Snefnug og sukkerkrystaller – en ceremoni om slaveri

21. November , 2015
By

Ceremonien på havnen, foto: Oluf Husted

Tunge, hvide snefnug hvirvlede hastigt gennem luften og blev fulgt af lige så hvide sukkerkrystaller ned i havnens kolde vand. Stedet var København, hvorfra slaveskibe tidligere havde lettet anker for at sejle til Afrika efter en last af mennesker. Hver sukkerkrystal repræsenterede et menneske, én slavebunden afrikaner, der engang var blevet bragt om bord på et sejlskib under Dannebrog og fragtet til til Caribien. Her skulle børn, kvinder og mænd mod deres vilje at arbejde sig ihjel på plantager for at producere det eftertragtede hvide guld, sukkeret.

På trods af den første og heftige efterårssne havde en gruppe mennesker med europæiske og afrikanske rødder samlet sig til en ceremoni, der skulle markere nutidens afstandtagen fra slaveriet som institution.

Et kort til hver kendt slavehandelsekspedition

For hver kendt ekspedition fra Afrika til Dansk Vestindien med slaver under Dannebrog var der produceret et lille kort med skibets navn sammen med året og antallet af slavebundne mennesker ombord. De mange kort blev fordelt til deltagerne, der efterfølgende læste dem op, ét efter ét. Hver deltager fortalte derved om over tusinde menneskeskæbner ud af de omkring 100.000 mennesker, der fra slutningen af 1600-tallet og til forbuddet mod transatlantisk slavehandel i 1802.

Sukker kastes i havet som symbol de de omkring 100.000 slavebundne afrikanere, der blev fragtet fra Afrika til Vestindien.

Herefter kastede oplæseren en skålfuld sukker i havet som markering af afstandstagen til brugen af mennesker som maskiner, varer eller trækdyr.

Rum is poured into the ocean as a sign of contempt for the slave trade.Forinden havde en repræsentant for Ashanti-stammen i Ghana, som stod for en del af salget af slavebundne afrikanere i fortiden, hældt en flaske caribisk rom i havet for at markere vor tids foragt for slaveriet – for at bruge mennesker som produktionsmiddel. Rommen var en hyppig eksportvare fra Caribien, skabt af det sukker, slaverne producerede.

 Anledningen til ceremonien var ligesom de historiske begivenheder sørgelig, men fascinerende. I den engelske kirke, St. Albans, havde der umiddelbart forinden været afholdt en mindegudstjeneste for Nana Kojo Svedstrup Jantuah.

Mindegudstjeneste for Nana Kojo Svedstrup Jantuah

Kojo var født i Ghana i en familie af diplomater og embedsmænd, og fandt som ung ud af at han også havde danske rødder. Dette første til mange overvejelser over hans egen identitet og om den søgen for identitet, der fylder så meget for mange mennesker i nutiden.

I 2003 kom han for første gang til Danmark og mødte fjerne slægtninge, der ligesom ham selv nedstammede fra løjtnant Johan Wilhelm Svedstrup. Svedstrup var stationeret på Fort Prindsensteen i den sidste danske kolonitid, lige inden de gamle danske slaveforter blev solgt til Storbritannien.

Kojos mange rejser bragte ham flere gange til Helsingør, hvor hans forfader havde boet og stadig ligger begravet. I foråret 2015 havde jeg fornøjelsen af at møde Kojo, først til et møde om et muligt nyt kolonihistorisk center på Christianshavn og siden på M/S Museet for Søfart.

Fort Prindsensteen, 1847. Tegnet af løjtnant Johan Wilhelm Svedstrup, foto: M/S Museet for SøfartFort Prindsensteen, 1847, tegnet af løjtnant Johan Wilhelm Svedstrup, foto: M/S Museet for Søfart

Her kiggede vi på de tegninger, hans forfader havde udført af flere danske slaveforter på Guldkysten, som nu er i museets samling, gik en lang tur i udstillingen og endte i vores videnscenter, hvor vi diskuterede begrebet shared heritage, dvs. den fælles arv, der på grund af den delte historie binder fx danskere og ghanesere sammen.

Talen om fællesskab mellem mennesker på tværs af kulturer og landegrænser gik også igen i den smukke mindehøjtidelighed, der i november 2015 fandt sted i St. Albans kirke i Københavns havn. Flere af talerne kredsede om Kojos grundfilosofi, nemlig at Identity equals oneness, dvs. at vi finder vores identitet i mødet og fællesskabet med andre, og at vi mennesker har langt mere til fælles end hvad der adskiller os.

Kojos eventyr og møder med mennesker blev efter mange års arbejde til bogen Odyssey To Elsinore: Reconciliation with the Past in Order to Move Forward, der udkom i sommeren 2015, kun et par uger før Kojos alt for tidlige død. Bogen kan købes på Amazon eller læses på museets bibliotek. I dette uddrag fortæller han veloplagt om sit besøg på museet.

Kojo døde kun 52 år gammel. Ære være hans minde.

Aviserne The Independent og The Guardian bragte fine nekrologer.

Læs også En undskyldning for slaveri?

3 kommentarer til Snefnug og sukkerkrystaller – en ceremoni om slaveri

  1. Jette M. Abildgaard on 23. November , 2015 at 1:15

    Tak til kurator Benjamin Asmussen og, alle I der deltog….

    Kampen er maaske ikke helt forgaeves…en helt vidunderlig nyhed…lad os fortsaette….:):)

    Jette

  2. Jette M. Abildgaard on 23. November , 2015 at 19:29

    Et lille ekstra og lidt trist link (laes ogsaa kommentarerne) som ogsa boer vaere med her er dette fra USA http://www.slaverybyanothername.com/blog/the-battle-flag-of-white-cowards/ og, jeg sidder her udenfor mit gamle land og, kan ikke lade vaere med at taenke paa, at maaske jeg aldrig skulle have laest min egen historie op…forstaaet paa den maade, at vor historie ligner vor Europaeiske nutid saa meget at man maa graede!

    Artiklen ovenfor faar mig til at taenke paa, hvad der bl.a. sker for mig naar jeg lander paa St. Croix eller St. Thomas i 2015. Paa alle officielle bygninger vajer ikke mindre end 3 flag…det Amerikanske, hvilket giver mening da oerne officielt er et Amerikansk territorie, The USVI flag hvilket jo helt klart giver mening og, saa kommer det sidste flag, som har faaet min hjerne til at stille et umiddelbart spoergsmaal…allerede foer jeg forlader flyet, for det Danske flag vajer der jo stadig og mit spoergsmaal var; “Helt praecist hvad fan… laver det flag her?” Dette har gennem aarene vaeret mit allerfoerste spoergmaal fra foerste faerd…ikke varmen, ikke det vidunderlige sted, ikke de soede mennesker, strandene, ikke den lidt anderledes kultur som sjovt nok foeles lidt som at komme ”hjem” men flaget…det Danske flag….hvis nu jeg hang det Danske flag op her i Irland, hvad mon jeg saa ville faa at vide??

    Andre steder vajer det ogsaa..dette Danske flag…bl.a. i Danmark selv, og det vajer paa Groenland…Danmarks officielt eneste tilbagevaerende koloni….og jeg taenkte foerste gang jeg kom til St. Croix…”hm, og disse mennesker kan stadig ikke stemme…men, flaget er her endnu…flaget??”

    Laerer vore ”ledere” aldrig eller, oensker de ikke laere mon?? Som en Dansker for nyligt sagde til mig om den nuvaerende slaveri…citat: Jamen, det er jo ikke ret mange Jette og, der er gode penge i det! – citat slut…hvad tjener Danmark – stadig – sine penge paa…ude som hjemme?

    Ikke mere fra mig om dette her Benjamin…hvis jeg kunne ville jeg stille mange spoergsmaal til alle Danskerne…mange flere end dem der dukkede op her i snevejret, som ser saa koldt ud……de kommer allesammen senere…

    Pas godt paa Jer selv i Danmark …rigtigt godt og endnu engang tak for at arrangere dette…dejligt der er mennesker derude som er gode…!

    Mange hilsner
    Jette

  3. Erik on 12. January , 2016 at 18:47

    Jeg synes det var en smuk måde at vise det på. Måske bedre end officielle undskyldninger. Slavernes forhold var jo helt forfærdelige, og antallet af døde er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Sådan mener vist de fleste i dag.

    Jeg kom til at tænke dybere over det, da jeg en dag stod ved Smørumovre Gamle Skole, som godsejeren til Edelgave “forærede” bønderne i 1860 (af de penge som han selv havde udpint af bønderne og slaverne). Hans slægts rigdom var bl.a. bygget på rigdomme som de havde brugt slaver på St. Croix til at skabe. Og selv om de danske bønders forhold sikkert var “bedre” end slavernes, så må vi heller ikke glemme at godsejervældet under det danske militærdiktatur, enevælden, hvilede på en nådesløs udbytning også af danske bønder – som de fleste af os er efterkommere af.

    Mine tanker var at jeg håber at efterkommerne af de danske konger, godsejerne, kirken og hvem ellers der stod bag den danske slavehandel, kraftigt tager afstand fra deres forfædres uhyrlige gerninger. For hvor meget har efterkommerne af de danske bønder at undskylde? De var sat uden for enhver (politisk) indflydelse, og afhængig af magthavernes forgodtbefindende.

    Det kom der et lille indlæg ud af, som man kan læse her: http://vandrefuglen.blogspot.dk/2013/09/edelgave-og-dansk-slavehandel.html

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *