Stafetten blev leveret til mig fra Gunhild Varvin, der er kommunikationsansvarlig på Henie Onstad Kunstsenter udenfor Oslo. Hun berettede interessant om et forsøg med digital formidling på hendes museum, hvor selve formidlingsteknikken, en app på en iPad, var blevet så velfungerende og fængende, at folk hellere ville bruge den end at se kunstværkerne.

Set fra kunstnerens synpunkt er det formodenligt ikke så tilfredsstillende, men man kunne jo spørge sig selv, om de kunstværker publikum skaber i udstillingen har en lige så stor værdi som den originale kunstners værk, eller om de blot er banale efterligninger. Om ikke andet kan hele opsætningen med et originalt værk, der efterfølgende bliver genskabt i lignende udgaver hver dag, siges at være en fantastisk kunstinstallation i sig selv.

Udstillingers æstetisering
Gunhild havde fået stafetten leveret af Kajsa Hartig fra Nordiska Museet i Stockholm. Kajsa fortalte om udviklingen på kulturhistoriske museer, der i 1990′erne og 2000′erne førte til æstetiske udstillinger, hvor den historiske genstand blev udstillet som en kunstgenstand.

Det fik mig til at tænke på det danske Nationalmuseums udstilling af Danmarks Oldtid, der står for mig som et skræmmeeksempel på æstetisering af genstande. Som det ses på billedet ovenfor, kan det føre til stor skønhed, når fantastiske genstande som bronzealderlurerne udstilles filtret ind i hinanden, og det er svært ikke at sende en anerkendende tanke til de konservatorer og montører, der har gjort den komplekse opsætning mulig.

Men samtidig bliver de fantastiske kulturhistoriske genstande hule og tomme, hvis de udstilles som hovedsagligt æstetiske objekter. Den funktion, lurerne oprindeligt har udfyldt, bliver overskygget af nutidsmenneskets velbehag ved den lækre sammenstilling. Menneskene, der engang lyttede til, bar, øvede sig på eller spillede på lurerne er ikke til stede i udstillingen.

Chefredaktøren for den danske Weekendavisen, Anne Knudsen, fortalte for et par år siden i et foredrag, at nutidsmenneskets syn på alt, inklusiv genstande på et museum, er gennemsyret af forbrugstanken. Alt bliver derfor set som ting, der potentielt kan købes og installeres i hjemmet.

Med fare for at være grov, kan man hævde at en æstetisering af genstande, som massevis af udstillinger i Vesten har brugt og stadig bruger, understøtter vores supermarkedstilgang til fortidens genstande. Snarere end at overveje den virkelighed, genstande blev fremstillet til at være en del af, tænker vi over hvorvidt de ville passe hjemme på kaminhylden!

Bindeled mellem mennesker i tid
Men hvad gør vi så? Hvordan udstiller vi historiske genstande uden at udstillingerne ligner eksklusive luksusbutikker?

Der må være mange svar, og blot et af dem kunne være at lade den besøgende anvende genstanden eller en replika i en sammenhæng svarende til den, fortidens mennesker anvendte den i.

Vil man fx udstille navigationsinstrumentet en sekstant, som alverdens søfartsmuseer har tusindvis af, bør man give den besøgende den i hånden og hjælpe dem på vej til at erkende hvordan den virker, istedet for blot at lade gæsten nyde det flotte blanke messing den består af. Derved kan sekstanten virke som et bindeled mellem på den ene side fortidens mennesker og deres hverdag og på den anden side nutidens museumsgæster.

En sådant svar fordrer enten en ægte horisont og klart vejr eller en digital interaktiv installation, som arbejdstegningen ovenfor af det kommende Museet for Søfart viser, for at kunne fungere, men det behøver ikke nødvendigvis at være så besværligt.

Udstillinger kan nemlig godt tilrettelægges, så genstandene placeres i en sammenhæng beslægtet med den, de oprindeligt fremstod i. Et af de bedste eksempler ses på mit absolutte favoritmuseum, nemlig Medeltidsmuseet i Stockholm, hvor originale genstande er sat ind i middelalderlignende rammer.

Ovenfor ses fx en kanon, der normalt ville stå på gulvet eller i en montre på mange museer. På Medeltidsmuseet er den placeret i et skydeskår i den gamle bymur og dens formål og historie står umiddelbart klart for den besøgende.

Et andet godt eksempel fra Medeltidsmuseet er denne taske, der er placeret i en montre inde i et hus, sandsynligvis af samme type som det, tasken oprindeligt blev fundet i. Ved siden af den gamle rynkede taske er placeret en moderne replika, der giver et umiddelbart indtryk af hvordan den så ud og sætter tanker i gang om hvem der mon har gået med sådan en, hvad der mon har været i den etc.

Når museumsgenstande sættes ind i en sammenhæng afslører de altså langt dybere lag, end hvis de blot udstilles som æstetiske objekter, fjernet fra de mennesker der skabte og anvendte dem. Med disse ord vil jeg give stafetten videre til Lin Stafne-Pfisterer.

Dette innlegget er en del av en bloggstafett i anledning det norske Kulturrådets årskonferanse Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst. Oversikt over alle deltakere og publiserte innlegg finner du i innlegget Stafett – lagoppsettet på http://museumsandmedia.blogspot.com.

Forrige innlegg, “Kan formidlingen stille seg i veien for objektet?” er skrevet av Gunhild Varvin, kommunikasjonsansvarlig ved Henie Onstad Kunstsenter, neste innlegg, “Multimediale Munch”, er skrevet av  Lin Stafne-Pfisterer, museumslektor ved Munch-museet.

Københavns nok nyeste udstilling er det privatejede DieselHouse, der ligger i en tilbygning til H.C. Ørstedsværket.

Dieselhouse åbnede i maj 2006 som et samarbejde mellem MAN B&W og Københavns Bymuseum, og afløser det gamle B&W museum, der havde til huse på Christianshavn.

Inde i en tilbygning til H. C. Ørstedsværket i det sydvestlige København ligger verdens engang største dieselmotor fra 1932. Den blev bygget til at hjælpe værket ved spidsbelastninger og var driftsklar frem til 2003.

Den store motor er centrum for det nye museum, og den er i sig selv værd at besøge museet for.

Jeg fik desværre ikke taget et totalbillede af motoren, da den er så kæmpestor, så man må nøjes med detailbilleder.

Den store motor stod oprindeligt alene i den store hal, der var bygget til formålet, men har nu fået selskab af flere andre maskiner.

Til højre ses et par frivillige arbejde på B&Ws første dieselmotor fra 1904.

Motoren, der har 40 hestekræfter, blev brugt til at producere elektricitet i næsten 40 år, inden den blev en del af det nye B&W museum på Christianshavn i 1943.

Efter at have overstået den første benovelse over den store dieselmotors størrelse, kan man gå ovenpå, hvor der på opfordring startes en film med mere på et par store fladskærme.

Samtidig med at filmen kører, skulle en projektør efter sigende oplyse udvalgte dele af motoren, så man vidste hvilke områder der blev talt om. På en smuk solskinsdag var det dog ikke til at se, da bygningen har meget store og høje vinduer.

Efter filmen kommer man videre til tre indskudte dæk med udstilling af mindre genstande.

De aflange rum er fyldt op med store glaskuber med mange genstande i. På plancher på glasset og ved ydervæggene fortælles historien om teknologiudvikling og B&W i et lækkert moderne design.

Umiddelbart virkede det som om, at kubernes indhold var placeret efter et princip om at de detaljerige genstande var placeret tæt ved beskueren, mens de grovere genstande var placeret tættere på kubens centrum, og det virkede ret godt.

Det kan ellers godt være et problem ved de meget store montrer, at man ikke kan se mindre genstande ordentligt, som f.eks. i Det kongelige Biblioteks åbningsudstilling i deres nye Montana-sal, hvor bøgerne i udstillingen flere steder var placeret meget langt fra glasset, oven i købet i en meget dunkel belysning, så det var helt umuligt at se, hvad det drejede sig om.

Udstillingen i det nye DieselHouse rummer ellers flere formidlingstekniske lækkerier, som f.eks. de mange skærme, der er fuldstændigt integreret i plancherne. På skærmene står overskrifter man kan trykke på, hvorefter en kort film på 1-2 minutter går i gang. Der er speak på filmen, samt en nedtælling til hvornår den er færdig, hvilket efter min mening er en strålende ting, da det så nemt liiige at blive stående de sidste 50 sekunder til filmen er færdig.

Perfekt til den travle museumsgæst! .-)

I det hele taget fremstår udstillingen meget lækker og moderne, hvilket nok også skyldes at MAN B&W har skudt en stor pose penge i projektet for at kunne bruge museet som en del af deres virksomhed til fremvisninger, møder, etc.

Undervejs i de indskudte dæk har man en flot udsigt over motoren og hallen, og det er virkeligt et smukt rum med antydning af kirkerum med de høje vinduer.

Hallen og motoren er holdt i klare farver, der passer flot til motorens lidt støvede blågrønne farve og mange detaljer i messing.

Hvis man er amatørfotograf som jeg, giver det en ekstra dimension på besøget, da der er masser af flotte detaljer for den opmærksomme observatør. De sidste to billeder viser et par af detaljerne.

Det er blevet et spændende og flot museum ved H. C. Ørstedsværket, og oven i købet er der gratis adgang, også den første søndag i hver måned, hvor den store dieselmotor startes. Jeg har ikke oplevet det endnu, men glæder mig til det.

Det virker som om de ansatte til den daglige drift er tidligere værftsarbejdere fra B&W, og det giver en ekstra dimension ved når man spørger til f.eks. motorerne, da man kan mærke at der ligger erfaring bag svaret.

På hjemmesiden kan man se, at DieselHouse også skulle rumme et arkiv, som er under organisering, men jeg har endnu ikke brugt det. Mange arkivalier og sager fra det gamle B&W blev vist også fordelt mellem diverse museer, herunder Københavns Bymuseum og Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg.

Skt. Petersborg er Ruslands gamle hovedstad og må siges stadig at være landets intellektuelle og kulturelle hovedstad. Det nød min kæreste godt af, da vi i påsken besøgte byen og hun brugte langfredag til at se både Dostojevskij-museet og Pushkin-museet.

I mellemtiden besøgte jeg byens store Artillerimuseum.

Museet er på godt og ondt et meget sovjetisk museum. Det er kæmpestort med en masse genstande udstillet på heroisk facon, men samtidig har det kun skiltning på russisk og billetprisen er mange gange højere for turister end for lokale.

Det er en fjollet skik, der desværre stadig ses mange steder i Rusland med det forkølede argument, at museerne er statsbetalte, og at russerne derfor allerede har betalt dem over skatten.

Samtidig forlanger mange museer ekstra penge hvis man vil fotografere i udstillingen. På Artillerimuseet måtte jeg slippe 100 rubler ekstra for at få lov til at fotografere, dvs. omkring 22 kr.

Museet ligger i et stort 1800-tals tøjhus på det tidligere Kronverk overfor Peter-Paul-fæstningen. De ældste genstande så ud til at være fra renæssancen, men museets hovedvægt er på krigen mod Napoleon og “Den store fædrelandskrig”, som russerne kalder 2. verdenskrig.

Selvom udstillingen må siges at være temmelig primitiv, giver den alligevel en wauw-effekt gennem størrelsen og voldsomheden af dets genstande.

Kanonen på billedet er fra 1867 og har en kaliber på over 200 mm. Foran kanonen er placeret en jernplade på ca. 30 centimeters tykkelse, som kanonen har skudt på med forskellige typer projektiler.Alle er gået igennem pladen, og skuddet yderst til venstre har endda blæst et stort stykke af pladen!

Jeg var mest interesseret i museets samling af genstande fra 2. verdenskrig, og den fyldte heldigvis også mange sale.

Som nævnt var alle skilte kun på russisk, så det var lidt svært at finde ud af hvad alting var.

På billedet ses en vistnok russisk luftværnskanon med 15-20 stjerner nederst på løbet, sandsynligvis en for hvert fly den har skudt ned.

På skiltet kan man udover et billede af kanonen i aktionen også ses to ældre medlemmer af dens besætning der fejler jubilæum på museet i fuld uniform.

Museet har altså ligesom Frihedsmuseet i København en mindefunktion til højtideliggørelse af fortidens ofre.

En stor del af museets 2. verdenskrigssamling bestod af tyske våben, og jeg går ud fra det skyldes at Sovjetunionen tog store mængder som krigsbytte og brugte dem i krigsførelsen.

På billedet ses en tysk panserværnskanon fra midten af 1930′erne, så vidt jeg husker kaldet PAK36, dvs. en PanzerAbwehrKanone årgang 1936.

Tæt ved var udstillet en våbentype, der kun fik en kort levetid, nemlig panserværnsgeværer.

De blev brugt af en skytte som et almindeligt gevær i liggende stilling, og var kraftige nok til at gennembryde tidlige kampvognes panser. Man kan dog tænke sit for hvad rekylen gjorde ved skyttens skulder, når der var kraft nok i skuddet til at gennembryde tykke stålplader….

Ret hurtigt i løbet af krigen blev kampvognenes panser dog så tykt, at geværene ikke havde nogen effekt.

Artillerimuseet i Skt. Petersborg var et specielt museum at besøge. Det var gigantisk og meget øde.

Hver sal havde et par ældre kvindelige kustoder, men gæster var der stort set ingen af. Sidst under mit besøg begyndte der dog at komme flere grupper af befalingsmænd fra den russiske hær.

Skiltning var der ikke meget af, så det var undertiden lidt labyrintisk at finde rundt, mens man ledte efter skiltet med ordet “OCMOTPA”, der må betyde noget i retning af “fortsættes”….

Der var også helt stille på museet, så jeg kunne ikke lidt lade være at føle det som at besøge en kirke, selvom det var død og ødelæggelse, der blev prædiket.

Et godt eksempel var denne tyske Nebelwerfer, der var en topmoderne raketkaster under 2. verdenskrig.

Sovjetterne var også godt med og havde monteret rækker af raketter på lastbiler, populært kaldet “Stalinorgler”.

Museet havde også et lille udvalg af herlige historiemalerier, hvor pointerne skæres ud pap, så selv den analfabetiske bonde syd for Omsk kan forstå det.

På dette udsnit suser de sovjetiske T-34 kampvogne afsted med soldater på slæb, mens den tyske krigsmaskine, symboliseret af halvbæltekøretøjet nederst til højre, er ødelagt.

Såvidt jeg kunne tyde de kyrilliske bogstaver forestiller billedet ovenfor kampen om Stalingrad i 1942-43, der som bekendt endte med sovjetisk sejr.

Det så ud til at den forreste kanon også var en erobret tysk kanon, og opstillingen viser en detalje, jeg så flere steder. De tidligere tyske kanoner mm. pegede nedad, mens de sovjetiske pegede opad. Det kan være det er et tilfælde, men det kan også være en pudsig stolthedsting…?

I museets baggård stod et større udvalg af genstande. Mon de skulle bruges til reservedele, restaureres eller bare sælges som gammelt skrot?

Et af museets klenodier så ud til at være denne panservogn, som kørte Lenin rundt i byen i revolutionsåret 1917. Her sad også hele tre kustoder tæt ved, hvilket understregede den hellige status.

I den mere moderne afdeling af museet var det utroligt, så mange store våben der havde fundet plads under de lave hvælvinger. Man kan blive helt trist til mode når man tænker på hvem der skulle have haft dem i hovedet!

Efterhånden som jeg blev træt efter at have gået på museet et par timer, begyndte jeg at anskue genstandene udelukkende ud fra en æstetisk vinkel, og så lignede de nyere sager pludselig uhyggelige monstre, der stod udstoppede på museet til minde om en voldsommere tid.

Lastbilernes ydre antog dyriske træk, og mindede om mammutten vi nogle dage forinden havde set på det zoologiske museum tæt ved.

Langt mere menneskeligt var den hyggelige modelbutik ved slutningen af museet, der fra gulv til loft var spækket med militære plastikbyggesæt, lige fra antikke krigsgalejer til de nyeste kampvogne og ubåde.

Museets gæster, der ellers ikke sås i udstillingen, holdt til herinde istedet, og jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af de unge russiske officerer, der i fuld uniform købte byggesæt derinde og ivrigt diskuterede med ekspedienterne hvilke sæt de skulle købe.

Det får mig til at tænke på H.G. Wells’ bog Little Wars fra 1913, hvori han beskriver et krigsspil med tinsoldater og små kanoner.

I det sidste kapitel bemærker han:

And if I might for a moment trumpet!

How much better is this amiable miniature than the Real Thing! Here is a homeopathic remedy for the imaginative strategist. Here is the premeditation, the thrill, the strain of accumulating victory or disaster–and no smashed nor sanguinary bodies, no shattered fine buildings nor devastated country sides, no petty cruelties, none of that awful universal boredom and embitterment, that tiresome delay or stoppage or embarrassment of every gracious, bold, sweet, and charming thing, that we who are old enough to remember a real modern war know to be the reality of belligerence.

Man må håbe de russiske officerer tænker det samme!

Bogen Little Wars kan læses i fuld version på det udmærkede Projekt Gutenberg, der siden 1971 har digitaliseret hele bøger.

En anden slags legetøj var også at finde sidst i museet, hvor man for 70 rubler kunne få lov til at skyde med med en riffel mod en form for skærm, der registrede ens skud.

Det er min skive i midten…

Artillerimuseet i Skt. Petersborg er i høj grad et museum for nørder, men er man det, kan man nemt få en formiddag til at gå med at kigge nærmere på alle de udspekulerede måder mennesker finder på for at slå hinanden ihjel på afstand.

Men hvor er alle kampvognene, flyene og hjulkøretøjerne henne? Der må mere mange flere gammeldags og interessante museer endnu i Rusland….

For nylig besøgte jeg Aros, det nye Aarhus Kunstmuseum, for første gang. Efter at have deltaget i det årlige museumsformidlermøde på Djursland var det oplagt at stoppe i Aarhus på vejen hjem.

Sammen med en arbejdskollega var det let at finde museet, da det ikke ligger langt fra stationen.

Museet er beklædt med røde mursten, fra hver ende fører en stor trappe op til dets to hovedindgange. Herfra kommer man ind til “museumsgaden” på tredje sal.

Set udefra så museet lidt anonymt og kedeligt ud, og mindede egentligt lidt om Frederiksberg Centeret eller en forstørret moderne industribygning i en forstad.

Indenfor var arkitekturen heldigvis meget mere interessant.

Da vi kom ind på museet, var det første vi lagde mærke til den markante spiralformede trappe, der giver mindelser om Guggenheim museet i New York, hvilket nok ikke er helt tilfældigt.

Fra spiralen har man et godt udsyn over museumsgaden og kan også nyde udsigten over selve Aarhus.

Efter at have klaret alt det praktiske med billet og garderobe begyndte vi rundgangen med den nye særudstilling Head Shop/Shop Head af amerikaneren Paul McCarthy.

Ingen af os kendte kunsteren eller hans værker i forvejen, så der ventede os lidt af en overraskelse. Hvis du kender noget til kunstneren, så er artiklen om ham i Wikipedia kun halvfærdig, så skriv endelig løs dér.

Den første introduktion var advarslen nedenfor om, at udstillingen kunne virke anstødelig, og at børn skulle følges med voksne.

Den undrede vi os noget over i begyndelsen, da det vel er meningen at kunst skal være usleben og støde folk? Med ord som “tåbelig amerikansk korrekthed” mumlende i skægget så vi Paul McCarthys værker og videoer, og begyndte efterhånden at forstå skiltet.

Kunstnerens æstetiske virkemidler var i høj grad præget af kønsorganer, kropsvæsker og vold, og gjorde beskuelsen til lidt af en oplevelse. En anden side af oplevelsen var at se hvordan de mange besøgende skole- og gymnasieklasser reagerede på udstillingen, hvilket så ud til at være en blanding af fascination og angst. Udstillingen er nok god til at give børnene et spark i retning af at kunst ikke kun er smukke billeder i dekorerede guldrammer.

Vi gik alle udstillingerne igennem, men uden at gå grundigt til værks. Første gang man besøger et større museum må målet være at få en indtryk af udstillingen, hvorefter man så kan komme igen og gå i detaljen enkelte steder.

Ovenfor ses resterne af Bjørn Nørgaards berømte hesteofring fra 1970. I de 112 glas ligger hesten “Røde Fane” i sprit, smukt oplyst så man kan fascineres af de mange glas hest.

Selvfølgelig skulle vi også se Ron Muecks kæmpeskulptur “Boy”, der var et imponerende skue. Oplevelsen blev højnet af, at den fik lov at stå helt for sig uden forstyrrende elementer i nærheden.

Det var i det hele taget det gennemgående indtryk på Aros at der var rigeligt med plads. Den skulpturelle bygning med de hvide vægge er en oplevelse for sig, og kunstværkerne virker endnu stærkere med god plads omkring sig.

I stærk kontrast til de hvide vægge stod underetagens sorte labyrint med navnet De ni rum. Rummene var under opbygning, så det var kun blevet til fire indtil videre, men alle fire var ganske enkelt fantastiske. Det sorte mørke blev udnyttet til at vise lys- og videoinstallationer, der alle efterlod sig et stort indtryk.

Ovenfor ses min kollega Thorbjørn Thaarup foran værket Milk Run III af James Turell (til fotografinørderne skal nævnes at der var så lidt lys, så kameraets lukketid blev 4 sek, så både Thorbjørn og jeg måtte holde vejret og stå musestille ).

Jeg glæder mig ihvertfald til at se hvad der kommer i de næste fem rum allernederst i Aros.

Som kulturhistoriker mangler man i høj grad ord at sætte på kunsteriske oplevelser, men som amatør i det kunsthistoriske var jeg alligevel imponeret over det nye flotte museum, som forhåbentligt skal sætte Aarhus på verdenskortet.

Til afslutning et billede af hvordan selv de besøgende kommer til at indgå som en del af det skulpturelle rum.