Anmeldelse af Danmarks Borgcenter

19. April , 2014
By

Mange nye museer og oplevelsescentre slår dørerne op for tiden, og endnu flere er på vej. Et af de steder, jeg har glædet mig allermest til at se, er det nye museum med fokus på borge – Danmarks Borgcenter.

Borgcenteret i Vordingborg åbnede lige før påske 2014, og skærtorsdag tog jeg sydpå med min gode ven Skolelæreren, der ligesom jeg har en stor interesse for middelalder, borge og alt hvad dertil hører. Vi nåede frem kort før åbningstid efter en tur gennem et spøgelsesagtigt tomt Vordingborg og blev lukket ind lidt før tid af et venligt og imødekommende personale, der tydeligvis var ved at finde deres ben i det funklende nye museum.

Vi blev tilbudt at låne et par tablets, som udgjorde en væsenlig del af formidlingen, men blev desværre bremset af et krav om at aflevere billed-id, hvilket ingen af os havde med. Mod gode ord og aflevering af mit museumskort lykkedes det dog at få lov til at låne to små tavlecomputere.

Efter en længere introduktion til mulighederne besluttede vi os for at begynde i den nye, primært underjordiske, udstillingsbygning.

Det nye hus gør ikke meget stads af sig udefra, og det er i dette tilfælde ganske fornuftigt, da det nødig skulle tage fokus fra den spændende ruin. Bygningen er beklædt med rustne stålplader, der farvemæssigt passer godt til de bevarede teglsten.

Arkitekterne Lundgaard & Tranberg bør roses for ikke at forsøge at tiltrække opmærksomhed til bygningen, der er meget større indvendig end udvendig, præcis som det er nødvendigt på et sted som dette.

Indvendigt er bygningen, som tidens mode foreskriver, holdt i rå beton. Den ene væg fyldes af tre kronede kranier, som formodentlig skal lede tanken hen på de tre Valdemarer, som udstillingen har valgt at fokusere på.

To store kar-lignende installationer rummer pyramider, der belyses på en snedig måde. Især den inderste gav flotte borg-lignende skygger. Der bruges dog temmelig meget plads på de to installationer, som formodentlig skal vække til eftertanke, men for vores vedkommende mest blev til en diskussion om, hvad de mon skulle fortælle.

Her stiftede vi bekendtskab med de udleverede tablets, der fungerede som en klassisk audioguide indendørs. Mange steder kunne man indtaste en kode for at høre mere om genstandene og installationerne.

Om man bryder sig om audioguides eller ej er en personlig sag. Overordnet set rummer audioguides det problem, at de lukker den besøgende inde i sin egen verden. De fleste museumsbesøg er sociale begivenheder, hvor man oplever noget sammen, og det besværes af audioguides med almindelige hovedtelefoner, der deler de besøgende skarpt op i adskilte verdener. En mulig løsning kunne være ikke at udlevere almindelige hovedtelefoner til begge ører, men i stedet to enkelte hovedtelefoner, sådan at to personer kan lytte til den samme fortælling.

Selvom man lytter til de samme fortællinger, er de som regel forskudte, så man ikke er samme sted i historien. Det gør det svært at kommentere det, man hører, og oplevelsen bliver asocial.

Min ven Skolelæreren kunne godt lide de oplæste historier, mens jeg hurtigt blev træt af det langsomme fortælletempo. Heldigvis fandt vi, omend først til slut, ud af, at man også kunne læse teksten til speak’en på skærmen, så man derved kunne sætte tempoet i vejret.

Med til audioguiden var også flere stykker nykomponeret baggrundsmusik, primært stille og stemningsfuld electronica i tidens stil. Vi slog det dog hurtigt fra, da vi gerne ville tale sammen undervejs.

Nogle ville måske mene, at brugen af nyere teknologi som tablets afskar én af museernes traditionelt store målgrupper, nemlig de ældre, fra udstillingen. Det er jeg ikke enig i. Selvom brugen af en tablet kræver lidt tilvænning, er det en teknologi, der er meget let at lære, hvis man vil.

Da museets personale endda grundigt introducerede brugen, burde de fleste kunne være med, muligvis undtaget en sur, højtråbende minoritet, som er fast besluttet på ikke at forsøge at bruge teknologi indført efter deres egen fødsel. :-)

I bunden af den nye udstillingsbygning kunne man nyde et mindre antal genstande, suppleret med stemningsfulde, projicerede film på væggene. Ovenfor sprøjter lavaen op på væggene, og det giver en flot baggrund til genstandene, omend måske lidt løsrevet fra den overordnede fortælling.

En af projektionerne virkede, som om den rummede mere information, men det lykkedes os desværre ikke at fravriste den noget. Måske er billedet ovenfor antallet af borge i middelalderens danske rige? Måske er det belejringer? Vi fandt ikke ud af det…

Princippet med at vise få genstande med kun én overskrift som tekst samt muligheden for let at få mere information har mange fordele. Udstillingen bliver let og overskuelig, genstandene kommer i centrum samtidig med, at den videnshungrende gæst kan få mere at spise, uden at udstillingen skræmmer andre gæster væk.

Ved at bruge få genstande fornemmes de i højere grad som relikvier, som bør betragtes, æres og reflekteres over.

Lyd
Som de første gæster i udstillingen var vi helt alene i den tyste udstilling. Al lyd var lagt ned på ens tablet og det var tydeligvis meningen at man skulle gå med hovedtelefonerne på hele tiden.  Med lyden direkte i ørerne og en personlig tilpasning af indholdet er flotte lydoplevelser mulige, men spørgsmålet om det er værd at opgive den sociale interaktion for?

På museer bliver totaloplevelsen i en biograf, hvor gæsten sidder stille og ser og lytter præcis til det instruktøren har bestemt, ofte til et ideal for både udstillingsdesigneren og museumsinspektøren. Men man kommer let til at glemme, at formålet med at besøge en udstilling som regel er at være sammen med andre mennesker, ikke nødvendigvis at lære alt det, som vi museumsfolk mener er så vigtigt.

Derfor mener jeg at man i opbygningen af udstillinger bør stræbe efter at integrere det sociale aspekt i udstillingens design, så man så vidt muligt kan være fælles om oplevelsen, fremfor at have hver sin. Men det er en vanskelig balancegang, og den idelle løsning er ikke fundet endnu.

Derfor er det meget interessant at se den socialt isolerede løsning i praksis på Danmarks Borgcenter, og det kunne være meget interessant at få undersøgt hvad gæsternes udbytte er, gerne sammenlignet med udstillinger hvor lyden er tilstede i rummet, fx på det ligeledes nye M/S Museet for Søfart. Idéen er hermed givet videre til museologiske forskere og studerende. :-)

Augmented Reality
En af de mere spændende muligheder ved kombinationen af kamera, skærm, GPS, bevægelsessensorer og de kraftfulde processorer, der findes i smartphones og tablets, er augmented reality eller AR.

AR betyder forbedret virkelighed og fungerer ved at lægge ekstra lag oven på den virkelighed, vi ser. Museer har været gode til at tage teknologien til sig, og der findes efterhånden ikke den storby med respekt for sig selv, hvor bymuseer ikke tilbyder apps til at se gamle billeder fra byen lagt oven på billedet af den eksisterende by. Det fungerer ofte ret godt og giver en meget direkte nærhed til fortiden.

I den udleverede tablet på Borgcenteret kunne man prøve en augmented reality-visualisering af Skt. Andreas kirke og af centralborgen.

Den nu nedrevne kirkes byggefaser var blevet markeret i terrænet med klodser af rustent stål. På én gang passede farvetonen fint til de teglstensrøde rester af borgen, samtidig med at man ikke var i tvivl om, at markeringerne var nye.

Efter at have hørt en fortælling om kirken, kunne man på den lille tablets skærm se en sort/hvid stregtegning af hvordan den gamle kirke måske havde set ud.

AR-visualiseringen virkede desværre ikke særligt godt her. For det første var det svært at se hvad der var på skærmen på den lyse dag. For det andet hakkede og sprang animationen på skærmen, og for det tredje virkede det som om ens placering ikke helt passede med placeringen i den den forbedrede virkelighed, så det var meget svært at få døråbninger til at stemme overens.

Måske er AR også lidt overflødig her? Skt. Andreas kirke ser ud til at have meget til fælles med mange andre landsbykirker i Danmark bygget i middelalderen, som de fleste danskere sikkert kender. Endelig kender man jo ikke meget til kirkens udseende, så funktionen virkede mindre nødvendig.

Til gengæld virkede det anderledes mere interessant i centralborgen mod syd.

Stedet har en kompliceret bygningshistorie, men man havde fornuftigt nok valgt at fokusere på et enkelt tidspunkt efter 1350 og vise centralborgens udstrækning da. Det var blevet lidt overskyet, så nu kunne det faktisk lade sig gøre at se lidt mere på skærmen, omend den fine lille grundplan i øverste højre hjørne helt undslap mit øje på stedet.

Igen var placering, zoom og vinkler lidt usikre og hakkende, men teknologien med den forbedrede virkelighed fungerede her til at give et indtryk af, hvordan her kunne have set ud.

Borgcenteret skal have stor ros for at forsøge sig med AR, for den egner sig rigtigt godt til udendørs formidling af ting, der ikke er mere. Med tiden bliver udførelsen bedre, måske endda i fremtiden integreret i briller á la Google Glass, så man slipper for at slæbe på en tablet. Så ville fornemmelsen måske i højere grad være teknomagisk?

Udover den nye udstillingsbygning, var der på det gamle borgterræn opstillet et antal containere med mindre udstillinger i.

For at låse dørene til containererne op skulle man skanne stregkoden på ens billet. Skanneren var lidt gemt af vejen, og hvis vi ikke havde husket at billetsælgeren havde fortalt os om, var vi givetvis gået derfra igen, ligesom vi kunne se flere andre gæster gøre.

En lidt tydeligere markering af, hvor man går ind, og hvordan man gør, ville nok åbne containerne for flere, men hvilket nyt museum har ikke børnesygdomme ved en åbning? :-)

Indenfor findes et udvalg af mindre genstande, måske fundet på Vordingborg?

Idéen med flere mindre og mobile udstillingsrum er rigtig god, og giver mulighed for at lave hurtige udstillinger, når der fx gøres et nyt fund. Udførelsen var nydelig og klassisk, men selve containerens udseende skæmmede efter min mening borgterrænet.

Der findes over 20 mio containere i dag, der transporterer størstedelen af verdens varer på skib, jernbane og lastbil, og dens udseende er derfor velkendt.  Derfor leder containererne efter min mening tankerne på afveje i borgfortællingen – som en stavefejl i en ellers helstøbt tekst. Havde de blot været dækket med rustne stålplader, og derved lignet den nye udstillingsbygning og de rustne stålmarkeringer af forsvundne bygninger i landskabet, så ville stemningen ikke blive brudt.

Rusten som markør for den nytilkomne formidling gik igen i den markering af den nyere centralborgs mure og tårne, som var opstillet i ruinens sydlige ende. Det var enkelt og gav samtidig en god fornemmelse for de gamle opdelinger af det nu så åbne rum.

I landskabet
At lytte til fortællinger på vej rundt i landskabet virkede rigtigt godt – her kom tablet’ens muligheder til deres ret, og man kunne hele tiden se sin placering på et kort over senmiddelalderens borg. Desværre drejede kortet ikke når man selv drejede rundt – det havde ellers været elegant og burde ikke være vanskeligt at implementere da funktionalitetet allerede er indbygget i bl.a. Apples kort.

Flere steder var der opstillet standere, der også fortalte om områdets historie til fordel for de tablet-løse, herunder gæster, der ikke havde løst billet. Standerne overflødiggjorde lidt den geografiske formidling på ens tablet, men det er sympatisk også at formidle til gæster, der kommer uden for åbningstid, eller som ikke bryder sig om mobil teknologi.

Irrelevant formidling
Til slut glædede jeg mig til at forsøge det spil, der var tilgængeligt på tablet’en med børn som primær målgruppe. Med en tablets fantastiske teknologiske muligheder og tilstedeværelsen på et af Danmarks mest interessante middelaldersteder er der jo nærmest ingen grænser for hvilke fabelagtige fortællinger, man som barnlig gæst ville kunne tage del i.

Desværre blev muligheden fuldstændig splidt på gulvet og i stedet bliver de stakkels børn serveret en tynd gang opkog af Hollywood-populærkulturens myter om monstre, som skal nedlægges med laservåben og granatkastere! :-(

Spillet har slet ingen relevans for fortællingen om Danmarks borge, konger og magt, som ellers er formålet for det nye nationale forsknings- og oplevelsescenter. Desværre hersker der på mange museer forestillingen om at interaktive installationer og spil skal placeres på en skala med underholdning og læring som hver sit yderpunkt. Jo mere underholdende et spil er, jo mindre lærerigt er det også og omvendt.

Det er min erfaring, at virkeligheden forholder sig anderledes. Læring kan sagtens være underholdende, hvis bare den er gennemtænkt og veldesignet, ligesom læringspil sagtens kan være både sjove og undeholdende, selvom der naturligvis er masser af eksempler på det modsatte.

Billedet ovenfor forestiller en udvalg af monstre, som børnene skal skyde efter. Min ven Skolelæreren og jeg var enige om, at der er masser af muligheder for at lave et spil med en lignende spilmekanik, der samtidig er relevant og bare en anelse lærerig: Man kunne skyde indtrængende soldater (vendere? svenskere?) med sin armbrøst, man kunne forsøge at flygte fra Gåsetårnets fængsel uden at blive opdaget af vagterne eller måske reparere murene, der blev skudt ned af angribende blider?

Det burde ikke være svært at finde på noget mere indholdsrigt, i stedet for som nu at svigte det yngste publikum med et spil, som “bare” skal være sjovt.

Formidling til de trætte
Efter en afsluttende tur i det altid interessante Gåsetårn, der havde fået gode nye plancher, var vi ved at være trætte efter en interessant rundtur.

Flere længere film var tilgængelige på tablet’en. De virkede spændende og relevante, men efter at have travet rundt i to timer, orkede vi ikke at se mere. De kunne være spændende at kunne se på museets hjemmeside eller via YouTube. Jeg havde ellers nydt at se trailere for dem på Borgcenterets velsmurte Facebook-side, der op til åbningen gjorde et godt stykke arbejde for at udbrede kendskabet og interessen for det nye museum.

Jeg spurgte de venlige og imødekommende personale om det var muligt at se filmene senere, men blev fortalt, at de kun fandtes på tablet’en for at give besøget størst muligt værdi. I min erfaring er det en fejltagelse. Hvis filmene var offenligt tilgængelige, havde jeg sikkert set dem før eller efter besøget og delt dem på sociale medier for at dele deres interessante pointer. Istedet ser jeg dem måske aldrig, og en markedsføringsmæssig værdi er gået tabt.

Som jeg skrev om i artiklen om specielle billetter, kan museer med fordel tænke udover selve besøget, og forsøge at hjælpe gæstens oplevelse før og efter besøget, jf John Urrys bog The Tourist Gaze.

Andre pointer
Herefter nød min ven Skolelæreren og jeg en frokost i museets restaurant og diskuterede, hvad vi havde set. Her er nogle af de mindre pointer fra diskussionen:

  • Vi savnede en introduktion til, hvad en borg egentlig er, og til hvilket formål den blev skabt, både generelt, men også for Vordingborgs vedkommende. Tom McNeills glimrende bog Castles fra 2006 kunne måske være inspirerende at inddrage i formidlingen med dens generelle overvejelser om, hvad en borg egenligt er.
  • De geografisk bestemte lydbidder, som man kan høre ude i terrænet, handler måske lidt for meget om politik og konger, og for lidt om det konkrete sted, man befinder sig. Vi ville gerne have mere at vide om, hvad de enkelte bygningers funktion var.
  • De vanskeligste at formidle i udstillinger er menneskene selv, og de glimrede også her ved deres fravær. Hvor mange mennesker boede her, hvad lavede de og hvordan var deres liv? Disse spørgsmål fandt vi ikke svar på.
  • Kronologisk fokuserer formidlingen på senmiddelalderens borg, dvs. efter 1350, hvilket umiddelbart giver god mening, da det især er dele af denne tids bygninger, der er bevaret. Men stedets dybe historie fra vikingetid til nutid kunne være interessant at høre mere om – fx borgens forskellige faser og det nu nedrevne barokslot. Med en tablet er der jo ingen grænser for hvor dyb viden, der kan tilbydes. Men det kan jo komme på længere sigt.
  • Den udleverede tablet virkede fint, men det havde været lækkert at kunne bruge sin egen smartphone og høretelefoner. Det er et enkelt ønske, men desværre nok vanskeligt at klare i praksis, selvom en iPhone og Android-app med samme funktionalitet som den udleverede tablet ville lette presset på museets egne tablets.

En god oplevelse
Vi gik fra det nye Danmarks Borgcenter med en god oplevelse bag os. For et par borgnørder som Skolelæreren og jeg var der ikke meget nyt under solen, men heldigvis kunne centerets butik sælge os den funklende nye bog Kongens Borg – 123 års arkæologi på Vordingborg, skrevet af museumsinspektør Dorthe Wille-Jørgensen.

Indtrykket efter den første hurtige gennemlæsning er velskrevethed, omend bogen er meget videnskabelig, grundig og arkæologisk, hvilket måske kunne skræmme enkelte læsere bort. Jeg læste den med stor fornøjelse og lærte meget om det spændende område i Vordingborg.

Jeg håber, at det nye Borgcenter vil få mange besøgende, for det fortjener både det spændende område og de mange gode tanker, der er tænkt omkring formidlingen.

Som ved alle andre nyåbnede udstillinger er der børnesygdomme og ting, der ikke er helt færdige. Det trækker dog ikke fra ved det samlede indtryk af, at nu bliver den spændende ruin formidlet så godt som nogensinde før, samtidig med forsøgene med at bruge tablets i formidlingen virker fornuftigt nu og rummer spændende perspektiver for fremtiden.

Mine største anker ved det nye Borgcenter må være det digitale svigt af børnene ved det tandløse monsterjagt-spil og manglen på det lidt mere grundlæggende perspektiv om hvad en borg egentligt er, men jeg glæder mig meget til at følge det nye Danmarks Borgcenter i mange år fremefter og besøge det igen medbringende videnshungrende børn. :-)

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *