Undskyldning for slaveri?

8. May , 2014
By

Giver det mening for nutidens mennesker at undskylde ens forfædres gerninger?

D. 30. oktober 2013 foreslog Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen i Berlingske Tidende, at det officielle Danmark skal undskylde for fortidens slavehandel. Spørgsmålet om undskyldning er interessant og dukker  med regelmæssige mellemrum op i den offentlige debat. Det samme gør påstanden om at slaveriets historie  er ”mørkelagt” og ”undertrykt” i danmarkshistorien.

For at begynde med kravet om en undskyldning, så er der tre spørgsmål, som nødvendigvis må besvares først, nemlig: Hvad skal der undskyldes for, hvem skal undskylde og til hvem skal undskyldningen rettes.

Hvad skal der undskyldes for?
Slaveri er i dag forbudt i alle verdens lande og på trods af at millioner af mennesker lever under slavelignende forhold, er der næppe mange, der i dag mener at denne institution hverken juridisk eller moralsk kan accepteres.

Men sådan har det ikke altid været. Fra slutningen af 1600-tallet og til 1803 blev omkring 90.000 slavebundne afrikanere transporteret over Atlanten fra de danske slaveforter på Guldkysten til de Vestindiske Øer. Denne trafik var efter datidens love fuldt lovlig. I anden halvdel af 1700-tallet tog den moralske kritik af transporterne til, og sammen med politiske og økonomiske hensyn førte dette til at den danske konge i 1792 forbød transatlantisk slavehandel. Forbuddet blev dog indført med en 10-års karensperiode, så plantageejererne kunne nå at tage deres forholdsregler, blandt andet at øge importen af kvinder og mindske arbejdsbyrden for gravide slavinder, så slavepopulationen i højere grad kunne reproducere sig selv.

Danmark-Norge, som man kan kalde den sammensatte fyrstestat i perioden, var det første rige til at forbyde den transatlantiske slavehandel, men blev kort efter, i 1807, fulgt af Storbritannien, der også agtede bruge sin overlegne flådemagt til at påtvinge andre lande forbuddet.

Slaveskibe var farlige steder at opholde sig, både for de trælbundne afrikanere og for besætningen. Den gennemsnitlige dødelighed ombord på Østersøisk-Guineisk Kompagnis slaveskibe i den sidste del af 1700-tallet lå på omkring 19% for slaverne og på hele 40% af besætningen! Tropesygdomme, selvmord, oprør, skørbug og andre mangelsygdomme gjorde de menneskelige omkostninger ved handelen meget store.

Blandt andet derfor var slavehandel for danske købmænd ikke nogen god forretning. De store formuer blev ikke tjent på selve slavehandlen, som det ellers ofte gentages i debatten. I stedet blev der tjent på slavernes arbejde på plantagerne med at producere sukker, tobak og kaffe, som kunne afsættes på det euroæiske marked med stor profit.

Umiddelbart ser der ud til at være nok at undskylde for. Men det store spørgsmål er naturligvis om det giver mening for en nutidig dansk regering at undskylde at en lovgivning, i dette tilfælde forbuddet mod den transatlantiske slavehandel i 1803 og endelig selve ophævelsen af slaveriet i 1848, ikke skete noget før. Og hvis det giver mening, hvor langt tilbage i tiden skal undskyldningen så strække sig?

I vikingetiden og den tidlige middelalder var slaveri også almindeligt i Norden, og trældommen ophørte først i 1200-tallet, blandt andet på grund af kirkens indflydelse. Kan en nutidig regering også undskylde for denne tids slaveri?

Hvem skal undskylde?
Dette spørgsmål er til gengæld enklere. De færreste vil nok mene, at skyld nedarves gennem generationer, så et nutidigt menneske kan holde juridisk ansvarlig for hvad en fjern tipoldefader gjorde i fortiden.

Den individuelle borger kan derfor næppe påtage sig en juridisk skyld og derved undskylde, men anderledes ser det ud for landets regering. Selvom man måske kan argumentere for at 1700-tallets fyrstestat er væsensforskellig fra det 21. århunderedes konstitutionelle monarki, er det ikke urimeligt sige at den lange ubrudte linje af monarker og siden folkevalgte politikere giver mulighed for at en regering kan undskylde for sine forgængeres handling.

I Danmark var Anders Fogh Rasmussens undskyldning i Mindelunden i 2005 for udleveringen af jødiske flygtninge til Tyskland i 1930’erne det første eksempel på en sådan undskyldning. Andre eksempler er den australske premierminister Kevin Rudd, der i 2008 undskyldte for over 100 års officiel diskrimination af landets aboriginals, og måske endnu mere interessant den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der i 2001 bad om tilgivelse for fortidens slaveri og kolonipolitik.

En dansk regering, der valgte at undskylde fortidens gerninger, ville altså ikke være den første.

Hvem skal der undskyldes til?
Ofrene for fortidens slaveri lever ikke længere, så det oplagte svar ville være at undskylde til deres efterkommere. Men giver det mening? Hvis vi accepterer præmissen overfor om at skyld ikke nedarves gennem generationer, hvad så med status som offer?

Hvis vi udelukkende ser på den økonomiske side af sagen, så ser det klarere ud. Efterkommeren af slaveejeren nyder måske indirekte stadig godt af forfædrenes formuer fra sukkerplantagerne, mens slavens efterkommer måske stadig sidder fast i fattigdommen, hvor de ringe sociale kår fører til lav uddannelse, lav indtægt osv. gennem generationerne. Her giver en undskyldning og endda en økonomisk kompensation mening.

Søren Espersen (DF) satte sagen på spidsen ved d. 30. oktober 2013 at hævde, at det er en stor lykke for de mennesker, der nu bor på U.S. Virgin Islands, at de er amerikanere og ikke bor i Ghana. Argumentet forekommer modbydeligt og kan bruges til at retfærdiggøre en lang række forbrydelser, så det er næppe relevant i en diskussion om et moralsk eller juridisk ansvar.

Da de Vestindiske øer blev solgt til USA i 1917 boede der omkring 30.000 mennesker. I dag er der omkring 105.000 indbyggere på U.S. Virgin Islands, blandt andet på grund af en stor indvandring fra bla. Puerto Rico og omkringliggende øer. At begynde at sondre mellem hvem der måske kan undskyldes til eller ej giver næppe mening.

Til gengæld er der næppe tvivl om at en undskyldning ville betyde meget for øboernes identitet. For ser vi bort fra den økonomiske side af at være efterkommer af en slave, så skal man ikke undervurdere følelsen af at være ringeagtet, at ens forfædre var et produkt, der kunne købes og sælges som en hest eller et æsel. En officiel undskyldning kunne være et skridt på vejen til at udradere følelsen af mindreværd.

Skal der undskyldes?
Konklusionen af ovenstående må være at juridisk er der nok ikke meget at komme efter i spørgsmålet om krav på en undskyldning. Love, sæder og skikke ændrer sig gennem tiden og det er farligt at dømme fortidens mennesker efter en fremtids normer. Derfor giver det god mening, når adskillige danske politikere i den kommende tid vil sige, at der ikke skal undskyldes.

Men måske er findes der en tredje vej? I stedet for at blive ved med at diskutere hvorvidt, der skal undskyldes, så i stedet påtage sig et moralsk ansvar, både som borger og som stat?

Gennem mit arbejde som museumsinspektør på M/S Museet for Søfart – Danmarks nationale søfartsmuseum – har jeg haft fornøjelsen af at møde mange forskellige mennesker med hver deres relation til slaveriets historie.

En kvinde fortalte mig en dag, at hun var direkte efterkommer af to af de største danske slavehandlere i 1700-tallet og om overvejelserne i forbindelse med nedarvet skyld.

En anden kvinde fortalte om sin forfader, der var dansk plantageejer i Vestindien, og om sin formoder, der var slavinde på samme plantage. Hun spurgte i relation til spørgsmålet om skyld og erstatning, som så ofte dukker op, om hun skulle betale erstatning til sig selv, da hun jo rummer begge sider af historien?

Endeligt har jeg mødt mange interesserede mennesker fra U.S. Virgin Islands, der nedstammer fra danske slaver. Mange har en stor interesse i vores fælles historie, men er ikke vrede eller tynget af den uhyggelige historie.

Det centrale er den fælles historie. Historien om slavehandel og slaveri vedrører os alle sammen og i stedet for at diskutere krav og jura, ville det klæde en dansk regering at påtage sig sit nedarvede ansvar for hvad der foregik i fortiden, og begynde spændende nye samarbejdsprojekter. For selvom befolkningen på U.S. Virgin Islands næppe kan siges at have noget juridisk krav på Danmark, så har vi en fælles historie og en fælles interesse i fortiden.

Mens U.S. Virgin Islands ikke har været heldige i det globale økonomiske spil, må det modsatte siges at være tilfældet for Danmark. Med en af verdens bedst uddannede, rigeste og mindst korrupte befolkninger har vi alle forudsætninger for at hjælpe efterkommerne af de medborgere, som engang blev solgt. Øerne, der i dag er en de facto koloni under USA, lider i høj grad af de problemer, som vi kender fra det såkaldte Udkantsdanmark.

Som en af verdens rigeste og heldigste lande ville det derfor være passende om vi turde bryde med politikernes frygt for hvad der vil ske, hvis en tidligere kolonimagt undskylder fortidens overgreb overfor de koloniserede.

En glemt og undertrykt historie?
Historien om slaveriet og slavehandlen bliver tit i medierne beskrevet som ”glemt”, ”mørkelagt” eller ”undertrykt”.

Som professionel historiker er det svært at genkende det billede. Hvert år belyser nye bog- og artikeludgivelser samt historiske specialer nye sider af Danmarks rolle i slaveriets historie. Fælleseuropæiske forskningprojekter som Eurotast, i København bruger topmoderne genetik til at kaste yderligere lys over de ellers tavse slaver, støttet af EU-midler.

Historiske byvandringer fortæller igen og igen om især Københavns fordele af den atlantiske handel, mens udstillinger på museer fortæller om de mange skæbner.

På Nationalmuseet kan ses genstande fra både slaveforterne på Guldkysten og Vestindien, mens udstillingen Teselskabet på M/S Museet for Søfart sætter 1700-tallets dansk-norske slavehandel ind i en større handelsmæssig sammenhæng, hvor museumsgæsten endda selv kan handle med datidens varer, herunder slaver, i en interaktiv installation og overveje de etiske konsekvenser af sine valg.

Ophævelsen af den transatlantiske slavehandel indgår endda i Folkeskolens Historiekanon, hvilket betyder at alle danske skoleelever skal undervises i denne interessante historie.

Den dansk-norske slaveris historie er altså ganske godt belyst.

Siden den skønlitterære forfatter Thorkild Hansens tre bøger Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes Øer fra 1967-70 og filmen Peter von Scholten fra 1987 spredte historien ud til et bredt publikum, har det dog kun været dokumentarer som Alex Frank Larsens Slavernes Slægt fra 2005, der har nået ud til et meget bredt voksent publikum. Måske er tiden inde til en større TV-serie i stil med 1864?

En glemt og undertrykt historie kan man dog på ingen måde tale om.

100 år siden salget
I 2017 er det 100 år siden at Dannebrog blev strøget fra de små caribiske øer. Samtidig er det 215 år siden at det sidste lovlige slaveskib sejlede fra de danske slaveforter til Vestindien.

Det er længe siden, men historien er som nævnt på ingen måde glemt. På mange danske kulturinstitutioner er forarbejdet allerede i gang til markeringen af 100-året, og det er mit indtryk at der er et stort fokus på tilgængeliggørelse af materiale, der kan bruges på begge sider af Atlanten.

Det danske Rigsarkiv gør store mængder arkivalier tilgængelige på deres hjemmeside, bøger klargøres fra flere sider og museer stiller andet materiale til rådighed, fx på M/S Museet for Søfart, hvor hundredevis af fotografier, malerier og artikler vedrørende Vestindien kan findes online.

Private hjemmesider som fx Den Vestindiske Arv og Dansk Vestindisk Selskab fortæller om forskellige sider af den fælles historie. Meget findes, og mere er på vej.

Derfor ville det være et stort skridt fremad om debatten denne gang endelig ville munde ud i at ansvarlige politikere tager et moralsk ansvar, som de ikke er tvunget til, men som giver mulighed for, at folk med en fælles historie på hver side af Atlanterhavet i højere grad kan se hinanden i øjnene som ligemænd.

 

En kommentar til Undskyldning for slaveri?

  1. Kjeld Renato Lings on 5. August , 2016 at 16:14

    Kære Benjamin Asmussen. Tak for en væsentlig artikel med nogle gode pointer. Dog mangler der et vigtigt aspekt, som meget ofte bliver overset i forbindelse med slaveriets ophævelse. Fra det øjeblik, hvor slaveriet blev endegyldigt afskaffet og et helt århundrede frem, led slavernes efterkommere under en kolonimentalitet, der var gennemsyret af racisme. Racismen har påvirket generationer af mennesker i negativ retning. Mon ikke det er rimeligt at hævde, at den først for alvor blev udfordret i 1960erne takket være de store kampagner for borgerrettigheder, som Martin Luther King gennemførte i USA? Mvh.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *