt.

*Kaas: En primitiv havn

Hele epistlen findes i Kirsten Lindbergs artikel “Henrich Thomsen Gerners københavnsbeskrivelse fra 1689 i Historiske meddelelser om København 2011.

Det var på Nørrebrogade jeg hørte det første gang – lyden af storbyen uden biler.

Cykelstierne var under udbygning, så gaden var næsten lukket helt for biler. Lydbilledet var markant anderledes end den sædvanlige susen fra dæk og brummen fra motorer. I stedet var der stille, så ørerne skulle vende sig til at lytte på et lavere niveau, ligesom hvis man kommer ind i et dunkelt rum, hvor øjnene skal vænne sig til mørket.

Derefter dukkede der et rigt lydbilllede op. Cykelkæder, der raslede; stemmer, der talte; mad, der sydede i shawarmabutikkerne og børn, der lo. Jeg satte farten ned for at nyde lydbilledet, men desværre varede det ikke ved. Nede af en sidegade dukkede bilerne op igen og lyden af dæk på asfalt dominerede atter alting.

I morges oplevede jeg det igen. Nørreport station er spærret for biler på grund af ombygningen og lyssignalerne er slukkede. Cyklister og fodgængere snoede sig mellem hinanden og det detaljerede lydbillede fyldt med forskellige lyde fra menneskelig aktivitet dukkede op igen.

Det fik mig til at tænke over lyd i storbyer. Når man bor mange mennesker sammen, er der mange hensyn at tage, og lydniveauet bliver naturligvis meget højere end ude på landet. I tidligere tider har byer været et særdeles støjende bekendtskab. Jernlbelagte vognhjul kombineret med hestesko på brosten må have været et øredøvende spetakel i Københavns smalle gader. Dæk af gummi må have lydt som et stort fremskridt, men til gengæld dukkede motorerne nu op i gaderne.

Idag er bilmotorer temmelig stille, men lyden af dæk, der hvisler mod asfalten er meget tydelig. Lyden dominerer storbyens uderum, og det har virket som en håbløs opgave at gøre noget ved det.

Men omlægningen af Nørrebrogade, så der tages større hensyn til de mere end 36.000 cyklister og utallige fodgængere der passerer hver dag, giver nyt håb.

Biler er praktiske redskaber, så de skal være tilgængelige til dem, der ønsker det, men i storbyerne bør strukturerne lægge op til at man nyder de sagte menneskelige lyde snarere end dæk- og motorlarm.

Stafetten blev leveret til mig fra Gunhild Varvin, der er kommunikationsansvarlig på Henie Onstad Kunstsenter udenfor Oslo. Hun berettede interessant om et forsøg med digital formidling på hendes museum, hvor selve formidlingsteknikken, en app på en iPad, var blevet så velfungerende og fængende, at folk hellere ville bruge den end at se kunstværkerne.

Set fra kunstnerens synpunkt er det formodenligt ikke så tilfredsstillende, men man kunne jo spørge sig selv, om de kunstværker publikum skaber i udstillingen har en lige så stor værdi som den originale kunstners værk, eller om de blot er banale efterligninger. Om ikke andet kan hele opsætningen med et originalt værk, der efterfølgende bliver genskabt i lignende udgaver hver dag, siges at være en fantastisk kunstinstallation i sig selv.

Udstillingers æstetisering
Gunhild havde fået stafetten leveret af Kajsa Hartig fra Nordiska Museet i Stockholm. Kajsa fortalte om udviklingen på kulturhistoriske museer, der i 1990′erne og 2000′erne førte til æstetiske udstillinger, hvor den historiske genstand blev udstillet som en kunstgenstand.

Det fik mig til at tænke på det danske Nationalmuseums udstilling af Danmarks Oldtid, der står for mig som et skræmmeeksempel på æstetisering af genstande. Som det ses på billedet ovenfor, kan det føre til stor skønhed, når fantastiske genstande som bronzealderlurerne udstilles filtret ind i hinanden, og det er svært ikke at sende en anerkendende tanke til de konservatorer og montører, der har gjort den komplekse opsætning mulig.

Men samtidig bliver de fantastiske kulturhistoriske genstande hule og tomme, hvis de udstilles som hovedsagligt æstetiske objekter. Den funktion, lurerne oprindeligt har udfyldt, bliver overskygget af nutidsmenneskets velbehag ved den lækre sammenstilling. Menneskene, der engang lyttede til, bar, øvede sig på eller spillede på lurerne er ikke til stede i udstillingen.

Chefredaktøren for den danske Weekendavisen, Anne Knudsen, fortalte for et par år siden i et foredrag, at nutidsmenneskets syn på alt, inklusiv genstande på et museum, er gennemsyret af forbrugstanken. Alt bliver derfor set som ting, der potentielt kan købes og installeres i hjemmet.

Med fare for at være grov, kan man hævde at en æstetisering af genstande, som massevis af udstillinger i Vesten har brugt og stadig bruger, understøtter vores supermarkedstilgang til fortidens genstande. Snarere end at overveje den virkelighed, genstande blev fremstillet til at være en del af, tænker vi over hvorvidt de ville passe hjemme på kaminhylden!

Bindeled mellem mennesker i tid
Men hvad gør vi så? Hvordan udstiller vi historiske genstande uden at udstillingerne ligner eksklusive luksusbutikker?

Der må være mange svar, og blot et af dem kunne være at lade den besøgende anvende genstanden eller en replika i en sammenhæng svarende til den, fortidens mennesker anvendte den i.

Vil man fx udstille navigationsinstrumentet en sekstant, som alverdens søfartsmuseer har tusindvis af, bør man give den besøgende den i hånden og hjælpe dem på vej til at erkende hvordan den virker, istedet for blot at lade gæsten nyde det flotte blanke messing den består af. Derved kan sekstanten virke som et bindeled mellem på den ene side fortidens mennesker og deres hverdag og på den anden side nutidens museumsgæster.

En sådant svar fordrer enten en ægte horisont og klart vejr eller en digital interaktiv installation, som arbejdstegningen ovenfor af det kommende Museet for Søfart viser, for at kunne fungere, men det behøver ikke nødvendigvis at være så besværligt.

Udstillinger kan nemlig godt tilrettelægges, så genstandene placeres i en sammenhæng beslægtet med den, de oprindeligt fremstod i. Et af de bedste eksempler ses på mit absolutte favoritmuseum, nemlig Medeltidsmuseet i Stockholm, hvor originale genstande er sat ind i middelalderlignende rammer.

Ovenfor ses fx en kanon, der normalt ville stå på gulvet eller i en montre på mange museer. På Medeltidsmuseet er den placeret i et skydeskår i den gamle bymur og dens formål og historie står umiddelbart klart for den besøgende.

Et andet godt eksempel fra Medeltidsmuseet er denne taske, der er placeret i en montre inde i et hus, sandsynligvis af samme type som det, tasken oprindeligt blev fundet i. Ved siden af den gamle rynkede taske er placeret en moderne replika, der giver et umiddelbart indtryk af hvordan den så ud og sætter tanker i gang om hvem der mon har gået med sådan en, hvad der mon har været i den etc.

Når museumsgenstande sættes ind i en sammenhæng afslører de altså langt dybere lag, end hvis de blot udstilles som æstetiske objekter, fjernet fra de mennesker der skabte og anvendte dem. Med disse ord vil jeg give stafetten videre til Lin Stafne-Pfisterer.

Dette innlegget er en del av en bloggstafett i anledning det norske Kulturrådets årskonferanse Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst. Oversikt over alle deltakere og publiserte innlegg finner du i innlegget Stafett – lagoppsettet på http://museumsandmedia.blogspot.com.

Forrige innlegg, “Kan formidlingen stille seg i veien for objektet?” er skrevet av Gunhild Varvin, kommunikasjonsansvarlig ved Henie Onstad Kunstsenter, neste innlegg, “Multimediale Munch”, er skrevet av  Lin Stafne-Pfisterer, museumslektor ved Munch-museet.

Mine musikalske venner fortæller ofte om store musikoplevelser. Jeg oplever selv ikke så ofte stor musik, men de sidste dage har været præget af musik i en strålende sammenhæng.

Lige siden jeg var barn har jeg fascineret af historien om de to Voyager sonder, der begge blev sendt afsted fra Jorden i 1977, et år efter jeg blev født.. Efter de havde udført deres vigtige opgaver ved passage af flere himmellegemer skulle de fortsætte videre ud i det uendelige rum, ud af solsystemet.

I den rumbegejstrede tid, den blev skabt i, forudså visionære mennesker at den, en dag i en ukendt fremtid, ville blive fundet af andre levende væsner. Derfor skulle den naturligvis have en besked med, en hilsen fra den menneskehed der beboede Jorden sidst i det 20. århundrede. Det blev blandt andet i form af en plade fyldt med lyde af mennesker, dyr og ikke mindst eksempler på menneskehedens mest fantastiske musik. Ikke overraskende blev Bach repræsenteret blev hele tre stykker musik og Beethoven med to. Det hele blev indspillet på to kobberplader belagt med guld. I sonderne blev endda indlagt en pickup og instruktioner i hvordan pladerne skulle afspilles.

For nylig læste jeg om et af stykker af Beethoven, der var inkluderet på pladerne, der susede afsted gennem de ydre dele af solsystemet med ca 60.000 km/t. Jeg købte stykket, Beethovens strygekvartet nr. 13, på iTunes og var øjeblikkeligt ført afsted til stjernerne.

Aldrig før har jeg hørt et stykke musik, der så tydeligt formidlede oplevelsen af det tomme, sorte rum, hvor lyset fra den gamle Sol blev svagere og svagere. Musikken skabte en slags kosmisk agorafobi, en angst for det gigantiske tomme rum vores lille planet svæver rundt og den sårbarhed mennesket befinder sig i ved kun at bebo et enkelt himmellegeme.

Billedet ovenfor sætter vores travle hverdag og verden i dets rette perspektiv. Billedet er taget af Voyager 1 i 1990, på vej ud af solsystemet. Den lille blå prik øverst til højre er vores plagede Jord….

Lyttende til musikken på mange gåture til og fra arbejde tænkte jeg over hvem der mon vil finde sonderne og deres indhold, om nogen overhovedet? Efter nu at have fløjet gennem solsystemet i ca. ligeså mange år som jeg har eksisteret, nærmer de sig nu i 2011 de yderste dele af solsystemet. Derefter venter et tomrum, som nærmest er umuligt at forestille sig størrelsen på. Sandsynligheden for at blive fundet i det tomme rum er ikke stort, men man kan trøste sig ved tanken om at de sonder om ca. 40.000 år vil være “tæt” tæt hver deres stjerne. Voyager 1 kommer inden for 1,6 lysår af en stjerne i konstellationen Camelopardalis, mens Voyager 2 nærmer sig en stjerne i Andromeda. I rummets skala er halvandet lysår kun et stenkast, men det er dog værd at huske at i vores jordiske målestok svarer det faktisk til ca 1,5 milliarder kilometer eller

Sandsynligvis bliver de to Voyagersonder aldrig fundet igen og intet væsen kommer til at høre den smukke musik og tyde de snedige beskeder, der især bruger matematikken, fysikken og kemiens sprog til forhåbentligt at gøre sig forståelig.

Men tanken om at de er derude, at de to sonder suser gennem rummet med 60.000 kilometer i timen hver eneste dag er fantastisk. Vi mennesker på den lille ø vi kalder Jorden har søsat en flaskepost og gjort opmærksom på vores eksistens.

Ser man lidt tilbage i historien er der dog grund til pessimisme, for en eventuel nabo i rummet, der kan afkode vores beskeder og komme på besøg på Jorden ud fra de kort, der også findes på sonderne, vil sandsynligvis være mere teknisk avancerede end os selv. Spurgte vi inkaerne, aztekerne, congoleserne og aboriginals på vores egen planet om hvad de syntes om at blive fundet af en teknologisk højtudviklet civilisation, ville svarene næppe være entydigt positive.

Men måske findes der slet ikke andre højtudviklede civilsationer derude? Måske er vi alene, et kosmisk lykketræf med helt usandsynlige odds?

Selv om det skulle være tilfældet, kan de to Voyagersonder nu godt blive fundet alligevel. Hvis den menneskelige opfindertrang og virkelyst fortsætter i samme tempo i som i de sidste par tusinde år, finder vi nok ud af at rejse hurtigere end lyset på den ene eller anden måde. Derfor er det ikke utænkeligt at når Voyager 2 om 40.000 år ankommer til Andromeda, så er vi der allerede. Så ændrer flaskepostens afsendere sig fra besynderlige rumvæsner til at være en besked fra fortiden, og så kan de to Voyagersonder komme direkte på museum.

I disse tider med global eskalerende krise og Kulturministeriets 50-års jubilæum (uden sammenligning iøvrigt ) er det godt at søge tilbage i historien for guldkorn, der kan hjælpe os i dag.

Weekendavisen #36 havde gjort netop det og kunne derfor i en glimrende artikel om ministeriets historie citere kronprins Christian Frederik, den senere Christian VIII. Han var i 1814, lige efter statsbankerotten efter Napoleonskrigene og tabet af Norge, netop blevet gjort bekendt med nedskæringer på Kunstakademiets budget og sagde:

Fattige og elendige er vi; lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op med at være en Stat.

I en ny verden, hvor Europa måske bliver det fattige, men interessante gammeldags område, som rige turister fra BRIK-landene flokkes til, er det værd at huske på…

Derfor glædede det mig at blive gjort opmærksom på en strålende ressource på nettet, nemlig Holbergordbogen. Her har flittige mennesker gjort det muligt at søge i alle den dansk-norske forfatter Ludvig Holbergs (1684-1754) dansksprogede tekster.

Siden er nem at bruge og et morsom funktion er de tilfældige ord, der altid vises på forsiden. Det er en god overspringshandling som kan give meget uventet viden.

Så er du ligesom jeg i tvivl om hvad ord som peremtorius, drollen eller auscultant helt præcist betyder, er der nu glimrende hjælp at hente i Holbergordbogen.

I 1. akts 6. scene diskuterer naboerne Corfitz og Jeronimus kaffens indvirkning på især kvinder:

CORFITZ
Det er allerede det 6te Pund Caffe, her er bleven fortæret i denne Barselstue; Haarene maa reise sig paa Hovedet, naar man tænker paa det saa vel som andet. Kedlen er aldrig af Ilden, thi een vil have Caffe, en anden grøn Thee, en anden Thee de Bou, eller de Bok, hvad Fanden det er, de kalder det; saa at dersom det varer længe, beholder jeg neppe saa mange Penge, at jeg kand kiøbe en Strikke for, om jeg vilde henge mig selv.

Jeg troer ingen anden er Author til denne Caffe-Drikken end Lucifer; thi den er verre at komme i med, end Brændeviin. Min Kone begynder alt paa den store Viis at klage sig ilde, førend hun faaer Caffe om Dagen.

Jeg har merket, Naboe, en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner; jeg har seet mange Koner og Piger siddet saa stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i en Kirke, men, saa snart de har faaet dette brændte Dievelskab i Livet, begynder Mundene at løbe paa dem, som Peberqverne. Ja det som meere er, Naboe! saa snart faaer de ikke tre a fire Skaaler til Livs, førend de strax faaer Lyst til at spille Kort. Det har jeg merket ti og ti gange, saa der endelig maa være nogen Forgift i samme Bønner.

Jeg har altid hadet den Drik, om ikke for andet, saa dog alleeneste for den Aarsag, at samme Bønner kommer fra Tyrkerne, som er Christendommens Fiender.

JERONIMUS
Ej, Naboe! mal ikke meer, saa holder I maa skee og strax op, at føre saadan Snak. Jeg merker af jer egen Snak, at det er sandt, som I siger, at Caffe har saadan Virkning; thi kand I blive saa talende, og føre saadan underlig Snak alleene af Lugten, hvad mon de da ikke giøre, som faaer det i Livet? Jeg underskriver ikke i alting saadan Tale.

Maa ikke det gode Fruentimmer ogsaa have noget at fornøye sig med om Eftermiddagen, saa vel som vi andre, der kand gaae paa Viinhusene om Aftenen, og komme drukken hiem? Jeg har aldrig præket mod Thee og Caffe; thi af all slags Drik er det den uskyldigste. Tænk engang, hvor det gik til i gamle Dage Naboe, da Fruentimmeret drak Koldskaal om Sommeren, og Spansk Viin om Vinteren, da kunde de ikke giøre mange Besøgeiser, uden de maatte lave sig paa en halv Ruus.

Lad os derfore kun tie stille dermed, Naboe; thi skal Fruentimmeret have noget at fornøye sig med i Selskab, hvilket er Synd at negte dem meer end Mandfolk, saa er det bedre, at Debauchen skeer i Vand, end i Viin og Brændeviin.

Fiktion er vanskeligt at bruge som historisk kilde, men alligevel mener jeg at det stykket kan bruges som kilde til hvad publikum på Holbergs tid fandt morsomt og måske endda velkendt. Når Corfitz argumenter mod kaffen fordi den kommer fra tyrken, er det ikke usandsynligt at antage at det standpunkt undertiden blev anvendt i 1700-tallets København.

Irrationelle argumenter mod nyskabelser ser i hvert fald ud til at være hyppigt brugt både før og efter Holbergs tid.

Holbergs Barselsstuen kan findes i fuld længde på det glimrende Arkiv for Dansk Litteraturs hjemmeside.

På hjemmesiden CoffeeRoad findes en fin oversigt over flere af Holbergs kaffecitater.