Stafetten blev leveret til mig fra Gunhild Varvin, der er kommunikationsansvarlig på Henie Onstad Kunstsenter udenfor Oslo. Hun berettede interessant om et forsøg med digital formidling på hendes museum, hvor selve formidlingsteknikken, en app på en iPad, var blevet så velfungerende og fængende, at folk hellere ville bruge den end at se kunstværkerne.

Set fra kunstnerens synpunkt er det formodenligt ikke så tilfredsstillende, men man kunne jo spørge sig selv, om de kunstværker publikum skaber i udstillingen har en lige så stor værdi som den originale kunstners værk, eller om de blot er banale efterligninger. Om ikke andet kan hele opsætningen med et originalt værk, der efterfølgende bliver genskabt i lignende udgaver hver dag, siges at være en fantastisk kunstinstallation i sig selv.

Udstillingers æstetisering
Gunhild havde fået stafetten leveret af Kajsa Hartig fra Nordiska Museet i Stockholm. Kajsa fortalte om udviklingen på kulturhistoriske museer, der i 1990′erne og 2000′erne førte til æstetiske udstillinger, hvor den historiske genstand blev udstillet som en kunstgenstand.

Det fik mig til at tænke på det danske Nationalmuseums udstilling af Danmarks Oldtid, der står for mig som et skræmmeeksempel på æstetisering af genstande. Som det ses på billedet ovenfor, kan det føre til stor skønhed, når fantastiske genstande som bronzealderlurerne udstilles filtret ind i hinanden, og det er svært ikke at sende en anerkendende tanke til de konservatorer og montører, der har gjort den komplekse opsætning mulig.

Men samtidig bliver de fantastiske kulturhistoriske genstande hule og tomme, hvis de udstilles som hovedsagligt æstetiske objekter. Den funktion, lurerne oprindeligt har udfyldt, bliver overskygget af nutidsmenneskets velbehag ved den lækre sammenstilling. Menneskene, der engang lyttede til, bar, øvede sig på eller spillede på lurerne er ikke til stede i udstillingen.

Chefredaktøren for den danske Weekendavisen, Anne Knudsen, fortalte for et par år siden i et foredrag, at nutidsmenneskets syn på alt, inklusiv genstande på et museum, er gennemsyret af forbrugstanken. Alt bliver derfor set som ting, der potentielt kan købes og installeres i hjemmet.

Med fare for at være grov, kan man hævde at en æstetisering af genstande, som massevis af udstillinger i Vesten har brugt og stadig bruger, understøtter vores supermarkedstilgang til fortidens genstande. Snarere end at overveje den virkelighed, genstande blev fremstillet til at være en del af, tænker vi over hvorvidt de ville passe hjemme på kaminhylden!

Bindeled mellem mennesker i tid
Men hvad gør vi så? Hvordan udstiller vi historiske genstande uden at udstillingerne ligner eksklusive luksusbutikker?

Der må være mange svar, og blot et af dem kunne være at lade den besøgende anvende genstanden eller en replika i en sammenhæng svarende til den, fortidens mennesker anvendte den i.

Vil man fx udstille navigationsinstrumentet en sekstant, som alverdens søfartsmuseer har tusindvis af, bør man give den besøgende den i hånden og hjælpe dem på vej til at erkende hvordan den virker, istedet for blot at lade gæsten nyde det flotte blanke messing den består af. Derved kan sekstanten virke som et bindeled mellem på den ene side fortidens mennesker og deres hverdag og på den anden side nutidens museumsgæster.

En sådant svar fordrer enten en ægte horisont og klart vejr eller en digital interaktiv installation, som arbejdstegningen ovenfor af det kommende Museet for Søfart viser, for at kunne fungere, men det behøver ikke nødvendigvis at være så besværligt.

Udstillinger kan nemlig godt tilrettelægges, så genstandene placeres i en sammenhæng beslægtet med den, de oprindeligt fremstod i. Et af de bedste eksempler ses på mit absolutte favoritmuseum, nemlig Medeltidsmuseet i Stockholm, hvor originale genstande er sat ind i middelalderlignende rammer.

Ovenfor ses fx en kanon, der normalt ville stå på gulvet eller i en montre på mange museer. På Medeltidsmuseet er den placeret i et skydeskår i den gamle bymur og dens formål og historie står umiddelbart klart for den besøgende.

Et andet godt eksempel fra Medeltidsmuseet er denne taske, der er placeret i en montre inde i et hus, sandsynligvis af samme type som det, tasken oprindeligt blev fundet i. Ved siden af den gamle rynkede taske er placeret en moderne replika, der giver et umiddelbart indtryk af hvordan den så ud og sætter tanker i gang om hvem der mon har gået med sådan en, hvad der mon har været i den etc.

Når museumsgenstande sættes ind i en sammenhæng afslører de altså langt dybere lag, end hvis de blot udstilles som æstetiske objekter, fjernet fra de mennesker der skabte og anvendte dem. Med disse ord vil jeg give stafetten videre til Lin Stafne-Pfisterer.

Dette innlegget er en del av en bloggstafett i anledning det norske Kulturrådets årskonferanse Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst. Oversikt over alle deltakere og publiserte innlegg finner du i innlegget Stafett – lagoppsettet på http://museumsandmedia.blogspot.com.

Forrige innlegg, “Kan formidlingen stille seg i veien for objektet?” er skrevet av Gunhild Varvin, kommunikasjonsansvarlig ved Henie Onstad Kunstsenter, neste innlegg, “Multimediale Munch”, er skrevet av  Lin Stafne-Pfisterer, museumslektor ved Munch-museet.

Da undertegnede i marts, sammen med Benjamin, deltog i de danske museers årlige formidlingsseminar på kongrescentret Nyborg Strand, kom jeg i forbindelse med en af de spændende dages mange diskussioner til at overveje en analogi på museets plads i samfundet og i folks bevidsthed – cykelløb.

Da arrangørerne til deres ros var hoppet med på den digitale verdens fremmarch og oprettet en blog for seminaret, greb jeg chancen og fik mine tanker skrevet ned. Da teksten kun nåede ud til en mindre flok mennesker ved den lejlighed, synes jeg det kunne være interessant, at dele den med den (potentielt) større læserskare på historieblog.dk.

Tankerne om museumsarbejde set i forhold til og i kombination med sport er et emne, der ligger mig meget på sinde, da begge sfærer har min store interesse. Sportens fascinationskraft og folkelighed giver anledning til strøtanker om historiens tilsvarende evner, der i hænderne på de rette mennesker bør kunne opdyrkes i endnu højere grad, end det er tilfældet nu.

Når man ser fodbold, håndbold, boksning eller går i teatret, biografen eller til koncert kommer man som tilskuer på en form for besøg. Selvom man er tryg, er man ikke hos sig selv – heller ikke mentalt. Man er på besøg i et rum skabt og fyldt af eksperter, uanset om de eksperter er gode til fodbold, sang eller kulturhistorie. I cykelløb er det anderledes, og her kan museerne måske hente lidt inspiration.

Cykelrytterne er stjerner, eksperter i deres erhverv – og folk beundrer dem. Men cykelrytterne optræder ikke i en på forhånd fastlagt arena, man skal ikke betale for at komme ind. Cykelrytterne optræder på gader, torve og stræder, kort sagt hjemme hos folk. I forbindelse med cykelløb er det stjernerne, der komme på besøg hos publikum og IKKE omvendt. Dette sker vel at mærke uden, at rytterne status som stjerner eller “eksperter” lider overlast. I det fysiske nærvær opnår rytterne og tilskuerne en mental symbiose om en præstation – cykelløbets lidelse og glæde.

Måske kan museerne stræbe efter at opnå en tilsvarende mental sammenhæng med publikum. Ikke decideret ved at komme hjem til folks gader, men ved at skabe en fornemmelse hos publikum, hvor DE kommer til at føle sig på hjemmebane i stedet for de museumsansatte – uden at sidstnævnte mister status som eksperter, der kan lære fra sig og give oplevelser.

Kan museerne give en fornemmelse af at optræde i publikums verden i stedet for publikum i museets, tror jeg der kan opnås meget.

I Weekendavisens kulturtillæg 17/2008 findes den interessante artikel “Mordet på Google Maps” skrevet af Christian Yde Frostholm.

Her fortælles spændende om nye fænomener som wikiromaner og digitale fortællinger der f.eks. finder sted på Google Maps. Man kan læse om andre fortællinger, der foregik på to forskellige blogs der blev opdateret parallelt, den ene forestillende at være skrevet af en utilpasset teenagepige og den anden skrevet af hendes bekymrede forældre. Samtidig kunne læserne abonnere på sms’er fra Twitter, der sender små updates ud á la ens statuslinje på Facebook.

Sådanne nye typer fortællinger, der ofte mangler en stram narrativ struktur, begyndte, så vidt jeg ved, at blive mere udbredte i slutningen af 1990′erne, hvor jeg selv fulgte med i flere da jeg tog mit tilvalgsfag i humanistisk informatik, og nu er de altså blevet så udbredte at en avis som Weekendavisen også skriver om dem.

En anden ny type fortælling er det såkaldte Alternate Reality Game, som er et spil der foregår i den virkelige verden og hvor hver deltager har en rolle som man spiller samtidig med man fortsætter sit almindelige liv. Da handlingen nødvendigvis i nogen grad må foregå i det skjulte er det som regel plots om spioner, snigmord og lign., der er mest almindelige. Jeg prøvede selv et par stykker i 90′erne, og det kunne virkelig sætte kulør på en lidt triviel hverdag!

Men det store spørgsmål er naturligvis: Kan disse typer fortællinger bruges til formidling på et museum?

Umiddelbart mener jeg ja. Selv en moderne opbygget lækkert udstilling burde kunne forbedres ved at lægge flere hel- eller halvskjulte niveauer ind i den, som kun gæster der havde fundet indgangene til de forskellige fragmentariske fortællinger kunne være en del af. Måske har en udstilling godt af at der flere steder er spor og ledetråde der ikke giver umiddelbart mening for den almindelige gæst, men som eftersøges af en udvalgt skare?

Måske kunne et skoletjenesteforløbs hovedindhold være bygget op om elevernes egen søgning i udstillingen efter spor til en historie som de finder forskellige dele af og kan ved fælles hjælp stykke sammen til en fortælling, der måske er anderledes end den, den forrrige klasse fandt frem til?

Forestiller man sig f.eks. et museum delt op i tre kronologiske hovedepoker kunne der i hver epoke ligge en eller flere fortællinger gemt, der kunne give nye vinkler på f.eks. den klassiske søfartshistorie. Fortællingerne ville i så fald skulle udarbejdes af nytænkende forfattere, historikere og scenografer i fælleskab så det er muligt for en besøgende at stykke sin egen fortælling sammen, som dog er funderet på et stabilt fagligt fundament.

Måske er det for meget at bede om fra den almindelige museumsgæst at man samtidig med at opleve den almindelige udstilling skal stykke en narrativ struktur sammen. Men mennesker udvikler sig hele tiden, bliver mere medievant og kan i stadig højere grad sortere i mange indtryk på en gang.

Måske skal bare acceptere, at ikke alt i en udstilling er for alle gæster? Måske beriger det alles musumsoplevelse at man kan ane flere dybere niveauer under ens egen oplevelse? Måske kan det få en masse dansklærere på besøg med deres klasser for at lære om narrativitet?

Jeg tror, at flere lag i en udstilling vil give en stor følelse af ejerskab til de sikkert få gæster der ville tage del i de dybere lag. Måske ville følelsen endda smitte?

Hvad mener du?

For nylig besøgte jeg Berlin for første gang. Som museumsinteresseret måtte jeg naturligvis besøge det nye Jüdisches Museum Berlin, som alle taler om for tiden.

Det var på en gang vældig interessant og samtidigt lidt skuffende. Mere om det senere.

I denne lille artikel, som er planlagt til at være den første i en lang række med eksempler på formidlingsteknikker, vil jeg istedet fortælle om hvad de to på billedet ovenfor laver…

Når man ser andre fordybet i noget vækker det jo nysgerrigheden i en selv, så jeg måtte naturligvis hen og se nærmere. Det viste sig at være et læringsspil, placeret i noget der skulle ligne en stor gammel kuffert eller rejsekiste.

Kisten var placeret i et afsnit af udstillingen, der handlede om en jødisk handelskvinde ved navn Glikl bas Juda Leib eller Glückel von Hameln, der levede 1646-1724. Hun udmærkede sig ved at skrive grundige erindringer eller dagbøger, så vi derved kan få et spændende indblik i den hverdag hun har valgt at vise os.

Ovenfor kan du se integrationen af skærmen i kassen med højttalere i låget. Skærmen var berøringsfølsom, og opgaven var at pakke for Glikl inden hendes kommende handelsrejse. Hun havde kun plads til 10 ting, men der var 16 at vælge imellem.

Undervejs kunne man læse om de enkelte ting og deres formål inden man flyttede dem med fingeren over i bagagen. Efter jeg havde valgt 10 ting der virkede fornuftige at tage med fortalte spillet mig at fire af mine valg var forkerte, og jeg fik mulighed for at ændre mit valg.

Jeg fik f.eks. lært at man ikke skal tage Toraen med på rejsen, mens koshersnacks til gengæld er en god idé, da det jo kan være svært at skaffe på rejse i 1600-tallet.

Mens jeg spillede blev jeg egentligt lidt irriteret på det simple spil, men nu nogle dage efter kan jeg se, at det er en af de detaljer fra museet som jeg husker allerbedst. Det virkede altså!

I Sankt Petersborg ligger den berømte Peter-Paul fæstning. Fæstningen var det første der blev bygget i det område, der senere skulle udvikle sig til Sankt Petersborg.

Fæstningen var oprindeligt bygget som forsvar mod de vilde skandinaver, men kom hurtigt til at fungere som fængsel, som hvilket både kejserriget og sovjetstaten benyttede sig flittigt af.

Jeg besøgte fæstningen i påsken 2007 og stødte der på et meget stort skilt, der ses ovenfor, med en lang række ting, der var strengt forbudt.

Nu skulle man jo tro, at piktogrammerne gjorde, at skiltet var forståeligt for alle os, der ikke forstod de kyrilliske bogstaver, men her er et par eksempler på, at man skal passe på med piktogrammer:

Det er forbudt at lufte sin gyngehest!? Gælder det så også små elefanter på hjul á la Lilleper?

Skihop forbudt? Fæstningen mindede meget om Kastellet, og var helt flad på nær bastionerne. Men de bliver måske ulovligt benyttet til skihop om vinteren?

Det er strengt forbudt at veje ting!

Der må ikke heiles stående på væltede filmkameraer!

Publikum bedes ikke forsøge at stå på et ben på toppen af tårnene…

Garnisonskommandanten kan ikke lide saxofoner, så de ikke spilles på under besøget!

Græsset må ikke betrædes, og træerne må absolut ikke væltes!

Efter at have set alle disse ting vi ikke måtte, turde vi næsten ikke fortsætte turen….

Selvom piktogrammer som udgangspunkt er mere internationale end sprog, skal man alligevel passe meget på. Der kan være store forskelle fra land til land hvordan man tolker et billede. For en russer er det sikkert fuldstændigt klart, at billedet med vægten referer til en handelssituation, men for mange danskeres vedkommende er en sådan vægt højst noget man har set på et museum.

For en museumsnørd som mig var skiltet noget af det mest interessante i fæstningen, men der var da også andre attraktioner, som får et par stemningsbilleder med på vejen:

Spirene af Peter-Paul katedralen, hvor kejserfamilien ligger begravet.

Detalje af Peter III’s sarkofag.

Kejserinde Maria Feodorovna/prinssese Dagmars funklende nye sarkofag.