Historieblog » Udstillinger

Beskuelse, aktivitet og interaktivitet – et forsøg på en definition af udstillingelementer

Benjamin Asmussen — Tue, 10 Jan 2012 17:08:37 +0000

Ordet interaktivitet dukker op igen og igen i museumssammenhæng, især i forbindelse med udstillinger. I de fleste ører har ordet en positiv klang, men forbindes også med leg, useriøsitet og afstand til de originale genstande.

Efter min mening bruges ordet interaktivitet i en al for bred forstand, endda så bredt at det næsten er tømt for indhold. I efteråret 2009 gjorde jeg mig nogle tanker om emnet på Formidlingsnet.dk, og dertil kom der mange fornuftige kommentarer. Jeg synes stadig, at forsøget på en definition holder, men jeg vil i dette indlæg forsøge at opdele museumsgæstens oplevelser i en kulturhistorisk udstilling i flere kategorier, hvilket jeg håber kan kaste lys over en definition på interaktivitet.

Udstillingen “Danmarks Oldtid” på Nationalmuseet er en klassisk beskuelsesudstilling. Vælg selv hvilken genstand du vil se på!

Min hypotese er, at set fra en museumsgæsts vinkel kan enhver udstilling opdeles i elementer til beskuelse, aktivitet og interaktivitet.

Beskuelse er den almindelige måde at anvende en kulturhistorisk udstilling på, og findes overalt. Man går med hænderne på ryggen og ser på genstande bag glas eller malerier på en væg. Man kan selv vælge om man vil se på den ene eller anden genstand, ligeledes med teksterne, men dertil rækker valgfriheden og den individuelle påvirkning. At bygge udstillingerne til beskuelse er det mest almindelige og findes på næsten alle museer. Det har mange fordele: Det er billigt, følsomme genstande kan udstilles beskyttet og udgifterne til vedligeholdelse er lave. Ulemperne er dog også flere: Gæsten er passiv, der sker kun en begrænset indlæring og gæstens udbytte af en beskuelsesudstilling er meget afhængig af den på forhånd medbragte viden. Er man meget vidende om eksempelvis skibsportrætter kan det være en stor oplevelse at se et helt særligt billede, men kender man ikke til emnet på forhånd er det vanskeligt at kende de tyve skonnerter på væggen fra hinanden.

Aktivitet findes i mange udstillinger og her får man lov til at bruge sine hænder og kroppen. Man kan mærke på genstanden eller en replika, måske kan man prøve den på eller endda spise den. Gode eksempler på en aktivitet er et bjørneskind udstillet ved siden af den rigtige bjørn, sværd og ringbrynje man kan prøve i en middelalderudstilling eller knapper der kan trykkes på så man ser huses funktion og placering i en bymodel. På trods af aktiviternes ofte enkle natur, rummer de en stor mængde viden, der kan formidles uden brug af ord, fx. hvor meget vejer en ringbrynje, hvordan er balancen i et sværd eller hvordan var en historisk bys struktur.

Tre museumsinspektører oplever interaktion på egen krop i “Maskinen” i Brede.

Interaktivitet er sjældnere at finde i danske kulturhistoriske udstillinger på grund af dens komplekse og ofte omkostningsfulde natur. I den interaktive installation er både hænder og hjerne nødvendige. Interaktiviteten er kendetegnet ved en vekselvirkning, altså ved at den både går fra person til objekt og fra objekt til person. Som museumsgæst påvirker man installationen, der ændrer sig og får en til at påvirke den på en ny måde, på grund af objektets respons. Interaktivitet er svær at designe så installationen både bliver interessant og formidler det ønskede, men til gengæld er læringen helt i top. Fordi man selv skal træffe valg og erkende at udfaldet skyldes ens egne handlinger, huskes oplevelsen længe efter. Ud fra et museumsmarkedsføringsmæssigt perspektiv er det vigtigt at det ofte vil være de interaktive oplevelser, der fortælles videre, når en gæst referer et besøg på museet.

Hvis man skal stille de tre begreber op overfor hinanden, ser de således ud:

Beskuelse: hænder ikke nødvendige – billigt – enkelt – lav grad af læring og erindringsskabelse
Aktivitet: hænder nødvendige – dyrere – mere kompliceret – højere grad af læring og erindringsskabelse
Interaktivitet: hænder og sind nødvendige – dyrest – komplekst – højest grad af læring og erindringsskabelse

Selv at kalde flere tekster og film frem i en udstilling har ikke nødvendigvis noget at gøre med interaktivitet, men kan godt betegnes som en aktivitet.

Eksempler på de tre typer udstillingselementer er fx:

Beskuelse

Genstande, der ikke må berøres
Tekster
Kort
Lydklip
Film

Aktivitet

Beklædningsgenstande, der må prøves
Genstande, der må berøres
Trykknapper, der får ting til at lyse op, fx huse på en bymodel
Bøger der må læses, hvad enten det er gammeldags bøger eller digitale
Skibsrattet, der kan drejes på
Skuffer, der kan åbnes og afslører genstande eller tekst
Glas, der må lukkes op, så man kan dufte til indholdet

Interaktivitet

“Maskinen” i Brede Værk
Sværd og Trolddom-bøgerne, hvor man selv spiller hovedrollen i handlingen
Telefoncentralerne på Post- og Telemuseet, hvor gæsterne i fællesskab ringer og styrer omstillingen
En skibssimulator

Blandingstyper
Tekst og billeder, der hentes via en browser eller app på en smartphone ligger typologisk mellem beskuelse og aktivitet, og sandsynligvis vil det være museumsgæstens tilvænnethed til mediet, der er afgørende for i hvilken kategori det hører hjemme.

Værdi
Interaktivitet bliver ofte fremhævet som svaret på alle museumsfolks bønner om at tilfredsstille sine gæster og det er rigtigt at den interaktive installation rummer mange fordele i sig. Men fører man tanken helt igennem må et museum fyldt med interaktive installationer være perfekt, men man behøver blot at tænke på de science centre man har besøgt for at modbevise den tanke. Her giver overfloden af installationer et voldsomt støjniveau samtidig med at mange af de sindrigt opfundne interaktiviteter blot bruges som umiddelbart legetøj af børn med trætte forældre halsende efter sig. Bemærk at der efter denne forfatters mening ikke er noget galt med leg i udstillinger, men det bør snarere foregå i installationer beregnet til det (som oftest aktiviteter) af formidlingsmæssige og ikke mindst økonomiske årsager.

En udstilling baseret udelukkende på beskuelse behøver hverken være kedelig eller have få besøgende. I Miniatur Wunderland i Hamburg kommer der årligt over 1 mio besøgende for at se verdens største modeljernbane.

Derfor er interaktive installationer bedst brugt med en vis distance imellem sig, hvorved deres effekt forstærkes. Vil man yderligere forstærke effekten kan man lade flere museumsgæster deltage i aktiviteten, hvilket kan give en overordentlig høj grad af erindringsskabelse.

Indvendinger
De tre udstillingselementer, beskuelse, aktivitet og interaktivitet, er naturligvis en grov måde at anskue en udstilling på. Men set ud fra museumsgæstens indlæring og oplevelses vinkel mener jeg alligevel at det kan være et nyttigt redskab ved skabelse af nye udstillinger. Man bør se på sin udstilling og se hvilke af elementer den rummer og om det er tilsigtet. For selvom fx interaktivitet kan skabe en høj grad af læring og erindring, så kan den sagtens fravælges. Som det fx ses i en kommende udstilling på det nye Museet for Søfart, hvor interaktivitet er blevet fuldstændigt fravalgt i afsnittet Krigens Skygge, som handler om de danske søfolk under verdenskrigene. Det er gjort ud fra en betragtning om at en af de forfærdelige ting ved at sejle under krigen var at man var magtesløs til at påvirke hvorvidt ulykken ramte eller ej. Denne følelse af passivitet vil vi gerne overføre til den besøgende og ikke give dem handlemuligheder.

Interaktive installationer rummer et stort potentiale for formidling i en udstilling, men er som nævnt både komplekse og dyre at etablere. Derfor bør de bruges med omtanke.

Selve begrebet interaktion bruges som sagt for tiden om alverdens ting, senest i bogen Det interaktive museum, redigeret af Kirsten Drotner mfl., som i sin indledning bruger begrebet om museumsinstitutionen i sig selv; om mødet mellem museum og publikum. Med en så bred definition af ordet, mister det indhold og forvirrer begreberne for folk, der ønsker at bruges den stærke interaktivitet i museumsformidlingen i en udstilling. Derfor håber jeg, at denne tredeling af museumsgæstens muligheder i en udstilling kan være med til at skabe en klarere brug af begreberne.

Hvad mener du?

Bloggstafett: Udstillinger mellem æstetisering og mennesker

Benjamin Asmussen — Sat, 05 Nov 2011 20:56:44 +0000

Forud for den kommende norske konference Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst er jeg blevet inviteret til at deltage i en blogstafet med spørgsmålet “Hvordan mødes arkiv, kunst og museum, og hvad sker der i dette møde?”

Stafetten blev leveret til mig fra Gunhild Varvin, der er kommunikationsansvarlig på Henie Onstad Kunstsenter udenfor Oslo. Hun berettede interessant om et forsøg med digital formidling på hendes museum, hvor selve formidlingsteknikken, en app på en iPad, var blevet så velfungerende og fængende, at folk hellere ville bruge den end at se kunstværkerne.

Set fra kunstnerens synpunkt er det formodenligt ikke så tilfredsstillende, men man kunne jo spørge sig selv, om de kunstværker publikum skaber i udstillingen har en lige så stor værdi som den originale kunstners værk, eller om de blot er banale efterligninger. Om ikke andet kan hele opsætningen med et originalt værk, der efterfølgende bliver genskabt i lignende udgaver hver dag, siges at være en fantastisk kunstinstallation i sig selv.

Udstillingers æstetisering
Gunhild havde fået stafetten leveret af Kajsa Hartig fra Nordiska Museet i Stockholm. Kajsa fortalte om udviklingen på kulturhistoriske museer, der i 1990′erne og 2000′erne førte til æstetiske udstillinger, hvor den historiske genstand blev udstillet som en kunstgenstand.

Det fik mig til at tænke på det danske Nationalmuseums udstilling af Danmarks Oldtid, der står for mig som et skræmmeeksempel på æstetisering af genstande. Som det ses på billedet ovenfor, kan det føre til stor skønhed, når fantastiske genstande som bronzealderlurerne udstilles filtret ind i hinanden, og det er svært ikke at sende en anerkendende tanke til de konservatorer og montører, der har gjort den komplekse opsætning mulig.

Men samtidig bliver de fantastiske kulturhistoriske genstande hule og tomme, hvis de udstilles som hovedsagligt æstetiske objekter. Den funktion, lurerne oprindeligt har udfyldt, bliver overskygget af nutidsmenneskets velbehag ved den lækre sammenstilling. Menneskene, der engang lyttede til, bar, øvede sig på eller spillede på lurerne er ikke til stede i udstillingen.

Chefredaktøren for den danske Weekendavisen, Anne Knudsen, fortalte for et par år siden i et foredrag, at nutidsmenneskets syn på alt, inklusiv genstande på et museum, er gennemsyret af forbrugstanken. Alt bliver derfor set som ting, der potentielt kan købes og installeres i hjemmet.

Med fare for at være grov, kan man hævde at en æstetisering af genstande, som massevis af udstillinger i Vesten har brugt og stadig bruger, understøtter vores supermarkedstilgang til fortidens genstande. Snarere end at overveje den virkelighed, genstande blev fremstillet til at være en del af, tænker vi over hvorvidt de ville passe hjemme på kaminhylden!

Bindeled mellem mennesker i tid
Men hvad gør vi så? Hvordan udstiller vi historiske genstande uden at udstillingerne ligner eksklusive luksusbutikker?

Der må være mange svar, og blot et af dem kunne være at lade den besøgende anvende genstanden eller en replika i en sammenhæng svarende til den, fortidens mennesker anvendte den i.

Vil man fx udstille navigationsinstrumentet en sekstant, som alverdens søfartsmuseer har tusindvis af, bør man give den besøgende den i hånden og hjælpe dem på vej til at erkende hvordan den virker, istedet for blot at lade gæsten nyde det flotte blanke messing den består af. Derved kan sekstanten virke som et bindeled mellem på den ene side fortidens mennesker og deres hverdag og på den anden side nutidens museumsgæster.

En sådant svar fordrer enten en ægte horisont og klart vejr eller en digital interaktiv installation, som arbejdstegningen ovenfor af det kommende Museet for Søfart viser, for at kunne fungere, men det behøver ikke nødvendigvis at være så besværligt.

Udstillinger kan nemlig godt tilrettelægges, så genstandene placeres i en sammenhæng beslægtet med den, de oprindeligt fremstod i. Et af de bedste eksempler ses på mit absolutte favoritmuseum, nemlig Medeltidsmuseet i Stockholm, hvor originale genstande er sat ind i middelalderlignende rammer.

Ovenfor ses fx en kanon, der normalt ville stå på gulvet eller i en montre på mange museer. På Medeltidsmuseet er den placeret i et skydeskår i den gamle bymur og dens formål og historie står umiddelbart klart for den besøgende.

Et andet godt eksempel fra Medeltidsmuseet er denne taske, der er placeret i en montre inde i et hus, sandsynligvis af samme type som det, tasken oprindeligt blev fundet i. Ved siden af den gamle rynkede taske er placeret en moderne replika, der giver et umiddelbart indtryk af hvordan den så ud og sætter tanker i gang om hvem der mon har gået med sådan en, hvad der mon har været i den etc.

Når museumsgenstande sættes ind i en sammenhæng afslører de altså langt dybere lag, end hvis de blot udstilles som æstetiske objekter, fjernet fra de mennesker der skabte og anvendte dem. Med disse ord vil jeg give stafetten videre til Lin Stafne-Pfisterer.

Dette innlegget er en del av en bloggstafett i anledning det norske Kulturrådets årskonferanse Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst. Oversikt over alle deltakere og publiserte innlegg finner du i innlegget Stafett – lagoppsettet på http://museumsandmedia.blogspot.com.

Forrige innlegg, “Kan formidlingen stille seg i veien for objektet?” er skrevet av Gunhild Varvin, kommunikasjonsansvarlig ved Henie Onstad Kunstsenter, neste innlegg, “Multimediale Munch”, er skrevet av Lin Stafne-Pfisterer, museumslektor ved Munch-museet.

Udstillingsobservationer I – Den grundlæggende udfordring

Benjamin Asmussen — Thu, 28 Apr 2011 09:47:51 +0000

Formidling af historien gennem en udstilling kender vi alle til gennem besøg på museer som børn eller voksne.

Der er dog indbygget en række store udfordringer ved brug af en udstilling som medie. Den største udfordring deler udstillingen med selve historiefaget. Udstillingens genstand, fortiden, eksisterer ikke længere, og vi har kun få og mere eller mindre tilfældigt bevarede genstande bevaret til at vise at den eksisterede.

Udfordringen bliver blot større, når man overvejer omfanget af fortiden. Ethvert tidspunkt rummer tre fysiske dimensioner; verden har både højde, bredde og dybde som vi kender det fra den fysiske dagligdag. Men i en museumsudstilling kommer der en fjerde dimension ind i billedet, nemlig tiden. Det vil sige at den nærmest uendelige fysiske verden skal multipliceres med en nærmest uendelig mængde tid. Al denne uendelighed vil vi forsøge at give museumsgæsten et indblik i gennem et kort besøg på et museum, hvor gæstens mange andre dagsordner også skal tilgodeses.

Museumsudstillingens klassiske adelsmærke, genstanden, byder således på en række udfordringer. I nyere tid kan man være så heldig at genstande er resultatet af en planlagt indsamlingsproces, og derfor giver et nogenlunde repræsentativt billede af fortiden. Genstande fra ældre tid er desværre ofte endt mere eller mindre tilfældigt på museer og vigtige emner, perioder eller institutioner vil ofte være helt uden bevarede genstande.

Derfor er det nødvendigt, at antallet af farver på formidlingspaletten øges, i stedet for de tofarvede billede af kun genstande og tekster, som oftest ses i udstillinger i Danmark. Både frisk og nyskabende teknologi og gamle og velafprøvede virkemidler skal inddrages til at ændre fokus i udstillingen fra genstandenes historie til fortiden og dens menneskers historie.

Besøg på snesevis af museer i de sidste år har ført til en del tanker om udforming af udstillinger og om fælles principper i kulturhistoriske udstillinger, og i denne artikelserie vil jeg forsøge at samle en række af mine observationer.

For en god ordens skyld skal det siges, at en del af observationerne stammer fra en arbejdsrapport jeg udarbejdede efter en række studieture til udvalgte museer og science centre i 2008 som forberedelse til arbejdet med Det nye Søfartsmuseum. Siden er flere kommet til gennem egne museumsbesøg.

Enkelte af observationerne udkommer i 2011 i på engelsk i bogen Rethinking the Maritime Museum, der er et resultat af konferencen med samme navn. Den fandt sted i Flensburg og Aabenraa i 2009.

Den første egentlige artikel i serien kommer til at handle om lyd i udstillinger…

En klimaspadseretur omkring COP15 (opdat. x2)

Benjamin Asmussen — Sun, 13 Dec 2009 17:19:16 +0000

Midt under den store klimakonference COP15 i København gik jeg en tur rundt om hvad nogle ville kalde håbets centrum og andre ondets rod, nemlig det absolut ucharmerende Bella Center.

Jeg bor tæt ved Bella Center, i Ørestad, og havde med nogen interesse fulgt forberedelserne til det store møde. Som alle andre raske drenge m/k har jeg naturligvis en sund interesse for gamle borge og befæstningsteknik, og ved Bella Centret så det ud som om der var mange paralleller at drage.

Samtidig ville jeg bruge anledningen til at tænke over hele denne komplicerede affære, altså klimadebatten.

Enhver middelalderborg har naturligvis en ringmur, og det gjorde sig også gældende for Bellaborg. Store spærringer var sat op hele vejen rundt, så politiet lettere kunne begrænse adgangen til få åbninger i muren.

Enhver fæstningsstrateg ved, at forsvar i dybden giver god sikring. Uden for murene ved Bellaborg stod pigtråd klar til at lukke dele af fæstningsmuren af i tilfælde af angreb.

Den kinesiske krigsfilosof Sun-Tzu sagde, at hvis du er stærk, så fremtræd svag og omvendt. I krig gælder det om at sløre sine hensigter og i det hele taget nægte fjenden mest mulig information.

Forrige gang jeg gik forbi spærringene, før konferencen, lagde jeg mærke til at de var af mærket “Delta Bloc” og firmaets telefonnummer stod på hver betonklods. Jeg tænkte, at hvis man ville vide, hvordan man nemmest slap igennem barrieren, så kunne man jo ringe for at få informationer.

Jeg var åbenbart ikke den eneste der havde tænkt sådan, for et omhyggeligt menneske havde sprayet telefonnummeret over på alle de hundredevis af betonklodser!

Men….informationsstyring er noget vanskeligere i dag end i middelalderen. En simpel Google-søgning giver firmaets hjemmeside, deres telefonnummer (det er 7022 2824), og endda både en manual for brug af spærringerne og tekniske tegninger. Hovsa!

De få porte ind til det allerhelligste er ikke bevogtet af tårne og armbrøstskytter, men i stedet af venlige politifolk, tunge chikaner og spidse sømmåtter.

En anden gammel teknologi er dog fortsat uforandret, nemlig voldgravene. I dagens anledning er de blevet renset op og forstærket med pigtråd og afspærringstape.

En enkelt ubevogtet bro over voldgraven var kun beskyttet af mure og pigtråd, og det kunne da også godt så ud som om aktivister havde droppet skiltene for at bryde igennem.

Jeg fik næsten helt lyst til at gøre det samme, da det så ud som om det ville være et let sted at trænge ind på området, så man kunne snuppe et par billeder indefra, men jeg holdt mig klogeligt i skindet..

Vel ankommet til den nordlige del af Amagerfælled kom jeg til et af de områder hvor grupper af folk aftenen før havde holdt til og varmet sig ved et bål.

Ikke langt fra Bella Centret havde nogen, måske aftenen før, plantet et træ, under udførelse af ritualer.

Ovenpå jorden lå, hvad der lignede en madofring bestående af bacon, majs og mandariner oven på jorden. Desuden var der rejst en form for portal af to tvedelte grene med en tredje på tværs på toppen.

Hvad mon det betyder…er der en arkæolog, antropolog eller folkemindeforsker til stede?

Som en god lommearkæolog snusede jeg rundt på den improviserede lejrplads og så, hvad jeg kunne finde.

Ovenstående fund fortæller i hvert fald om hvor velorganiserede aktivisterne er. Activist-Trauma.net ser ud til at være en international bevægelse, der hjælper til med psykisk førstehjælp hvor det er nødvendigt.

First aid for COP15 ser ud til at handle mere om det fysiske. Særligt interessant er det at de på forsiden af deres hjemmeside oplyser deres offentlige PGP-nøgle, som bruges til f.eks. at sende mails og andet stærkt krypteret.

Det ville jeg også bruge, hvis jeg var involveret….

Fundet ovenfor fortæller at der nok kommer til at ske mere på onsdag, og fortæller også interessant om aktivisternes tankesæt.

Overskriften “On Wednesday We Reclaim Power!” tyder jo på at de ukendte “vi” engang har haft magten, og på onsdag tager den tilbage. Hvem disse “vi” er, udover at de vil skabe et “Peoples Assembly” får man ikke meget at vide om, ligesom det kunne være interessant at høre om hvornår “de” har haft magten…

På deres hjemmeside får man blot at vide, at Climate Justice Action (CJA) er:

The CJA is a global network of people and groups that are committed to taking the urgent action needed to avoid catastrophic climate change.

Det bliver man jo ikke meget klogere af…

De mange nye kanaler i Ørestad City får pludselig også ny betydning, når de bliver inddraget i fæstningsværkerne omkring Bellaborg.

Vandet holder dog ikke alle ude, som f.eks. disse Hunger Boys, der er sat op af projektet SevenMeters.net.

Der er sat masser af skulpturer op mange steder i København, og jeg håber at mange af dem får lov til at blive efter COP15. Drengene tilføjer meget til de ellers ret kedelige kanaler fyldt med arkitektvand, som man hverken kan bade eller sejle i.

Selv på den “pæne” side af Bella Center, ligner det stadig noget der er løgn. Da det blev bygget på den øde fælled gjorde det næppe så meget at det var så grimt, men nu ligger det midt i den nye smarte Ørestad. Derfor håber jeg snart, at bygningerne bliver shinet op, så man ikke får ondt i øjnene over at gå forbi…

Det triste grå hegn, der vender ud til Ørestad Boulevard, er i dagens anledning blevet suppleret med hvad der ser ud til at være endnu en indretning fra tidligere tiders fæstninger, nemlig en udfaldsport!

Hvis aktivister laver for meget ballade, kan der måske sendes forstærkninger ud herfra, måske endda husarer ligesom i Slaget på Fælleden?

Også ligesom tidligere tiders borge har den fornuftige borgherre sørget for at have patruljer ude i landskabet for at kunne give borgen besked om at hæve vindebroen og sænke faldgitteret.

På billedet består patruljen af de tre mennesker tæt ved Bjerget, der ser ud til at være en politimand og to hjemmeværnsfolk.

Det er jo ganske snedigt, for hjemmeværnsfolk har jo ikke yderligere beføjelser end almindelige borgere, men sender man en politimand med, har man en effektiv kombination af manpower og magtbeføjelser.

Så var jeg ved at være hjemme igen, og havde også nået at tænke over klimaet og CO2.

På vej fra arbejde har jeg tit gode diskussioner med min tænksomme ven og kollega Thorbjørn, og det er godt til at få skærpet tankerne.

Han har iøvrigt skrevet nogle gode refleksioner over klimademonstrationen lørdag og den uhyggelige brug af lømmelpakken til masseanholdelser af uskyldige. Læs den på Facebook.

Det er tydeligt, at Jordens klima og mulige menneskeskabte ændringer af samme har verdens bevågenhed for øjeblikket, og det går næppe over. Det er der både fordele og ulemper ved.

For det første er det jo sandsynligt, at det er rigtigt som mange videnskabsfolk er nået frem til, at menneskets udledning af kuldioxid skaber en drivhuseffekt og andre klimaændringer. Hvis det er rigtigt, er det jo skønt at verdens ledere nu arbejder sammen for at afhjælpe problemet.

Samtidig giver det nemlig en anden effekt, som jeg vil kalde månelandingseffekten.

Kampen mod klimaforandringer virker nemlig ligesom den amerikanske månelanding i 1969 samlende på verdens befolkninger. Selvom det var forfærdeligt dyrt at komme til månen, kastede udgifterne og arbejdet så meget ny teknologi og viden af sig, at det var en god forretning.

Noget tilsvarende tror jeg sker ved klimakampen, og hvorvidt det så er sandt at vores CO2-udledning skaber miljøforandringer eller ej, bliver derved mindre vigtigt.

De store summer, der vil blive brugt på at mindske udledningen i fremtiden, forsvinder jo ikke ud i ingenting. Mange kommer tilbage i statskasserne og andre penge skaber vækst i det private erhvervsliv til fordel for os alle sammen.

Her midt under konferencen ser det ud til at meget af forhandlinger går ud på hvor meget Jordens rige nord skal betale til udvikling af det fattige syd, og det er jo en god ting. Blot skal vi være varsomme med at pengene til ulandene ikke, som sædvanligt, ender i de korrupte diktatorer bundløse kasser.

At skabe vækst over hele Jorden og muligheder for de mange uden håb i ulandene vil være til fordel for os alle.

En anden interessant tanke er forholdet mellem klimakampen og religion.

Det virker slående, så mange religiøse elementer klimadebatten, eller i hvert fald dens slogans, rummer. Tag f.eks. Københavns Kommunes udstilling, der har fået navnet Hopenhagen. På dansk ville det vel hedde Håbenhavn og virker ligesådan.

Håbet er åbenbart centralt i en sag, der vel egentlig mest handler om at mennesker, som altid, sviner med ressourcerne?

Man kan tænke sig, at der i virkeligheden er noget behageligt ved tanken om at hele klodens kommende ødelæggelse, som prædikes af klimadommedagsprofeter, er menneskets egen skyld.

For hvis det er os, der skaber undergangen, betyder det jo også at vi har mulighed for at forhindre undergangen, i modsætning til hvis det nu var solpletter, en komet eller noget andet i naturen, der ville forårsage Jordens undergang.

Så måske er det meget betryggende, at vi selv klarer civilisationens undergang, frem for at få naturfænomener til at klare sagen.

I denne forbindelse er det også værd at tænke på at eventuelle klimaforandringer næppe truer Jordens eksistens, som man undertiden hører folk sige, men kun mennesket og dets civilisation. Det kan såmænd også være slemt nok, men man skal alligevel sondre.

Jorden skal nok klare sig, også selvom vi alle drukner…

Hvad mener du?

Luminarium – magi eller masseprodukt?

Benjamin Asmussen — Thu, 27 Aug 2009 14:36:01 +0000

I denne uge kan man i Ørestad Bypark se et særpræget syn.

I den ellers temmelig flade park står der nu et stort stykke plastik, der hver morgen rejser sig fra helt flad tilstand til et gigantisk kulørt monster.

Her er monsteret næsten vækket helt til live!

Fra min altan tæt ved kan jeg høre monsteret synge; det lyder lidt som hvalsang, der desværre bliver lidt monotont.

I weekenden kiggede jeg nærmere på monsteret i Ørestad Bypark, og fandt ud af at det var et såkaldt Luminarium ved navn Amococo, bygget af et firma kaldet Architects of Air.

Efter at have betalt 2x 25 kr ved indgangen og smidt skoene, kom min kæreste og jeg ind i en form for forgemak, hvor vi fik at vide at konstruktionen var håndlavet af plastik, og at vi skulle passe på ikke at punktere den.

Inde i monsterets bug ventede der en forunderlig oplevelse.

Dagens klare sollys blev filtreret gennem de farvede stykker plastik, og gav en fantastisk lysvirkning. Samtidig virkede plastiklabyrinten oogså som et drivhus, så der var dejligt varmt inde i gangene.

Samspillet mellem varme og kraftigt farvet lys gav luften inde i labyrinten en nærmest fysisk karakter. Det var, som om vi indåndede farverne!

På billedet ovenfor havde et par andre besøgende taget plads op ad de bløde vægge, og rummene virkede da også meget indbydende at tage plads i.

Samtidig tiggede det spændende miljø også om at blive fotograferet, og jeg vil anslå at ca. halvdelen af de gæster vi så derinde, havde, som jeg, taget en klods af et spejlreflekskamera med for at tage billeder.

Rummet, jeg står i ovenfor, er en af de små kugleformede rum, man kan se i kanten af labyrinten på det næstøverste billede.

Selv lofterne var fotogene og havde på grund af solskinnet en vidunderlig glød.

Tre steder i labyrinten løftede der sig større kupler i forskellige farver, der føjede yderligere til den afvekselende oplevelse.

Efter et kvarters tid begyndte varmen og den monotone baggrundslyd dog at få bugt med os, og vi måtte søge ud i virkeligheden igen.

Her opstod til gengæld nok den største overraskelse ved labyrinten. Kommende fra det spektakulære fysiske lys inde i monstrets mave, virkede verden flad, grå og bleg, selv på en flot sommerdag.

Det er vel en af definitionerne på kunst; at man efter mødet med kunstværket ser verden på en ny måde? Ihvertfald ændrede turen i Amococo mit syn på lys i flere dage, og jeg synes endda stadig at verden ser ldit bleg ud i forhold til farveorgiet i Byparken.

Jeg er fascineret af installationer, hvor man med simple tekniske virkemidler skaber magi, og her må Luminariet være lige i øjet.

Da jeg læste på Architects of Airs hjemmeside bagefter kunne jeg dog ikke lade være at tænke, at det hele måske var lidt rigeligt industrielt. Der var mange forskellige labyrinter, der kunne lejes mod et uoplyst gebyr, og konceptet havde kørt siden 1992 med angiveligt over 1 million besøgende allerede.

Så måske skal konceptet snarere sammenlignes med et omrejsende tivoli? Eller er det uretfærdigt over for en række kunstværker, der kommer ud og møder folk, hvor de er, for nu at bruge en tidstypisk floskel?

Der er i hvertfald ingen tvivl om, at installationen gør indtryk på folk. En hurtig søgning på Flickr giver over 3000 billeder af Luminarierne.

Københavns Internationale Teater skal da også roses for at lokke Amococo-monsteret til at slå sig midlertidigt ned i Ørestad City som en del af Metropol-festivalen, for det er med til at skabe liv og sætte tanker i gang.

Hvis du tør kravle ind i monstrets indre, er det muligt indtil på søndag d. 30. august 2009, hvor Amococo har spist op i Ørestad og bevæger sig videre til nye græsmarker.

Hvad synes du om installationen, magi eller masseproduktion?