Det var på Nørrebrogade jeg hørte det første gang – lyden af storbyen uden biler.

Cykelstierne var under udbygning, så gaden var næsten lukket helt for biler. Lydbilledet var markant anderledes end den sædvanlige susen fra dæk og brummen fra motorer. I stedet var der stille, så ørerne skulle vende sig til at lytte på et lavere niveau, ligesom hvis man kommer ind i et dunkelt rum, hvor øjnene skal vænne sig til mørket.

Derefter dukkede der et rigt lydbilllede op. Cykelkæder, der raslede; stemmer, der talte; mad, der sydede i shawarmabutikkerne og børn, der lo. Jeg satte farten ned for at nyde lydbilledet, men desværre varede det ikke ved. Nede af en sidegade dukkede bilerne op igen og lyden af dæk på asfalt dominerede atter alting.

I morges oplevede jeg det igen. Nørreport station er spærret for biler på grund af ombygningen og lyssignalerne er slukkede. Cyklister og fodgængere snoede sig mellem hinanden og det detaljerede lydbillede fyldt med forskellige lyde fra menneskelig aktivitet dukkede op igen.

Det fik mig til at tænke over lyd i storbyer. Når man bor mange mennesker sammen, er der mange hensyn at tage, og lydniveauet bliver naturligvis meget højere end ude på landet. I tidligere tider har byer været et særdeles støjende bekendtskab. Jernlbelagte vognhjul kombineret med hestesko på brosten må have været et øredøvende spetakel i Københavns smalle gader. Dæk af gummi må have lydt som et stort fremskridt, men til gengæld dukkede motorerne nu op i gaderne.

Idag er bilmotorer temmelig stille, men lyden af dæk, der hvisler mod asfalten er meget tydelig. Lyden dominerer storbyens uderum, og det har virket som en håbløs opgave at gøre noget ved det.

Men omlægningen af Nørrebrogade, så der tages større hensyn til de mere end 36.000 cyklister og utallige fodgængere der passerer hver dag, giver nyt håb.

Biler er praktiske redskaber, så de skal være tilgængelige til dem, der ønsker det, men i storbyerne bør strukturerne lægge op til at man nyder de sagte menneskelige lyde snarere end dæk- og motorlarm.

How do you as a history museum or teacher reach out to the most difficult audience of all, the teenagers? For many teenagers, the visits to museum in their school classes are the last before they years later have children of their own. Much effort is currently put into convincing, luring or forcing the teenagers to attend museums and be interested in their own history.

Many amazing tools have been placed in our hands by the advancing technology, so experiments are always in order to see if the goal might be accomplished. A fascinating new piece of technology goes by the name of Minecraft.

A fresh new world in Minecraft. A pig is staring inquisitively at the newly spawned player, not yet realising that it will most likely soon be eaten!

At first glance, Minecraft seems like a simple and somewhat ugly computer game. The game is seen from a first person perspective and begins on a sunny morning in a brand new world. The world is huge, about eight times the size of Earth, so there are plenty of areas to explore. During the 10-minute day, the world is peaceful with animals around the countryside, but at night everything changes. When darkness falls, monsters appear and hopefully you managed to build a shelter for the night.

Your ability to interact with the world is amazing. You can build tools, cut down trees, dig holes, carve your way through mountains with your pick and build anything you imagine from the resources of the earth. It gives a special kind of satisfaction to look at a house or stronghold knowing that you created all the tools necessary for the construction, dug out all the stone from your mine, melted all the glass from sand collected at beaches and burnt bricks from clay obtained in swamps.

Almost everything in Minecraft is made from 1×1 meter blocks of different kinds of materials. That means that the graphics can appear somewhat crude, but it also means that it takes little time to construct even large buildings of the blocks.

The game of Minecraft is still in beta, meaning that the small studio, Swedish Mojang, are still working on finishing the game. Nonetheless it can already be purchased for 15€ at their website and is constantly being developed.

This means that the game is quite adaptable. Many different texture packs are available or you can make your own to change the way the game looks. Countless modifications, called mods, are available to add new things to the game like villages complete with inhabitants, dinosaurs and fossils, more monsters or even airplanes from The First World War.

In the version released in September 2011, called 1.8, a new creative mode was added to the game. Here all blocks in the game are available in never-ending numbers so one’s imagination can run wild. For those of us that still remember our childhood addiction to LEGO blocks, it’s like a dream. Imagine having an eternal supply of LEGOs!

The castle of the port of Hambeck at dawn. The wet lowlands are still filled with a forest, providing plenty of raw materials for a new settlement.

In the new version I explored a world and came across a place that reminded me of the area where the city of Copenhagen would later be build. The early history of Copenhagen and other cities around the Baltic Sea has always fascinated me and this seemed like a great opportunity to recreate a settlement from the early middle ages.

I began to build a castle, vaguely inspired by the castle build in Copenhagen by bishop Absalon in the middle of the 12th century. I then took a number of screenshots of the castle and the surrounding area and decided to write about it on the very active forum Minecraftforum.net.

In the on-going story of the port of Hambeck, Cistercian monks have now arrived and begun building a church as the beginning of a new monastery.

I added a story about a lord deciding to found a new settlement and posted the whole thing. Quickly hundreds of people read about the settlement,which I had decided to call Hambeck, taking parts of the names of Lübeck and Hamburg in northern Germany. The following days I spend more time building up the settlement, trying to build it in a realistic way like a real 12th century town. All along I took screenshots of the building process and posted them on the forum with more of the underlying story.

A ship from the port of Hambeck on its way to another  settlement. A reader of the forum thread about the port of Hambeck later rebuilt the ship inside his own world to continue the story of ships travelling from place to place.

The result was quite a succes. After a week, the thread on the forum had been showed more than 2000 times and at the time of writing after almost three weeks, the story has been shown more than 7000 times! At the same time several other Minecraft players has been inspired to build similar settlements and post images online with their own stories. The readers have added more than 60 comments and in a role-playing fashion, trading agreements have been made with other lords of other towns. Suddenly several isolated games are now intertwined, but only through the forum posts.

I believe this little experiment shows that a way to reach adolescents would be through an inexpensive 3D game like Minecraft, which is being played by millions of people all over the world.

It would be most interesting if for instance a city museum like the Museum of Copenhagen used the newest research about the early days of the Danish capital to recreate it online with millions of interested teenagers learning about medieval city history, feudalism, trading networks etc.

It seems likely that any topic with an architectural or geographical dimension could be interpreted through the easily-accessible 3D-editor that the new version of Minecraft really is.

The port of Hambeck as it looks in early October 2011.

In the meantime, please follow the history and developments of the fictive, yet somewhat realistic, Port of Hambeck online. Or visit the official Minecraft site, which has a great little video showing aspects of the game.

I over tyve år har mange af os arbejdet med den samme type arbejdsredskab, nemlig computeren med tastatur og mus. Som årene er gået har maskinen udviklet sig, men siden fremkomsten har Windows 95 for 16 år siden og den tilhørende Officepakke, har udviklingen stort set stået stille. Vi har skrevet i den samme Word på de samme tastaturer og har alle fået de samme museskader.

Men måske er der omsider ved at ske noget nyt med introduktionen af reelt funktionsdygtige tavlecomputere?

Kan vi nu slippe fri fra musen, denne kiksede forlængelse af vores kroppe? Kan vi endelig nøjes med at bruge vores hænder, ligesom i årtusinderne forinden den digitale revolution? Blandt andet for at svare på de spørgsmål har jeg anskaffet mig en funklende ny iPad 2 fra Apple, der ser ud til at være den bedste budbringer af en ny tid.

At få fat i den nye iPad viste sig at være nemmere sagt end gjort. Apple har ganske strategisk valgt at lade de nye maskiner sive gradvist ud på markedet, så efterspørgslen er stor og der hver morgen står køer foran butikkerne. Det føles nedværdigende at være underkastet Apples snedige markedsføring, men det er svært at stritte imod, når produkterne foreløbigt fuldstændigt savner konkurrence.

Men efter flere forgæves forsøg med at stå i kø i den smarte Apple-store i Philadelphia, hvor jeg var til konference, lykkedes det endelig i en lidt snusket Radio Shack i et mall. Det var åbenbart korrekt hvad flere amerikanere havde fortalt mig, nemlig at det var smart at købe maskinen i den rigtige Apple-store, hvorfor den var sværest at få fat på her.

Jeg fik fat i den næststørste udgave af apparatet, nemlig en sort 32 GB udgave med 3G net, tidsnok til at bruge den på konferencens sidste dag, og det var en både behagelig og effektiv oplevelse. Da maskinen altid er tændt, er der ingen opstartstid som på en gammeldags Windows-pc eller en Mac. Fra jeg tog den op af tasken tog det derfor kun sekunder inden jeg kunne begynde at tage noter til foredragene. 

En iPad er jo udelukkende en skærm, så når det er nødvendigt, dukker et tastatur frem på touchskærmen. Jeg blev overrasket over hvor nemt, det var at skrive på et tastatur, der egenligt kun er en glasskærm. Naturligvis går det ikke ligeså hurtigt som på et almindeligt tastatur, men jeg opnår uden problemer ca. 80% af min sædvanlige skrivehastighed på iPadden.

Til at tage noter på under et foredrag er maskinen perfekt, blandt andet fordi den fylder og vejer så lidt. Er der pointer i foredraget, som man synes straks bør deles med andre, så er Twitter kun to skærmtryk væk og det samme gælder browseren, hvis man gerne vil slå noget op på nettet.

Efter nu at have brugt en iPad i lidt over en uge, er der flere fordele, der klart står frem. Fordi den vejer så lidt, har jeg den næsten altid med i tasken. Fordi den straks er klar til brug, tager jeg den ofte frem fra tasken for at skrive på, selv hvis jeg kun har et par minutter. Det vil nok på længere sigt føre til flere blogindlæg og måske endda flere artikler og bøger, fordi skrivning nu er blevet endnu nemmere. Den lange batterilevetid på ca. 10 timer gør også klodsede strømforsyninger overflødige at medbringe og bidrager til følelsen af mobilitet.

Ved brugen af den lille maskine savner jeg slet ikke en mus. Maskinens software er så veldesignet, at jeg på intet tidspunkt har været udsat for opgaver, hvor jeg havde brug for musens præcision. Selv at rette i enkelte ord og markering af sætninger klares let med fingrene takket være Apples dygtige ingeniører.

En ny type brugergrænseflade? Nø, her er et udvalg af tablet-computere fra før Kristi fødsel på Neues Museum i Berlin.  

Derfor tør jeg komme med en spådom! Om få år forsvinder både den stationære og den bærbare computere fra kontorerne og bliver erstattet af store iPad-lignende touchskærme, som man kan have liggende foran sig. Derved slipper man for musen og arbejdet i det digitale univers klares udelukkende med hænderne.

Til specialiseret grafisk arbejde vil man dog nok bruge en form for pen eller stylus til arbejdet. Den store iPad-maskine vil nok være fra 15-30 tommer afhængigt af formålet. Til møder vil en 30 tommer touchskærm kunne løse mange opgaver og kan ligge på bordet mellem mødedeltagerne, der sammen kan skabe og kombinere viden og produkter.

Data vil være gemt i Skyen, og man vil derfor let kunne tage sin arbejdsskærm med sig eller bruge forskellige skærme, da ens data altid vil være til stede, som vi fx allerede i dag ser i programmet Evernote.

Den første uge med iPad har været dejlig, og jeg kan fornemme, at jeg kun lige har kradset i overfladen af alle de nye muligheder som en kraftig, let og brugervenlig computer med touchskærmsbrugergrænseflade kan tilbyde.

Jeg glæder mig til de kommende uger!

De er eksempler på brug af de nye geosociale medier som f.eks. Foursquare. Et geosocialt medie kombinerer de efterhånden klassiske sociale medier som Facebook og Linkedin med en smartphone og GPS. Med den i hånden kan man “checke ind” på utallige steder i verden og derved fortælle folk hvor man er henne.

Den, der har checket ind flest steder, får titel af Mayor eller borgmester af stedet, og kan måske opnå fordele derved. En café kan f.eks. tilbyde gratis kaffe til borgmesteren, eller et museum kan sende en bog afsted til månedens borgmester.

Ligesom jeg har du sikkert også hørt utallige skeptikere sige “Hvad skal det nu gøre godt for?“, “Er det ikke bedre at tale sammen?” og måske endda “Ungdommen nu til dags!“.

Derfor besluttede jeg, da min længe ventede nye Iphone 4 endelig ankom, at prøve at finde ud af hvad det egentlig skal gøre godt for. I de sidste tre uger har jeg derfor checket ind alle steder jeg befandt mig udover hjemme, på arbejde og hos venner.

Alle tænkelige steder kan principielt oprettes på Foursquare, f.eks. er cykelbroen uden for vores vindue oprettet, men jeg ville trods alt gerne skåne mine Facebook-kontakter for alt for mange ligegyldige opdateringer.

Hvad har de tre uger med check-ins så lært mig? Er geosociale medier det nye sort, eller blot en storm i en smartphone af glas?

For det første har det ført til mere hyggesnak på Facebook. Da jeg kom hjem fra en weekendtur til Hamburg, sagde en ven velkommen hjem, da jeg havde checket ind på Hovedbanegården. Da jeg checkede ind hos blodbanken, fortalte en anden ven om sit nylige bloddonationsjubilæum. Men samtidig brokkede en tredje ven sig, halvt i spøg, over at jeg geobraggede, dvs. pralede med de smarte, tjekkede eller fornuftige ting jeg foretog mig.

Heri består en udfordring. Skal man checke ind alle de smarte steder med fare for at virke pralende? Og hvad med de usmarte steder? F.eks. da jeg gik tur på det skumle red-light-district Reeperbahn i Hamburg checkede jeg ikke ind på Foursquare af hensyn til hvordan min mangeartede Facebook-venneskare ville reagere på det, men var det kujonagtigt? Eller bare fornuftigt?

En fordel ved tjenesten, som jeg ikke havde forventet, var hvor interessant det var at se tilbage på listen over steder jeg havde været. Det blev til en form for dagbog, som var nyttig til at kunne mindes begivenhederne. Arbejdsmæssigt var det også udfordrende, for jeg kunne f.eks. se at jeg kun én gang i de tre uger havde været ovre i mit museums udstilling, eller kun havde husket at checke ind én gang.

Apropos museer og arbejdspladser, så var Handels- og Søfartsmuseet ikke oprettet som sted på Foursquare, så det gjorde jeg naturligvis. Endnu er der ikke nogen andre end mig, der er checket ind, men hvis der begynder at komme check-ins, kunne man overveje at belønne borgmesteren med et formidlingshæfte eller lignende.

Af andre fordele ved tjenesten skal nævnes de tips, man kan skrive om f.eks. caféens mad, museets udstilling eller andet. Hver gang jeg er på café eller restaurant, ser jeg nu efter på Foursquare hvad andre har skrevet om stedet. Hvis min egen oplevelse har været særlig god, skriver jeg også gerne selv en kommentar i det geosociale rum.

En sidste snedighed ved Foursquare oplevede jeg på baren Lord Nelson. Vi var ved at blive sultne, og ved hjælp af geosocialisme kunne jeg let se hvilke spisesteder, der var i nærheden, f.eks. en af de nye burger restauranter få hundrede meter væk.

Men der er også ulemper ved tjenesten. Man kommer hurtigt til at spamme sine Facebook-venner med check-ins, så det skal nok gøres lidt med måde. På den anden side virker dagbogsfunktionen jo kun, hvis man husker at checke ind så ofte som muligt.

Mange vil nok stejle over den overvågning man udsætter sig selv for. Overvågningskameraer er jo vand ved siden af, at man indberetter sin præcise position igen og igen til en amerikansk firma. Det bekymrer mig dog ikke, da jeg ikke regner med at have indbrudstyve som facebookvenner.

Foursquare vil også gerne være et spil, så man får point hver gang man foretager sig noget og badges, når man opnår bestemte mål. Jeg synes dog ikke, at det motiverer mig til noget, det er snarere kommunikationen med venner, der er interessant.

Som konklusion vil jeg sige at jeg tror der er et stort potentiale i geosociale medier, som slet ikke er udnyttet endnu. Det er svært at se hvad det vil udvikle sig til, men man kan sammenligne situationen med dengang filmkameraet netop var opfundet. I filmens allerførste dage kunne man finde på at sætte kameraet på tilskuerpladserne i et teater, og lade det optage skuespillet i ét langt klip.

Kritikerne fremhævede så, at filmmediet var noget bras, for det var da klart at foretrække selv at gå i teatret og se stykket. Først senere, da teknikker som klip, panorering, nærbilleder, underlægningsmusik og zoom blev opfundet, opstod der et nyt og elsket medie, og sådan er det nok også med geosocialismen. Hvordan panorerer man i Foursquare??

Hvad synes du om Foursquare og de geosociale medier? Er du træt af at læse folks ligegyldige check-ins på Facebook eller er det spændende at følge med i hvad vennerne foretager sig?

Læs også human webstrateg (!) Anders Bendix Kiels indlæg om Foursquare på Kommunikationsforum, der rummer gode overvejelser om den manipulering af ens selvportræt, som Foursquare også er.

Mange af os kigger på et lysende net af billedpunkter hver dag. Vi har gjort det i mange år, og der er ingen tegn på at punktbeskuelsen har toppet, tværtimod køber vi flere og flere skærme både til hjemmet, til arbejdet og til brug på farten.

Når jeg ser tilbage på de mange år jeg efterhånden brugt en computer og tænker på hvilke opgraderinger til computeren jeg har været allergladest for, så er svaret ganske klart. Hver gang jeg har investeret i en ny skærm til computeren, har jeg glædet mig over den i lang tid derefter. Pludseligt stod alting lysende klart (igen!).

Nu er det så sket endnu engang.

Denne gang var det ikke min trofaste gamle computerskærm, der blev skiftet ud, men derimod min gamle Nokia-telefon, der blev byttet  til en funklende ny smartphone, nemlig en Iphone 4.

Iphone 4 bliver blandt andet promoveret af Apple ved dens såkaldte Retina Display, hvilket dækker over at skærmen har en meget høj opløsning i forhold til dens størrelse. Skærmen, der måler 3,5 tommer diagonalt rummer hele 960 x 640 pixels, hvilket giver et billede som jeg aldrig tidligere har set på en elektronisk dims.

Et teknisk begreb: Når man trykker bøger, blade etc så sørger man for at billeder og tekst rummer mindst 300 dpi, dvs. dots per inch. Det betyder ganske simpelt, at for hver tomme, 2,52 cm, trykkes der 300 punkter. Det gør trykket skarpt nok til at vores hjerne uden problemer ser billedet som et sammenhængende hele, og ikke bare en samling billedpunkter.

I de sidste mindst 15 år har vi alle brugt computerskærme med meget færre billedpunkter. På den 22″ skærm, jeg skriver på nu, rummer billedet 1680 pixels på tværs af skærmen. Siden de er fordelt over 47,5 cm, giver det en kvalitet på 89 dpi, altså under en tredjedel af bogtryk. Hvis man kigger nærmere efter på sin skærm kan man sagtens de mange små pixels eller billedpunkter, som danner billedet.

For at give et indtryk at hvordan det egentligt ser ud, har jeg sat mit kamera med et godt makroobjektiv i spil. På samme afstand har jeg fotograferet den samme tekst på henholdvis en 24″ Dell skærm, en Ipod Touch og endelig den nye Iphone 4. Resultaterne kan du se nedenfor.

Vi begynder med Ipod Touch, der har den samme skærm som findes på Apples Iphone 3G og 3GS. Da jeg købte apperatet for at års tid siden, blev jeg begejstret for den flotte og klare skærm, der havde hele 160 dpi.

Ovenfor ses teksten på startskærmen til ikonet, der fører til YouTube applikationen.

Ovenfor ses det samme tekst på den nye Iphone 4. Jeg synes forskellen er tydelig ovenfor, men når man ser det på apperaternes skærme, er det slående hvor forskellige de er. Den gamle Ipod Touchs skærm ligner nu nærmest noget fra en Commodore 64 i sammenligning med den knivskarpe Iphone 4 display, der rummer hele 326 dpi!

Begge tekster ovenfor er i virkeligheden omkring 1 mm høje målt fra top til bund af e’et.

For at sammenligne med en computerskærm forsøgte jeg at ramme den samme skrifttype og størrelse på min gode gamle Dell 24″ skærm. Det er en dejlig klar og skarp skærm, som jeg har haft i mange år, og alligevel ser nærbilledet ud som ovenfor. Teksten er sat med 7 punkt Arial, som også er ca. 1 mm høj på skærmen.

Moralen af det lille forsøg må være, at det er på tide at skærmfabrikanterne begynder at oppe sig med hensyn til antallet af pixels på skærmen. I mange år har opløsningerne været de samme, mens computerne blev stærkere og stærkere og vores brug af computerne øgedes konstant.

Her vil den opmærksomme læser måske indvende, at nu er HD-formatet da ved at være udbredt på TV og er det da ikke godt nok? Jo, når man sidder langt fra skærmen er det fint, men kommer man tæt på, er det slet ikke skarpt nok.

Til sammenligning har en almindelig 22 tommer pc skærm i dag 1680 pixels på den lange led og 1050 pixels fra top til bund, også skrevet som 1680 x 1050. En 24 tommer skærm har lidt flere pixels, nemlig 1920 x 1200.

Et topmoderne, Full-HD tv på f.eks. 56 tommer har derimod kun en opløsning på 1920 x 1080 pixels. Det ser flot ud set fra sofaen, men skal den bruges til pc-brug, er det slet ikke nok. Til sammenligning har den nye Iphone 4 som sagt en opløsning på 960×640 pixels.

Personligt glæder jeg til at vi en dag kan købe gode skærme til skrivebordet med en ordentlig opløsning. Skærme meget større end ca. 25 tommer er ikke praktiske at arbejde ved, men en opløsning på omkring de 300 dpi vil gøre oplevelsen meget mere behagelig. For en 22 tommers skærms vedkommende vil det betyde en opløsning på ca. 5.600 x 3.500 pixel, hvilket overhovedet ikke er noget problem for moderne grafikkort.

Men, som altid, går den teknologiske udvikling aaaalt for langsomt!

Eller hvad mener du?

For tiden er aviserne fyldt med spændende og rystende nyheder fra Iran. Tusindevis af mennesker demonstrerer og hævder at valgresultatet ved det nylige valg var snyd; at der blev fusket med stemmerne til fordel for den siddende præsident Mahmoud Ahmadinejad.

En fascinerende del af historien om demonstrationerne og myndighedernes voldsomme reaktion på dem er brugen af ny teknologi.

Angiveligt bliver flere af demonstrationerne annonceret via Twitter og protestgrupper bliver i stort tal dannet på Facebook. Videoer optaget under demonstrationerne bliver lagt på YouTube i stort tal, og er man som iraner bange for at ens upload til tjenesterne bliver sporet, er der masser af vesterlændinge der på fora tilbyder at lægge videoerne ud, blot de får dem tilsendt via email.

Det er markant hvor stor en rolle web 2.0-tjenester spiller i denne konflikt. Et af de vigtigste ekempler på effekten af de nye medier er den nu allerede ikoniske video af nedskydningen af en demonstrant i Tehran.

Click here to view the embedded video.

På den dramatiske video ovenfor får vi allesammen serveret et blodigt eksempel på et tyrannisk regimes overgreb mod civilbefolkningen. Offeret på billedet er angiveligt teenagepigen Neda, der bliver skudt af en snigskytte fra organisationen Basiji. Ifølge Wikipedia er Basiji en paramilitær organisation af primært yngre konservative, der er loyale overfor ayatollah Khamenei.

Allerede er denne video og mange lignende set hundredetusingvis af gange verden over, og er et godt eksempel på den hastighed hvormed information spreder sig i web 2.0-alderen. Med det samme giver det krisen i Iran et menneskeligt ansig, som både alle, især medier og politikere, straks kan tage til sig.

Midt i denne de sørgelige og modbydelige billeder fra Iran og glæden over mediernes nye muligheder, må man dog ikke glemme den britiske baron og forfatter Lord Ponsonbys ord i bogen Falsehood in Wartime fra 1928 :

When war is declared,
truth is the first casualty.

For med disse fantastiske nye muligheder kommer naturligvis også nye muligheder for os mennesker at blive bedraget. For vi vil gerne føres bag lyset, som Lord Ponsonby skrev i samme bog:

Lying, as we all know, does not take place only in war-time. Man, it has been said, is not “a veridical animal,” but his habit of lying is not nearly so extraordinary as his amazing readiness to believe. It is, indeed, because of human credulity that lies flourish. But in war-time the authoritative organization of lying is not sufficiently recognized. The deception of whole peoples is not a matter which can be lightly regarded.

Derfor må vi altid beholde en sund skepsis, også når vi ser en video som ovenfor. Jeg tror egentlig den er god nok, men min indre skeptiker kan ikke lade være med at bide mærke i at den pigen på videoen først begynder at bløde i ansigtet da to mænd har deres hænder ganske tæt forbi hendes næse og mund. Der er i hvert fald en god mulighed for at bruge kunstigt blod, hvis det var det man ønskede.

Det er som om kriser og krig er gode til stærkt at fremhæve muligheder i nye teknologi. Det er krisen i Iran ikke den første til at vise, blot den nyeste.

Da jeg læste om iranernes brug af web 2.0 kom jeg til at tænke på Krim-krigen fra 1853-56 mellem på den ene side Rusland og på den anden side Frankrig, Storbritannien, Sardinien og det Osmanniske Rige.

Krim-krigen var nemlig den første krig hvor moderne kommunikation i form af den elektriske telegraf kom til at spille en stor rolle. Med lynets hast kunne aviskorrespondenter sende nyheder om slag hjem til avislæserne, endda så hurtigt at politikerne måtte læse om nyhederne i aviserne inden deres officelle meddelere var nået frem.

De mange dugfriske nyheder skabte en kolossal interesse for krigen, især i Storbrittanien, og fik aldeles uforudsete konsekvenser. Angiveligt fik de mange tegnede billeder i aviserne af de skæggede osmanniske krigere skægmoden til at svinge i retning af fuldskæg, hvilket medførte at flere britiske barberbladsproducenter måtte dreje nøglen om!

Krim-krigen var den første krig der udnyttede telegrafteknologien, men man kan selv forsætte listen med krige og teknologier. Gode eksempler er fotografierne fra den amerikanske borgerkrig, CNNs dækning af den første golfkrig og bloggeren i Bagdad under den sidste krig i Irak.

Hvad er der ellers af eksempler?

En ting, der dog ikke har ændret sig de sidste ca. 20 år, er brugen af tastatur og mus. Når vi skal interagere med en computer bruger vi i det 21. århundrede stadig modificerede skrivemaskiner og en pegepinde.

Nu har Microsoft imidlertid gjort en opfindelse, der måske kan ændre det…

Ja, jeg glæder mig til den nye 100″ berøringsfølsomme skærm. Desværre går der nok et par årtier inden Microsofts software kommer til at følge med.
Hvad synes du?

De fleste af mine universitetsopgaver blev skrevet i Word 2000, og på mit arbejde bruger vi stadig det efterhånden otte år gamle program. Det har fungeret acceptabelt, samtidig med at der har været perioder, hvor jeg har revet mig i håret over fejl og mærkværdigheder i programmet.

Man kunne indvende, at jeg jo bare kunne have opgraderet til en nyere version, som Microsoft jo spytter ud med jævne mellemrum, men en kombination af dovenskab og nærighed har holdt mig fast.

Men nu er det slut!

Word 2000 opgav endeligt ævred på arbejdet og nægtede at starte. Selv en geninstallation løste ikke problemet, og da flere akutte deadlines truede i horisonten, måtte der noget andet til, og meget hurtigt.

For nogle år siden havde jeg prøvet det gratis opensourceprogram OpenOffice, der er en komplet Office-pakke, uden dog at være alt for imponeret.

Nu kiggede jeg igen på projektets hjemmeside, og der var sket en masse. En ny version var kommet, endda på en stor mængde sprog, herunder dansk.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men efter at have installeret programmet og hentet et dokument ind i tekstbehandlingssystemet Writer, var det som at skrive i gammelkendte Word, og det var egentligt meget rart.

Nu har jeg arbejdet med Writer i nogle dage, og det virker bare godt.

Nogle småting er lidt anderledes end i Word, men det virker ret fornuftigt sat sammen. Der er en tryghed at vide at over 180.000 mennesker har hjulpet til med at rette i programmet, hvilket burde betyde, at de værste fejl og irritationsmomenter er ryddet af vejen.

En stor fordel ved Writer er at man kan gemme i PDF-format, uden at investere i kostbare programmer fra Adobe. Endvidere kan man gemme i Word-format, så folk i Microsoft-sumpen også kan læse dem.

Der ser også ud til at være mange flere guldkorn gemt, som jeg glæder mig til at finde.

Udover Writer følger der også et databaseprogram, et regneark, et tegneprogram, et præsentationsprogram og et program til at skriveformler i, og ved et meget hurtigt øjekast, ser de ud til at være lette at bruge når man kender til de tilsvarende Microsoft-programmer.

OpenOffices Writer får foreløbig min varmeste anbefaling. Jeg har testet den danske version af pakken til Windows.