Påskeæg eller lag i udstillingen – Udstillingstanker III

3. March , 2014
By

Som forberedelse til arbejdet med udstillingerne til det nye M/S Museet for Søfart, der åbnede i Helsingør i oktober 2013, var jeg sammen med kolleger fra det gamle Handels- og Søfartsmuseet på studieture. Denne artikelserie rummer nogle af de overvejelser, som jeg gjorde mig dengang i 2008, og som kom til at indgå i forarbejdet til de nye udstillinger.

Den forrige artikel var Studiesamling eller relikvier på piedestaler.

På Museum of London findes en glimrende udstilling om Londons romerske historie. Udover de historiske genstande og tekster indeholdt den et lille ”påskeæg” i form af grafittien på husmuren på billedet ovenfor. Teksten ”Romans go home” refererer til filmen Life of Brian af Monty Python, hvor en jødisk oprører bliver fanget af romerne i at male grafitti med netop denne tekst.

Sådanne påskeæg, altså små skjulte positive overraskelser, som absolut ikke alle opdager giver en fornemmelse af overskud og mangel på selvhøjtidelighed i udstillingen, der gør at man fortsætter rundgangen med et smil på læben, og kigger grundigt efter i resten af udstillingen for at se om der mon skulle være mere. Museer og museumsansatte er blandt de allermest troværdige i samfundet, og et museumsbesøg kan for mange indebære en følelse af højtidelighed og alvor. Her kan humor være et godt redskab til at åbne op for at fortiden og formidlingen af den ikke udelukkende er seriøs, alvorlig og trist.

Princippet med påskeæg åbner også for andre muligheder. I udstillingen kunne man lægge flere hel- eller halvskjulte niveauer ind, som kun gæster, der havde fundet indgangene til de forskellige fragmentariske fortællinger, kunne være en del af. Måske har en udstilling godt af, at der flere steder er spor og ledetråde der ikke giver umiddelbart mening for den almindelige gæst, men som eftersøges af en udvalgt skare?

Måske kunne et skoletjenesteforløbs hovedindhold være bygget op om elevernes egen søgning i udstillingen efter spor til en historie som de finder forskellige dele af og kan ved fælles hjælp stykke sammen til en fortælling, der måske er anderledes end den, den forrrige klasse fandt frem til?

Forestiller man sig f.eks. et museum delt op i tre kronologiske hovedepoker kunne der i hver epoke ligge en eller flere fortællinger gemt, der kunne give nye vinkler på f.eks. den klassiske søfartshistorie. Fortællingerne ville i så fald skulle udarbejdes af nytænkende forfattere, historikere og scenografer i fælleskab så det er muligt for en besøgende at stykke sin egen fortælling sammen, naturligvis funderet på et stabilt fagligt fundament.

Måske er det for meget at bede om, at den almindelige museumsgæst samtidig med at opleve den almindelige udstilling skal stykke en narrativ struktur sammen?

Men mennesker udvikler sig hele tiden, bliver mere medievante og kan i stadig højere grad sortere i mange indtryk på en gang. Måske skal man bare acceptere, at ikke alt i en udstilling er for alle gæster?

Måske beriger det alles museumsoplevelse at man kan ane flere dybere niveauer under ens egen oplevelse? Måske kan det få dansklærere på besøg med deres klasser for at lære om narrativitet? Flere lag i en udstilling vil formodentlig give en følelse af ejerskab til de, sikkert få, gæster der ville tage del i de dybere lag.

5 kommentarer til Påskeæg eller lag i udstillingen – Udstillingstanker III

  1. Nina Søndergaard on 3. March , 2014 at 13:45

    Jeg var nær ved at kløjs over “at der flere steder er spor og ledetråde der ikke giver umiddelbart mening for den almindelige gæst, men som eftersøges af en udvalgt skare?” Den almindelige gæst som altså ikke er synderligt medievant eller formodes at kunne “sortere i mange indtryk på en gang.”

    Det lyder som 1) en voldsom undervurdering af flertallet af gæster 2) en voldsom overvurdering af kuratorers styring. Folk vil da altid opfange forskellige ting og sikkert også tage andre minder med sig end lige dem kuratorerne havde forventet, især fordi gæsterne næppe er så underbegavede som du lader til at mene.

    Påskeæg er en glimrende idé, for som John “romeren der hev Jesus i øret og korreksede hans latin” Cleese sagde. “Ham der griner mest, lærer mest.”

  2. Benjamin Asmussen on 3. March , 2014 at 14:43

    Hej Nina, tak for din kommentar.

    Min påstand er, at den almindelige museumsgæst (forstået som ikke-specialisten) som regel besøger et museum som led i en social oplevelse, altså med nogen, hvor et af hovedformålene er at være sammen med andre om noget. At lære noget om søfartshistorie, lokalhistorie, stenalder eller hvad emnet for udstillingen er, en sjældent det vigtigste.

    Derfor finder jeg det vigtigt at en udstilling så klart som muligt forsøger at få sine pointer igennem, ikke fordi gæsterne er dumme eller underbegavede, men simpelthen fordi de har mange andre prioriteter under besøget. De udstillede genstande giver tit en anledning for at fortælle sine medbesøgende om noget fra ens eget liv, samtidig med at der hele tiden foregår en social forhandling o hvad man skal se, hvor man skal gå hen, hvornår man skal i caféen, hvornår museumsbutikken lokker for stærkt etc.

    Når man dertil lægger at udstillinger ofte er ret vanskelige læringsmiljøer med meget støj, distraherende lys, mange mennesker samtidig med at man står op på et hårdt gulv og måske skal holde styr på børn samtidig, så er det min opfattelse gennem mange års observation af gæster i udstilling, at det er svært nok at forstå det øverste lag pointer i en udstilling. At skulle finde vej ned til et sekundært, dybere lag er derfor absolut kun for de få, efter min mening. Men jeg vil gerne overbevises om det modsatte i praksis :-)

    Et eksempel er den romerske tekst i London. Anden gang jeg så udstillingen, stod jeg i fem-ti minutter og betragtede publikum, der kigge på væggen og teksten. Der kom mange mennesker forbi, men så vidt jeg kunne lytte og se mig til, var der ingen, der både så teksten, havde set “Life of Brian” og associerede filmen med teksten og morede sig. Det var ikke fordi alle de gæster var underbegavede, men fordi de havde andre prioriteter end at nærstudere udstillingen.

  3. Nina Søndergaard on 4. March , 2014 at 14:30

    Ah, Benjamin, nu er jeg mere rolig.

    Jeg er forresten meget glad for at du påtager dig en lærerrolle og direkte mener at museer er til for at lære fra sig og ikke blot underholde, jeg havde blot fået for mig at du lod til at mene at gæsterne var mentalt underfrankerede. Det var en fejltagelse fra min side, beklager.

    Find fem fejl/Påskeæg er gode invitationer til opdagelse. Jeg ser straks for mig hvordan Museet for Søfart viser billeder af 1600-tals skibe med master – og en radar, for at drille og naturligvis fortælle om navigation og teknologiske fremskridt :-)

  4. Benjamin Asmussen on 4. March , 2014 at 22:20

    Godt at høre :-)

    En stor udfordring i formidlingen er hvordan man skaber en spændende og relevant fortælling i udstillingen samtidig med at man ikke går på kompromis med den historiske faglighed. I skabelsen af en udstilling må man derfor balancere mellem to stærke kvinder, nemlig historiens muse, Clio, og teatrets muse Thalia.

    Lader man Clio få overtaget i en udstilling, risikerer man at skabe en bog-på-væg udstilling med alenlange tekster, der i virkeligheden passede bedst til en bog.

    Underkaster man sig derimod Thalias luner, lurer faren for tivolisering, for underholdning kun for underholdningens skyld. Den gode udstilling skal altså kombinere læring og underholdning. Mange mener at de to begreber er modsætninger, men jeg tror fast på, at de med omtanke sagtens kan kombineres i én udstilling, så museumsgæsten både møder den underholdende læring og den lærerige underholdning.

  5. Hege Børrud Huseby on 9. May , 2014 at 14:50

    Hei,
    Interessant innlegg og kommentarer. Jeg har i det siste tenkt en del over i dette med hvor mye man kan forvente at publikum får med seg i en utstilling. Som du skriver Benjamin, så er det et utrolig krevende medium hvor man overhode ikke kan forvente samme konsentrasjon fra folk som når de setter seg ned for å lese en bok. Jeg har derfor tenkt at dersom man ønsker å formidle noe bestemt så må man virkelig framheve dette, og man må hjelpe folk til å følge et narrativ eller en argumentasjonsrekke. Man kan ikke forvente at folk leser alt med liten skrift og får med seg en fortelling på den måten. Når jeg går inn i en utstilling forventer jeg at jeg enkelt skal finne ut hvordan jeg skal gå fram for å oppleve utstillingen best mulig. Men jeg har begynt å tenke at kanskje jeg er litt kravstor, for man må jo også gjøre en innsats selv som publikummer. Eller hva tenker dere om det?

    Utfordringen tror jeg er at det finnes så mange måter å lage utstillinger på og dermed også så mange måter å oppleve dem på at det er vanskelig som publikum å vite hva man skal gjøre. Vi vet hva vi skal gjøre med en bok, eller en film eller teaterstykke. Men utstillinger er mer kompliserte: skal man lese alt? skal man fordype seg i fine gjenstander? skal man engasjere seg og delta,? skal man lete etter skjulte spor? holder det å kun lese overskrifter? holder det å kun se og være i rommet? Jeg kunne godt tenke meg mer veiledning fra museer om hva slags utstilling jeg går inn i slik at jeg lettere kan oppleve den på den måten den er laget for å oppleves. Jeg er veldig nysgjerrig på hva dere tenker om dette når dere lager en utstilling?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *