Fra stemningslyd til kakofoni – Udstillingstanker XII

10. March , 2014
By

Som forberedelse til arbejdet med udstillingerne til det nye M/S Museet for Søfart, der åbnede i Helsingør i oktober 2013, var jeg sammen med kolleger fra det gamle Handels- og Søfartsmuseet på studieture. Denne artikelserie rummer nogle af de overvejelser, som jeg gjorde mig dengang i 2008, og som kom til at indgå i forarbejdet til de nye udstillinger.

Den forrige artikel var Planchefili.

I en lang række museer bruges lydmediet i udstillinger, og med meget varierende effekt.

I særudstillingen om Jack the Ripper i Museum of the Docklands i London er der opstillet skærme, hvor en ekspert forklarer en sammenhæng. Hver for sig er forklaringerne, der typisk varer et par minutter, meget interessante og perspektiverende, men deres problem er lyden. Står man tæt ved er det nemt at følge med, men forsøger man at læse tekster i nærheden, er det let at blive distraheret af de mange forskellige eksperter, der taler i munden på hinanden.

Til slut i udstillingen kunne man i alt høre seks eksperter forsøge at overdøve hinanden i en informationskakafoni, hvilket tog energi fra museumsoplevelsen.

Helt anderledes bruges lyden i Odsherreds Kulturhistoriske Museums særudstilling Solens Land om Danmarks oldtid. Her findes konstant et let varierende lydbillede i hele udstillingsrummet i form af nykomponeret ambient musik med en passende volumen, der stemmingsfuldt illustrerer de udstillede genstande og sammenhængen. Musikken føles snarere end høres og medvirker derfor til en absolut helstøbt udstilling.

Lyd er et magtfuldt redskab, der hurtigt kan komme til at tiltrække sig al opmærksomhed, så derfor bør virkemidlet bruges varsomt og gennemtænkt.

På Maritiem Museum i Rotterdam findes der et informationslokale hvor gæsterne selv kan navigere rundt i havnens historie via en futuristisk brugergrænseflade på de opstillede computere. Der er også lyd på systemet, som høres gennem lydparaboler i loftet.

Det virker særdeles effektivt, så da vi prøvede det lagde vi slet ikke mærke til at sidemanden hørte en anden lyd end en selv. Disse lydparaboler kan efterhånden findes på flere museer, og virker generelt rigtigt godt. Ingen af os havde dog oplevet lyden så skarpt afgrænset som i Maritiem Museums installation.

En variant af teknologien med retningsbestemt lyd blev brugt til Mariko Mori-udstillingen på Aros i 2007. Når man stod på bestemte afmærkede steder i udstillingen kunne man med mellemrum høre kunsteren hviske korte bemærkninger i øret på én, som kun man selv kunne høre. Havde teksten stået på skilte ved malerierne, var de nok blevet overset af mange, men når man havde muligheden for at høre kunstneren selv hviske sig i øret, benyttede mange sig af muligheden.

Man skal dog ikke undervurdere hvor meget det betyder at der er tale om en ny effekt, som mange nok prøver for oplevelsens skyld.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *