Den museale overgangsrite

17. March , 2015
By

Göteborgs Konstmuseum

Et af de smukkest placerede museer jeg kender, er Göteborgs Kunstmuseum.

Museet ligger meget dramatisk placeret for enden af en lang allé, der går fra den ældre del af byen og flere kilometer ud til den bakke, hvor kunstmuseet ligger. Man er ikke i tvivl, så snart man har passeret den gamle vold rundt om byens ældre del, at derude, for enden af den lange boulevard, ligger noget helt særligt.

Når man kommer tættere på, synes museets imponerende nyklassicistiske bygning meget stor, og ligger endda placeret på toppen af en stor trappe. Når man før i tiden ville nyde byens samling af kunst, måtte man benovet bestige den store trappe med hovedet lagt tilbage for at kunne se de kæmpemæssige søjler.

På toppen af trappen kommer man til en meget stor dør, hvor man lige akkurat kan nå håndtaget. Man kan levende forestille sig hvordan en sådan indgang har virket på folk i tidligere tider, hvor de fleste boede småt og med lavt til loftet. Man har ikke været i tvivl om at man nu betrådte kunstens hellige haller, en form for moderne katedral med kunstners værker som idolbilleder.

I dag ser museets indgang anderledes ud. Ud fra moderne og sympatiske idealer om at møde publikum hvor de er, blev der i 1996 skabt en ny indgang nederst i trappen, så man kan gå direkte ind fra gaden.

Indenfor bliver man mødt af en hyggelig boghandel og duften af kaffe fra caféen. Museet virker ikke længere ærefrygtindgydende, hvilket der jo kan siges meget godt om. Det moderne menneske ser med skepsis på autoriteter, og det nye møde med museet lover en oplevelse, der ikke er alt for højtravende.

Oplevelsen af museets ændrede indgang førte til tanker om hvordan et museum modtager dens besøgende, eller endda hvilket ritual der udføres ved overgangen fra virkelighed til historie. Man kan sige at der er sket et skift i forholdet til den besøgende, fra det overvældende til øjenhøjden. Men er det nu udelukkende en god ting?

Med et publikum, der er vant til branding af selv det mest ligegyldige produkt, storslåede reklamefilm der ikke holder sig tilbage med produkters herlighedsværdi samt en film- og underholdningsverden, der bruger både fortid og nutid til at få penge i kassen, skal museerne da ikke også bruge hele registret af følelser?

Hvis man som museet i Göteborg har en storslået indgang, der tvinger folk til at lægge hovedet tilbage for rumme storheden i stedet, skal man da ikke benytte det? Har mange museer netop ikke en indbygget storhed, der endda har en høj grad af autencitet i publikums øjne?

Og er det i virkeligheden ikke nødvendigt med en form for ritual, der bereder museumsgæsten på det mentale spring, som det jo er, at gå fra den almindelige, kedelige og grå hverdag og ind i kunsten eller historiens fascinerende, lysende og spændende verden? Det mener jeg, det er!

Tankerned var medvirkende til at vi i opbygningen af det nye M/S Museet for Søfart inkluderede en overgangsrite i samarbejde med de dygtige hollandske udstillingsarkitekter Kossmann.dejong for at skabe en helt særlig indgang til udstillingerne.

Indgangen til udstillingerne skulle være todelt, hvor man i den første del stadig befinder sig i virkelighedens almindelighed. Her kan man købe billetter, orientere sig om særudstillinger og arrangementer og benytte garderobe og toiletter. Når alle disse verdslige behov er opfyldt er man klar til overgangen til en anden verden.

I den ene ende af foyeren, vil et mærkværdigt syn møde det nu beredte publikum. Dybere inde i dokken hersker mørket, og med mellemrum bevæger spøgelsesagtige billeder sig på væggene. Forhåbeligt mindsker det særprægede rum og de drømmeagtige lyskegler, som fra et fyrtårn, publikums orienteringsevne. Det skal sørge for at fokus rettes mod billederne, der ved første øjekast kan synes kaotiske, men efter få øjeblikke begynder at give mening som dele af en fortælling om sømænd, skibe og sejlads fra oldtiden og til i dag.

Seafever

Fortællingen formidles ved hjælp af billeder og lyd, men helt uden sprog. Det giver flere fordele. For det første kan udstillingen umiddelbart anvendes af alle nationaliteter, besøgende med nedsat læseevne bliver ikke skræmt væk og samtidig appelerer udstillingen til at gæsten selv fortolker billederne i fortællingen. Fraværet af både skrevne og talte ord giver rummet en stille højtidelighed, hvor rolig, nærmest hypnotisk, baggrundslyde og -musik assisterer indlevelsen i de korte og klare historier, der antydes.

Tanken er altså, at den besøgende gennemgår en katharsis, der renser sindet og åbner den besøgendes forestillingsevne op, så det er klart, at man nu bevæger sig ind i historiens forunderlige verden. Denne overgangsrite finder efter min mening allerede sted på mange museer, men man kan med fordel gøre sig sig dette ritual bevidst og søge at udnytte det med det formål at åbne de besøgendes sind mest muligt overfor kunsten og historiens fantastiske verden!

En kommentar til Den museale overgangsrite

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *