Udstillingen som et “andet sted” – Udstillingstanker VIII

10. March , 2014
By

Som forberedelse til arbejdet med udstillingerne til det nye M/S Museet for Søfart, der åbnede i Helsingør i oktober 2013, var jeg sammen med kolleger fra det gamle Handels- og Søfartsmuseet på studieture. Denne artikelserie rummer nogle af de overvejelser, som jeg gjorde mig dengang i 2008, og som kom til at indgå i forarbejdet til de nye udstillinger.

Den forrige artikel var Museal stillekupé.

Når man besøger en udstilling må det gerne stå klart for én, at nu er man et andet sted end i hverdagslivet; et sted hvor fortid og fremtid ligger åbne og alt kan ske.

I Danfoss Universe på Als står der en blå bygning uden vinduer ude i en sø. Bygningen ligner ikke kun noget der er dumpet ned fra rummet, men der lyder ovenikøbet spændende musik fra den, så det er svært ikke straks at gå derhen og undersøge den nærmere.


Indenfor står det klart, at man er kommet ind i en hel anden verden. Inden i kassen fører en helix opad i bygningen, og hele bunden af bygningen er et lærred for en film visende en geologisk flyvetur over Island. Mindre udstillingsrum formidler følelsen af at befinde sig inde i en gletcher, tæt ved en vulkan i udbrud eller ved siden af et lyn, der slår ned.

I Deutsches Auswandererhaus Bremerhaven benyttes princippet om en udstilling som et andet sted yderst effektivt.

Ved hjælp af enkle virkemidler som scenografi, lys og lyd bringes man tilbage i tiden, tilmed sammen med et bredt udvalg af fortidens mennesker. I et rum på ca. 20x20x10 meter går man ud på en kaj fyldt med mennesker og bagage.

Rummets vægge udgøres af pakhusbygninger og en gigantisk skibsside, der antyder et stort udvandrerdampskib fra omkring århundredeskiftet. Rummet er atmosfærisk oplyst via punktbelysning og fyldt med lyden af larmende maskiner, brusen og menneskestemmer.

Opstillingen har været dyr at opbygge, men bruges effektivt flere gange i udstillingen. Første gang går man over kajen imellem fortidens dukker og deres bagage og deler følelsen af spænding med immigranterne.

Anden gang går man op af anløbsbroen, der ses til venstre i billedet og går ind i skibet. Tredje gang er efter ankomsten til den nye verden, hvor man på vej til immigrationskontoret ud af vinduet ser skibet man netop har forladt.

I opstillingen med skib og kaj bruges ikke fladskærme eller projektorer men gammeldags scenografi, og det virker utroligt effektivt. Efter de øvrige gæster at dømme opstod der næsten andægtig følelse overfor udvandrerne, der ventede på at komme videre til et nyt liv. Samtidig indgik de besøgende selv som statister i udstillingen.

Når man senere genså opstillingen på større afstand, var det tydeligt at folk på kajen bevægede sig, samtidig med at man stort set ikke lagde mærke til at det var mennesker i moderne tøj på grund af afstanden og det dæmpede lys.

Publikum bliver altså i Deutsches Auswandererhaus en del af udstilllingen, hvor deres virke som statister beriger udstillingen for de øvrige besøgende. Oplevelsen af liv og dynamik i udstillingen kunne også være opnået ved at bruge museumsansatte, men ved at tilrettelægge udstillingen så gæsterne deltager, opnår man effekten uden omkostninger til ansatte, samtidig med at oplevelsen af selv at deltage beriger oplevelsen og styrker erindringen om besøget.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *