Midt under den store klimakonference COP15 i København gik jeg en tur rundt om hvad nogle ville kalde håbets centrum og andre ondets rod, nemlig det absolut ucharmerende Bella Center.

Jeg bor tæt ved Bella Center, i Ørestad, og havde med nogen interesse fulgt forberedelserne til det store møde. Som alle andre raske drenge m/k har jeg naturligvis en sund interesse for gamle borge og befæstningsteknik, og ved Bella Centret så det ud som om der var mange paralleller at drage.

Samtidig ville jeg bruge anledningen til at tænke over hele denne komplicerede affære, altså klimadebatten.

Enhver middelalderborg har naturligvis en ringmur, og det gjorde sig også gældende for Bellaborg. Store spærringer var sat op hele vejen rundt, så politiet lettere kunne begrænse adgangen til få åbninger i muren.

Enhver fæstningsstrateg ved, at forsvar i dybden giver god sikring. Uden for murene ved Bellaborg stod pigtråd klar til at lukke dele af fæstningsmuren af i tilfælde af angreb.

Den kinesiske krigsfilosof Sun-Tzu sagde, at hvis du er stærk, så fremtræd svag og omvendt. I krig gælder det om at sløre sine hensigter og i det hele taget nægte fjenden mest mulig information.

Forrige gang jeg gik forbi spærringene, før konferencen, lagde jeg mærke til at de var af mærket “Delta Bloc” og firmaets telefonnummer stod på hver betonklods. Jeg tænkte, at hvis man ville vide, hvordan man nemmest slap igennem barrieren, så kunne man jo ringe for at få informationer.

Jeg var åbenbart ikke den eneste der havde tænkt sådan, for et omhyggeligt menneske havde sprayet telefonnummeret over på alle de hundredevis af betonklodser!

Men….informationsstyring er noget vanskeligere i dag end i middelalderen. En simpel Google-søgning giver firmaets hjemmeside, deres telefonnummer (det er 7022 2824), og endda både en manual for brug af spærringerne og tekniske tegninger. Hovsa!

De få porte ind til det allerhelligste er ikke bevogtet af tårne og armbrøstskytter, men i stedet af venlige politifolk, tunge chikaner og spidse sømmåtter.

En anden gammel teknologi er dog fortsat uforandret, nemlig voldgravene. I dagens anledning er de blevet renset op og forstærket med pigtråd og afspærringstape.

En enkelt ubevogtet bro over voldgraven var kun beskyttet af mure og pigtråd, og det kunne da også godt så ud som om aktivister havde droppet skiltene for at bryde igennem.

Jeg fik næsten helt lyst til at gøre det samme, da det så ud som om det ville være et let sted at trænge ind på området, så man kunne snuppe et par billeder indefra, men jeg holdt mig klogeligt i skindet..

Vel ankommet til den nordlige del af Amagerfælled kom jeg til et af de områder hvor grupper af folk aftenen før havde holdt til og varmet sig ved et bål.

Ikke langt fra Bella Centret havde nogen, måske aftenen før, plantet et træ, under udførelse af ritualer.

Ovenpå jorden lå, hvad der lignede en madofring bestående af bacon, majs og mandariner oven på jorden. Desuden var der rejst en form for portal af to tvedelte grene med en tredje på tværs på toppen.

Hvad mon det betyder…er der en arkæolog, antropolog eller folkemindeforsker til stede?

Som en god lommearkæolog snusede jeg rundt på den improviserede lejrplads og så, hvad jeg kunne finde.

Ovenstående fund fortæller i hvert fald om hvor velorganiserede aktivisterne er. Activist-Trauma.net ser ud til at være en international bevægelse, der hjælper til med psykisk førstehjælp hvor det er nødvendigt.

First aid for COP15 ser ud til at handle mere om det fysiske. Særligt interessant er det at de på forsiden af deres hjemmeside oplyser deres offentlige PGP-nøgle, som bruges til f.eks. at sende mails og andet stærkt krypteret.

Det ville jeg også bruge, hvis jeg var involveret….

Fundet ovenfor fortæller at der nok kommer til at ske mere på onsdag, og fortæller også interessant om aktivisternes tankesæt.

Overskriften “On Wednesday We Reclaim Power!” tyder jo på at de ukendte “vi” engang har haft magten, og på onsdag tager den tilbage. Hvem disse “vi” er, udover at de vil skabe et “Peoples Assembly” får man ikke meget at vide om, ligesom det kunne være interessant at høre om hvornår “de” har haft magten…

På deres hjemmeside får man blot at vide, at Climate Justice Action (CJA) er:

The CJA is a global network of people and groups that are committed to taking the urgent action needed to avoid catastrophic climate change.

Det bliver man jo ikke meget klogere af…

De mange nye kanaler i Ørestad City får pludselig også ny betydning, når de bliver inddraget i fæstningsværkerne omkring Bellaborg.

Vandet holder dog ikke alle ude, som f.eks. disse Hunger Boys, der er sat op af projektet SevenMeters.net.

Der er sat masser af skulpturer op mange steder i København, og jeg håber at mange af dem får lov til at blive efter COP15. Drengene tilføjer meget til de ellers ret kedelige kanaler fyldt med arkitektvand, som man hverken kan bade eller sejle i.

Selv på den “pæne” side af Bella Center, ligner det stadig noget der er løgn. Da det blev bygget på den øde fælled gjorde det næppe så meget at det var så grimt, men nu ligger det midt i den nye smarte Ørestad. Derfor håber jeg snart, at bygningerne bliver shinet op, så man ikke får ondt i øjnene over at gå forbi…

Det triste grå hegn, der vender ud til Ørestad Boulevard, er i dagens anledning blevet suppleret med hvad der ser ud til at være endnu en indretning fra tidligere tiders fæstninger, nemlig en udfaldsport!

Hvis aktivister laver for meget ballade, kan der måske sendes forstærkninger ud herfra, måske endda husarer ligesom i Slaget på Fælleden?

Også ligesom tidligere tiders borge har den fornuftige borgherre sørget for at have patruljer ude i landskabet for at kunne give borgen besked om at hæve vindebroen og sænke faldgitteret.

På billedet består patruljen af de tre mennesker tæt ved Bjerget, der ser ud til at være en politimand og to hjemmeværnsfolk.

Det er jo ganske snedigt, for hjemmeværnsfolk har jo ikke yderligere beføjelser end almindelige borgere, men sender man en politimand med, har man en effektiv kombination af manpower og magtbeføjelser.

Så var jeg ved at være hjemme igen, og havde også nået at tænke over klimaet og CO2.

På vej fra arbejde har jeg tit gode diskussioner med min tænksomme ven og kollega Thorbjørn, og det er godt til at få skærpet tankerne.

Han har iøvrigt skrevet nogle gode refleksioner over klimademonstrationen lørdag og den uhyggelige brug af lømmelpakken til masseanholdelser af uskyldige. Læs den på Facebook.

Det er tydeligt, at Jordens klima og mulige menneskeskabte ændringer af samme har verdens bevågenhed for øjeblikket, og det går næppe over. Det er der både fordele og ulemper ved.

For det første er det jo sandsynligt, at det er rigtigt som mange videnskabsfolk er nået frem til, at menneskets udledning af kuldioxid skaber en drivhuseffekt og andre klimaændringer. Hvis det er rigtigt, er det jo skønt at verdens ledere nu arbejder sammen for at afhjælpe problemet.

Samtidig giver det nemlig en anden effekt, som jeg vil kalde månelandingseffekten.

Kampen mod klimaforandringer virker nemlig ligesom den amerikanske månelanding i 1969 samlende på verdens befolkninger. Selvom det var forfærdeligt dyrt at komme til månen, kastede udgifterne og arbejdet så meget ny teknologi og viden af sig, at det var en god forretning.

Noget tilsvarende tror jeg sker ved klimakampen, og hvorvidt det så er sandt at vores CO2-udledning skaber miljøforandringer eller ej, bliver derved mindre vigtigt.

De store summer, der vil blive brugt på at mindske udledningen i fremtiden, forsvinder jo ikke ud i ingenting. Mange kommer tilbage i statskasserne og andre penge skaber vækst i det private erhvervsliv til fordel for os alle sammen.

Her midt under konferencen ser det ud til at meget af forhandlinger går ud på hvor meget Jordens rige nord skal betale til udvikling af det fattige syd, og det er jo en god ting. Blot skal vi være varsomme med at pengene til ulandene ikke, som sædvanligt, ender i de korrupte diktatorer bundløse kasser.

At skabe vækst over hele Jorden og muligheder for de mange uden håb i ulandene vil være til fordel for os alle.

En anden interessant tanke er forholdet mellem klimakampen og religion.

Det virker slående, så mange religiøse elementer klimadebatten, eller i hvert fald dens slogans, rummer. Tag f.eks. Københavns Kommunes udstilling, der har fået navnet Hopenhagen. På dansk ville det vel hedde Håbenhavn og virker ligesådan.

Håbet er åbenbart centralt i en sag, der vel egentlig mest handler om at mennesker, som altid, sviner med ressourcerne?

Man kan tænke sig, at der i virkeligheden er noget behageligt ved tanken om at hele klodens kommende ødelæggelse, som prædikes af klimadommedagsprofeter, er menneskets egen skyld.

For hvis det er os, der skaber undergangen, betyder det jo også at vi har mulighed for at forhindre undergangen, i modsætning til hvis det nu var solpletter, en komet eller noget andet i naturen, der ville forårsage Jordens undergang.

Så måske er det meget betryggende, at vi selv klarer civilisationens undergang, frem for at få naturfænomener til at klare sagen.

I denne forbindelse er det også værd at tænke på at eventuelle klimaforandringer næppe truer Jordens eksistens, som man undertiden hører folk sige, men kun mennesket og dets civilisation. Det kan såmænd også være slemt nok, men man skal alligevel sondre.

Jorden skal nok klare sig, også selvom vi alle drukner…

Hvad mener du?

]]> http://historieblog.dk/2009/en-klimaspadseretur-omkring-cop15/feed/ 1 http://historieblog.dk/2009/fra-neda-til-krim/ http://historieblog.dk/2009/fra-neda-til-krim/#comments Wed, 24 Jun 2009 19:34:44 +0000 Benjamin Asmussen http://historieblog.dk/?p=135

For tiden er aviserne fyldt med spændende og rystende nyheder fra Iran. Tusindevis af mennesker demonstrerer og hævder at valgresultatet ved det nylige valg var snyd; at der blev fusket med stemmerne til fordel for den siddende præsident Mahmoud Ahmadinejad.

En fascinerende del af historien om demonstrationerne og myndighedernes voldsomme reaktion på dem er brugen af ny teknologi.

Angiveligt bliver flere af demonstrationerne annonceret via Twitter og protestgrupper bliver i stort tal dannet på Facebook. Videoer optaget under demonstrationerne bliver lagt på YouTube i stort tal, og er man som iraner bange for at ens upload til tjenesterne bliver sporet, er der masser af vesterlændinge der på fora tilbyder at lægge videoerne ud, blot de får dem tilsendt via email.

Det er markant hvor stor en rolle web 2.0-tjenester spiller i denne konflikt. Et af de vigtigste ekempler på effekten af de nye medier er den nu allerede ikoniske video af nedskydningen af en demonstrant i Tehran.

Click here to view the embedded video.

På den dramatiske video ovenfor får vi allesammen serveret et blodigt eksempel på et tyrannisk regimes overgreb mod civilbefolkningen. Offeret på billedet er angiveligt teenagepigen Neda, der bliver skudt af en snigskytte fra organisationen Basiji. Ifølge Wikipedia er Basiji en paramilitær organisation af primært yngre konservative, der er loyale overfor ayatollah Khamenei.

Allerede er denne video og mange lignende set hundredetusingvis af gange verden over, og er et godt eksempel på den hastighed hvormed information spreder sig i web 2.0-alderen. Med det samme giver det krisen i Iran et menneskeligt ansig, som både alle, især medier og politikere, straks kan tage til sig.

Midt i denne de sørgelige og modbydelige billeder fra Iran og glæden over mediernes nye muligheder, må man dog ikke glemme den britiske baron og forfatter Lord Ponsonbys ord i bogen Falsehood in Wartime fra 1928 :

When war is declared,
truth is the first casualty.

For med disse fantastiske nye muligheder kommer naturligvis også nye muligheder for os mennesker at blive bedraget. For vi vil gerne føres bag lyset, som Lord Ponsonby skrev i samme bog:

Lying, as we all know, does not take place only in war-time. Man, it has been said, is not “a veridical animal,” but his habit of lying is not nearly so extraordinary as his amazing readiness to believe. It is, indeed, because of human credulity that lies flourish. But in war-time the authoritative organization of lying is not sufficiently recognized. The deception of whole peoples is not a matter which can be lightly regarded.

Derfor må vi altid beholde en sund skepsis, også når vi ser en video som ovenfor. Jeg tror egentlig den er god nok, men min indre skeptiker kan ikke lade være med at bide mærke i at den pigen på videoen først begynder at bløde i ansigtet da to mænd har deres hænder ganske tæt forbi hendes næse og mund. Der er i hvert fald en god mulighed for at bruge kunstigt blod, hvis det var det man ønskede.

Det er som om kriser og krig er gode til stærkt at fremhæve muligheder i nye teknologi. Det er krisen i Iran ikke den første til at vise, blot den nyeste.

Da jeg læste om iranernes brug af web 2.0 kom jeg til at tænke på Krim-krigen fra 1853-56 mellem på den ene side Rusland og på den anden side Frankrig, Storbritannien, Sardinien og det Osmanniske Rige.

Krim-krigen var nemlig den første krig hvor moderne kommunikation i form af den elektriske telegraf kom til at spille en stor rolle. Med lynets hast kunne aviskorrespondenter sende nyheder om slag hjem til avislæserne, endda så hurtigt at politikerne måtte læse om nyhederne i aviserne inden deres officelle meddelere var nået frem.

De mange dugfriske nyheder skabte en kolossal interesse for krigen, især i Storbrittanien, og fik aldeles uforudsete konsekvenser. Angiveligt fik de mange tegnede billeder i aviserne af de skæggede osmanniske krigere skægmoden til at svinge i retning af fuldskæg, hvilket medførte at flere britiske barberbladsproducenter måtte dreje nøglen om!

Krim-krigen var den første krig der udnyttede telegrafteknologien, men man kan selv forsætte listen med krige og teknologier. Gode eksempler er fotografierne fra den amerikanske borgerkrig, CNNs dækning af den første golfkrig og bloggeren i Bagdad under den sidste krig i Irak.

Hvad er der ellers af eksempler?

Den 25.april 2007 fik inspektionsskibet VÆDDEREN Kronborg om styrbord, og afsluttede derved den tredje Galathea ekspedition. Nogle vil måske mene, at den først sluttede ved ankomsten til København med modtagelsen af dignitarer, men når et skib først har Kronborg om styrbord, er resten vel kun formaliteter..?

Den første ekspedition blev udsendt i 1845, hvor korvetten GALATHEA blev udsendt på ordre af kong Christian VIII med en lang række opgaver.

På én gang skulle man sælge handelsstationerne Trankebar og Frederiksnagor til det engelske East India Company, samtidig med at øgruppen Nicobarerne skulle udforskes med henblik på at etablere en ny koloni der som konkurrent til det engelske Singapore. Samtidig skulle der indsættes konsuler i flere sydamerikanske havne og endelig også laves naturvidenskabelige undersøgelser undervejs.

Rejsen tog to år og to måneder og man bragte en stor mængde indsamlet materiale hjem til Danmark blandt andet indenfor felterne geografi, botanik, geologi, etnografi og zoologi. Blandt andet på grund af treårskrigens udbrud kort efter hjemkomsten i 1847 gik der op til 21 år før der blev kigget nærmere på materialet, så meget nåede at gå til grunde.

Med på rejsen var også tegnere, som noget nyt også var udstyret med tidlige fotografiapperater. Fotografierne er desværre ikke bevaret, men en række af tegningerne dannede grundlag for en særudstilling på Handels- og Søfartsmuseet i vinteren 2006/07.

Korvetten, eller letfregat som typen også kaldtes, GALATHEA var opkaldt efter en figur i den antikke græske litteratur. I Ovids Metamorfoser optræder nereiden eller havnymfen Galathea, hvis navn betyder “den mælkehvide”. Flodånden Acis var forelsket i Galathea, og kærligheden var gensidig. Kyklopen Polyfem blev dog så jaloux på Acis, at han dræbte ham med en stor sten. Af sorg over sit tab gjorde Galathea Acis’ blod til en flod, der kom til at bære hans navn.

Sandsynligvis har Ovid brugt navnet Galathea i sin fortælling som en politisk satire over tyrannen Dionysos den Ældre af Syrakus, som havde en konkubine ved navn Galathea. Ikke desto mindre er det et godt navn til et skib, og klart at foretrække i forhold til hvad man ser nutidige danske orlogsskibe hedder. Hverken MAKRELEN eller LAXEN virker særlig frygtindgydende eller inspirerende!

Efter 2. verdenskrig blev der igen udsendt en Galatheaekspedition. Et brugt britisk orlogsskib var indkøbt til formålet, og sejlede i 1950 ud for at vise flaget og lave dybhavsundersøgelser. Denne gang tog ekspeditionen ca. to år. Også her tog det lang tid for forskningsresultaterne at vise sig og blive publiceret i en lang række bøger.

Det hele kan også læses digitalt på Homepage of The Scientific Results of The Danish Deep-Sea Expedition GALATHEA 2. Det foreløbigt sidste bind, nummer 20, udkom i 2005, altså over 50 år efter ekspeditionen sluttede!

Den tredje ekspedition blev udsendt i august 2006 og blev af noget kortere varighed.

Da inspektionsskibet Vædderen skulle passere Kornborg skulle der naturligvis skydes salut af fra både slottet og skibet, som det var tradition før i tiden. Derfor sørgede jeg for af få fat i nøglerne til Kongetårnet (t.v.) for at tage nogle billeder af hele showet.

Fra tårnet var der en fremragende udsigt til både det ankommende skib og til Fyrtårnet, flagbastionen med kanonerne, Øresund og Helsingborg.

Artilleristerne var ankommet i god tid for at træne procedurerne for salutskydning, og stod nu klar og ventede på at VÆDDEREN kom nærmere.

Inden turen op i tårnet havde jeg kunnet følge med live på Google Earth præcist hvor skibet var nået til, og hvilken hastighed det sejlede med. Vældigt praktisk!

Det var en smuk dag at være oppe i tårnet på, men desværre en anelse diset. Langt over hovederne på os summede en irriterende helikopter. Mon den var fra TV2 News?

Heldigvis kunne gamle Kronborg slå igen..

Kort efter begyndte kanonerne at brage:

Efter sigende skulle der være et helt kilo krudt i hver kanon. Det var i hvertfald en imponerende lyd, også lidt efter selve skuddet, hvor lyden kunne høres igen efter at have rullet de fire kilometer over Sundet og blive reflekteret på den svenske kyst.

Click here to view the embedded video.

Jeg tog også en video af saluteringen, som jeg håber især nuværende og tidligere ansatte på Orlogsmuseet vil sætte pris på.

Videoen blev desværre blev en smule for stor til YouTube. Derfor måtte jeg redigere den lidt, så den passede, men det satte den grimme tekst midt i billedet. Når jeg finder et bedre gratis program til at redigere i Quicktime filer, bliver den lagt ud igen.

Som det ses, blev VÆDDEREN fulgt af en række små både.

Efter salutteringen var afsluttet forlod artilleristerne på ordnet vis Flagbastionen med fanen højt!

VÆDDEREN sat gang i maskineriet igen og begyndte at sejle afsted mod København.

Den tredje Galathea ekspedition har været fulgt tæt af medierne. Man kunne undertiden have sine tvivl om ekspeditionens formål var videnskabeligt eller at give den altædende altid-sulte mediemaskine noget at æde. Når man ser på listen over forskningprojekter, ser der dog ud til at være mange spændende projekter, der blev påbegyndt om bord.

En kendt komiker, der var ombord under en del af sejladsen, har ellers kritiseret togtet og videnskaben for at være kedelig. Men det er vel ikke videnskabens opgave at være umiddelbart underholdende eller endda grinagtig for folk uden forudsætninger?

Formidling er en god ting, som man næsten ikke kan få for meget af, men den bør jo bygge på seriøs forskning, og det tager altså tid, koster penge, og kan virke kedeligt for uindviede. Sådan er det!

Hvad mener du?