Undskyldning for slaveri II

28. March , 2017
By

GazetteOp til markeringen af 100-året for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917, er debatten om hvorvidt nogen bør undskylde for slaveriet dukket frem på ny.

Sidste gang den for alvor ramte medierne var i 2014, og da forsøgte jeg at analysere om det overhovedet gav mening at undskylde for forfædres gerninger. Dengang hældte jeg nok lidt til et forsigtigt ja, men uden at være sikker.

Siden da har jeg haft fornøjelsen af at møde, tale med og diskutere med en række spændende mennesker på øerne, med fantastiske mennesker fra Ghana som Kojo Svedstrup Jantua og med flere forskere, der arbejder med emnet. Nu har jeg ændret mening og tør vove pelsen:

Den danske stat bør undskylde for slavehandlen og slaveriet!

Når man siger sådan, så kommer der straks de sædvanlige argumenter på banen:

1 – Jeg har aldrig holdt slaver og det har mine forfædre heller ikke.

2 – Slaverne er alle døde for længe siden, så hvem skal vi undskylde til?

3 – Hvad så med [anden rædselsfuld gerning i fortiden], skal vi så også undskylde for det?

Til det første punkt kan man argumentere, at der ikke er tale om en personlig skyld – det er snarere en samfundsmæssig skyld. For selv om du og din familie ikke har en direkte fordel af slaveriet, så nyder vi i Danmark indirekte godt af de formuer, den erfaring og de institutioner, der blev skabt i kolonitiden. Ligeledes har vi som samfund i det lange perspektiv et medansvar for at Virgin Islands er et så fattigt samfund, som det stadig er, ligeledes på grund af de strukturer, der blev skabt eller snarere ikke skabt. (Bemærk MEDansvar, ikke ENEansvar!)

Til det andet punkt: Ofrene for fortidens slaveri lever ikke længere, så man skulle undskylde til deres efterkommere. Men giver det mening? Hos mange på Virgin Islands er den kollektive erindring om slaveriet en følelsesmæssigt belastning, og kommer til at fylde meget i deres identitet. Ved at undskylde kan der skabes en form for forsoning, der kan hjælpe mange med at komme videre. Bemærk forsoning, ikke glemsel. Vi skal altså undskylde for deres skyld, i mindre grad for vores egen.

Det tredje punkt er hyppigt brugt i diskussionerne: Hvad med vikingerne, hvad med det stockholmske blodbad, hvad de arabiske slavehandlere, hvad med afrikanerne, der solgte andre afrikanere til europæerne?

Til det vil jeg sige, at de ting hænger ikke uløseligt sammen. Man kan godt undskylde for én uretfærdighed, uden nødvendigvis at skulle undskylde alle andre uretfærdigheder i historien. For det er blevet gjort mange gang før i nyere tid. I Danmark var Anders Fogh Rasmussens undskyldning i Mindelunden i 2005 for udleveringen af jødiske flygtninge til Tyskland i 1930’erne et godt eksempel på en sådan undskyldning. Andre eksempler er den australske premierminister Kevin Rudd, der i 2008 undskyldte for over 100 års officiel diskrimination af landets aboriginals, og måske endnu mere interessant den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der i 2001 bad om tilgivelse for fortidens slaveri og kolonipolitik.

Så lad os komme i gang med en officiel undskyldning. En eventuel erstatning er der næppe juridisk belæg for, men det ville klæde os som samfund alligevel at tage et ansvar for nutidens mennesker, som vores forfædre har været med til at påvirke i voldsom grad.

Læs også: Snefnug og sukkerkrystaller – en ceremoni om slaveri – om et privat arrangeret forsøg på forsoning og undskyldning.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *