Planchefili og bogmærkebilletter – Udstillingstanker XI

10. March , 2014
By

Som forberedelse til arbejdet med udstillingerne til det nye M/S Museet for Søfart, der åbnede i Helsingør i oktober 2013, var jeg sammen med kolleger fra det gamle Handels- og Søfartsmuseet på studieture. Denne artikelserie rummer nogle af de overvejelser, som jeg gjorde mig dengang i 2008, og som kom til at indgå i forarbejdet til de nye udstillinger.

Den forrige artikel var Fortidens spøgelser.

Skaberne af kulturhistoriske udstillinger er oftest museumsinspektører med lange videregående uddannelser og et meget højt vidensniveau. Derfor er udstillinger gerne præget af et ønske af at formidle så meget af denne viden og relevante sammenhænge som muligt. Men her er det vigtigt at holde sig en udstillings egenart for øje.

En udstilling er nemlig væsenforskellig fra en bog, en film eller et teaterstykke, selvom den kan rumme mange af de samme virkemidler. Som udstillingsgæst bevæger man sig nemlig fysisk igennem et tilrettelagt rum, uden nødvendigvis at kende udstrækningen eller omfanget af hvad der venter forude. Derfor må informationsmængden doseres, både i form af antallet af genstande og især mængden af tekst.

Tekst læses bedst siddende mageligt med teksten umiddelbart foran sig eller siddende ved en computerskærm.

Den lange komplicerede sammenhæng, som her formidles på en ellers spændende udstilling på Sønderborg Slot risikerer at gå fuldstændigt hen over hovedet på de besøgende på grund af den lange tekst.

Tekster i den størrelsesorden bør snarere være at finde i et katalog, hæfte eller måske på en hjemmeside, og hvis informationen ikke kan undværes må den formidles via et andet medium som f.eks. film eller skæres drastisk ned i omfang og vises med brug af typografiske hjælpemidler for at lette læsningen.

En lang række teknologiske nyskabelser giver umiddelbart indtryk af at lette adgangen til information, men bliver desværre ofte brugt som skalkeskjul for at presse endnu mere tekst ind i en udstilling. Oplagte eksempler er opstillede computere, fladskærme med diverse informationssystemer, mobilapplikationer etc. Ved brug af disse skal man sikre sig, at de tilføjer noget nyt og anderledes til en udstilling snarere end blot forøger tekstmængden.

Erkendelsen af hvor lang tid den typiske gæst kan holde fokus i udstillingen er vigtig, ligesom prioriteringen af hvordan man som udstillingsplanlægger bruger denne tid. Man kan derfor overveje om disse yderligere informationslag ikke i stedet bør opleves hjemme i ro og mag.

En elektronisk billet kunne f.eks. bruges til at bogmærke genstande og sammenhænge, som man gerne vil vide mere om, og tilbage i hjemmet kan man så logge på museets vidensdatabase og straks se sine udvalgte ”bogmærker”.

På de fleste museer er billetten lavet af papir eller er blot en kassebon. Nogle steder bruges reklamen lidt mere effektivt til at trykke reklamer på, men der er mange andre muligheder for kreativt brug af det eneste fysiske objekt man kan være sikker på at alle gæster kan tage både med rundt i udstillingen og med hjem.

På Deutches Auswandererhaus Bremerhaven tildeles man ved ankomst en identitet som en af de mange, der igennem tiden udvandrede fra Bremerhaven. Identiteten fås i form af et ubeskrevet hvidt plastikkort, kaldet et boarding pass, der ligger i en papirlomme hvorpå ens nye navn, billede, fødselsdato og emigrationsdato er påtrykt.

Undervejs i udstillingen kunne man lægge sit kort på en plade koblet til en skærm, og få informationer om hvad ophavsmanden til ens nye identitet havde foretaget sig på bestemte tidspunkter i sin rejse. Systemet virkede forbilledligt enkelt: Når man lagde sit kort dukkede oplysningerne op, og når man fjernede
det igen var maskinen klar til en ny besøgende.

Den elektroniske billet åbner for en række nye muligheder. I John Urrys bog The Tourist Gaze gøres der netop opmærksom på vigtigheden af at have et minde eller trofæ med hjem fra museumsoplevelsen. Billetten er som sagt det eneste man med sikkerhed ved at gæsten har med sig hjem, så derfor er det oplagt at gøre noget ud af den.

Billetten kunne være så smuk, at gæsten lod den ligge fremme i sit hjem, eller den kunne tilbyde digitale muligheder som at logge ind på en personlig hjemmeside i museets vidensdatabase. Endvidere kunne den bruges igen, f.eks. efter princippet om at en betalt entré gør næste besøg gratis.

[En sådan “bogmærkebillet” var i flere år en del af planlægningen af de nye udstillinger på M/S Museet for Søfart. Desværre endte de med at blive sparet væk for forventes erstattet af et system af QR-koder, der leder til de dybere tekstlag ved relevante genstande. Derved fortsættes den originale tanke om kun at bruge minimale tekster i udstillingen, men til gengæld gøre viden tilgængelig andetsteds.]

 


 

Skaberne af kulturhistoriske udstillinger er oftest museumsinspektører med lange videregående uddannelser og et meget højt vidensniveau. Derfor er udstillinger gerne præget af et ønske af at formidle så meget af denne viden og relevante sammenhænge som muligt. Men her er det vigtigt at holde sig en udstillings egenart for øje. En udstilling er nemlig væsenforskellig fra en bog, en film eller et teaterstykke, selvom den kan rumme mange af de samme virkemidler. Som udstillingsgæst bevæger man sig nemlig fysisk igennem et tilrettelagt rum, uden nødvendigvis at kende udstrækningen eller omfanget af hvad der venter forude. Derfor må informationsmængden doseres, både i form af antallet af genstande og især mængden af tekst. Tekst læses bedst siddende mageligt med teksten umiddelbart foran sig eller siddende ved en computerskærm.

Den lange komplicerede sammenhæng, som her formidles på en ellers spændende udstilling på Sønderborg Slot risikerer at gå fuldstændigt hen over hovedet på de besøgende på grund af den lange tekst. Tekster i den størrelsesorden bør snarere være at finde i et katalog, hæfte eller måske på en hjemmeside, og hvis informationen ikke kan undværes må den formidles via et andet medium som f.eks. film eller skæres drastisk ned i omfang og vises med brug af typografiske hjælpemidler for at lette læsningen.

En lang række teknologiske nyskabelser giver umiddelbart indtryk af at lette adgangen til information, men bliver desværre ofte brugt som skalkeskjul for at presse endnu mere tekst ind i en udstilling. Oplagte eksempler er opstillede computere, fladskærme med diverse informationssystemer, mobilapplikationer etc. Ved brug af disse skal man sikre sig, at de tilføjer noget nyt og anderledes til en udstilling snarere end blot forøger tekstmængden. Erkendelsen af hvor lang tid den typiske gæst kan holde fokus i udstillingen er vigtig, ligesom prioriteringen af hvordan man som udstillingsplanlægger bruger denne tid. Man kan derfor overveje om disse yderligere informationslag ikke i stedet bør opleves hjemme i ro og mag. En elektronisk billet kunne f.eks. bruges til at bogmærke genstande og sammenhænge, som man gerne vil vide mere om, og tilbage i hjemmet kan man så logge på museets vidensdatabase og straks se sine udvalgte ”bogmærker”.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *