Jomfruen fra Norge i den svære middelalder

19. May , 2014
By

Det er ikke så nemt med middelalderhistorien.

Interessen for den lange periode mellem antikken og renæssancen er kæmpestor. Både historiske romaner, film, middelaldermarkeder samt alverdens fantasy og rollespil inspireret af perioden sælger godt og vidner om en stor folkelig bevågenhed – nærmest en sult efter alt der foregår i denne mytiske periode, der bliver brugt og misbrugt til alverdens ting.

Men set fra den professionelle historikers synspunkt er middelalderen vanskelig at formidle. De skriftlige kilder er få og fortæller primært om overordnede politiske hændelser, mens den brede befolkning ikke har sat sig mange spor i kilderne.

Heldigvis kan arkæologien hjælpe med en stor bredde i de materielle levn, men det kan være vanskeligt at skaffe sig overblik over de mange fund og deres betydning.

Middelalderen kan derfor være svær at få til at leve i den historiske fremstilling. Den begrænsede kildemængde indskrænker også de spørgsmål, historikeren kan stille og uendelig mange emner forbliver dækket af fortidens mørke.

Derfor kan der let blive en meget stor afstand mellem den seriøse, forskningsbaserede bog på den ene ende af skalaen og den populære skønlitterære og historiske roman i den anden ende.

Heldigvis er der historikere, der forsøger at skrive smukt og medrivende og vigtigst af alt: med kilderne og ikke længere end de tillader.

Et af de bedste eksempler er bogen Hundemordet i Vimmelskaftet, der udkom i 2010, skrevet af historikerne Peter Henningsen og Ulrik Langen. Her vækkes 1700-tallets København til live, nærmest som i en roman, men funderet på sikker grund.

De steder, hvor kilderne såsom retsprotokoller og breve tillader det, kommer vi helt tæt på 1700-tallets mennesker i København.

Ulrik Langen fulgte senere succesen op med bogen Det sorteste hjerte, hvor vi kommer helt tæt på porcelænshandler Michael Brabrand, også i 1700-tallets København. Brabrand kom i konflikt med mange mennesker og endda det enevældige statsapparat og endte med at betale en høj pris for at stå ved sine holdninger.

Gennem det rige kildemateriale kan vi følge alverdens små og store hændelser i det lille København, men bogen er spændende og letlæst som en roman.

En lignende bog har den norske historiker Tore Skeie skrevet, nemlig Jomfruen fra Norge, der netop er udkommet i dansk oversættelse. Her er scenen sat i det sene 1200-tal og ind i 1300-tallet, hvor norske, svenske og danske magthavere strides igen og igen.

Gennem et fornemt brug af et udvalg af kildemateriale samt et interessant sortiment af sekundær litteratur formår Tore Skeie at få de vigtigste skikkelser fra den fjerne tid til at fremstå nærværende nok til at man bliver oprigtigt interesseret i deres skæbner.

Det danske forlag, Gad, har øverst på bogens forside sat et lidt fjollet banner med teksten “Game of Thrones – bare i virkeligheden”, hvilket var lige ved at skræmme mig væk fra at læse bogen. Men undervejs gav reklamesloganet lidt mere mening, for historien om de tre magthavere, kong Håkon af Norge, hertug Erik af Sverige og kong Erik Menved af Danmark, mindede en del om hvad man kan opleve i bog. og tv-serien Game of Thrones.

Om det er Tore Skeie der er blevet inspireret af serien, eller om det snarere er George R.R. Martin, der har læst mange middelalderkrøniker, er dog svært at sige, men måske hjælper reklamebanneret med at placere bogen under flere juletræer.

Bogen er under alle omstændigheder velskrevet, og som historiker er det interessant at kunne fornemme hvor Tore Skeie har fundet sine kilder henne.

Bogen lader også læseren fornemme historikeren og hans arbejde med stoffet undervejs, fx. i beskrivelsen af en af de mange norske jomfruer på side 192:

Efteråret 1306 var jomfru Ingeborg Håkonsdatter blevet fem år gammel. Med undtagelse af Erikskrønikens klicheprægede og lidet troværdige oplysning om, at hun var “den smukkeste jomfru, man kunne se for sine øje”, og at “hertug Erik elskede hende”, er hun ikke nævnt med et ord i en eneste bevaret tekst. Selvom hun var en af Nordens vigtigste personer, er hun usynlig for os.

Herefter forsøger Tore Skeie elegant at illustrere rammerne om hendes liv gennem generiske oplysninger, og det lykkes ganske godt, fx. på side 193:

Hun blev klædt i lange kjoler, der var små kopier af de kjoler, de voksne hofkvinder og moren bar. Om natten sov hun i en lille seng, med voksne kvinder sovende i samme rum. Det var almindeligt at synge vuggeviser. Hun havde uden tvivl også meget legetøj. Der er bevaret en masse forskelligt legetøj fra denne tid, fra hele Europa, rangler til de mindste, og dukker, lerfigurer, legetøjsheste, fløjter [etc]. […] Hun blev passet meget godt på. Bevæbnede, årvågne vagter fra kong Håkons hird var altid lige i nærheden.

Alt i alt giver bogen et troværdigt indtryk og har endda en inspirerende litteraturliste, omend ingen litteraturhenvisninger udover hvad der nævnes i teksten om krøniker o.l.

Indholdsmæssigt bliver man dog slået af en fornemmelse af formålsløshed, når de tre magthavere skiftes til at alliere sig med hinanden, forlove deres børn, bryde forlovelser, bryde alliancer og bekrige hinanden. Det vises ret klart i bogen, at de mange magtkampe ikke fører til meget andet end afbrændte bondegårde, faderløse familier og store udgifter til lejetropper, og det er befriende læsning.

Jomfruen fra Norge har fået forrygende anmeldelser i dagspressen i både Norge og Danmark, og det fortjener den umiddelbart også, for fortællingen er elementært spændende.

Men det bliver spændende at se den anmeldt af norskkyndige middelalderhistorikere, for holder den gode fortælling i forhold til kilderne? Er Tore Skeie gået over grænsen og blevet digter snarere end historiker?

Som professionel historiker, men dog desværre kun med et hobbyagtigt kendskab til højmiddelalderens nordiske politik, virker bogen troværdig, og jeg stødte ikke i den første gennemlæsning på beskrivelser, som jeg ikke kunne forestille mig fandtes i kilderne i bred forstand. Men det kunne være meget spændende at få bogen grundigt anmeldt, ikke mindst for at give denne nye genre et stærkere fundament.

Genren kunne kaldes narrativ historie eller måske bare velskrevet historie, der inddrager en stor bredde af kildemateriale.

Anmeldelser i dagspressen og flotte salgstal tyder i hvert fald på, at genren har et marked og at mange mennesker gerne vil mere end den historiske roman, som så hurtigt bliver en omgang tomme kalorier.

Jeg glæder mig i hvert fald til at læse meget mere fra velskrivende historikere som Tore Skeie, der kan bringe historien bredere ud til en større læserskare.

– Tak til Gads forlag for et anmeldereksemplar af bogen.

En kommentar til Jomfruen fra Norge i den svære middelalder

  1. Stella on 20. May , 2014 at 10:00

    Dejlig anmeldelse om en bog og en periode, jeg har det mindst tænkelige kendskab til, og en anmeldelse der faktisk har givet mig lyst til at læse bogen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *