Beskuelse, aktivitet og interaktivitet – et forsøg på en definition af udstillingelementer

10. January , 2012
By
Ordet interaktivitet dukker op igen og igen i museumssammenhæng, især i forbindelse med udstillinger. I de fleste ører har ordet en positiv klang, men forbindes også med leg, useriøsitet og afstand til de originale genstande.

Efter min mening bruges ordet interaktivitet i en al for bred forstand, endda så bredt at det næsten er tømt for indhold. I efteråret 2009 gjorde jeg mig nogle tanker om emnet på Formidlingsnet.dk, og dertil kom der mange fornuftige kommentarer. Jeg synes stadig, at forsøget på en definition holder, men jeg vil i dette indlæg forsøge at opdele museumsgæstens oplevelser i en kulturhistorisk udstilling i flere kategorier, hvilket jeg håber kan kaste lys over en definition på interaktivitet.

Udstillingen “Danmarks Oldtid” på Nationalmuseet er en klassisk beskuelsesudstilling. Vælg selv hvilken genstand du vil se på!

Min hypotese er, at set fra en museumsgæsts vinkel kan enhver udstilling opdeles i elementer til beskuelse, aktivitet og interaktivitet.

Beskuelse er den almindelige måde at anvende en kulturhistorisk udstilling på, og findes overalt. Man går med hænderne på ryggen og ser på genstande bag glas eller malerier på en væg. Man kan selv vælge om man vil se på den ene eller anden genstand, ligeledes med teksterne, men dertil rækker valgfriheden og den individuelle påvirkning. At bygge udstillingerne til beskuelse er det mest almindelige og findes på næsten alle museer. Det har mange fordele: Det er billigt, følsomme genstande kan udstilles beskyttet og udgifterne til vedligeholdelse er lave. Ulemperne er dog også flere: Gæsten er passiv, der sker kun en begrænset indlæring og gæstens udbytte af en beskuelsesudstilling er meget afhængig af den på forhånd medbragte viden. Er man meget vidende om eksempelvis skibsportrætter kan det være en stor oplevelse at se et helt særligt billede, men kender man ikke til emnet på forhånd er det vanskeligt at kende de tyve skonnerter på væggen fra hinanden.

Aktivitet findes i mange udstillinger og her får man lov til at bruge sine hænder og kroppen. Man kan mærke på genstanden eller en replika, måske kan man prøve den på eller endda spise den. Gode eksempler på en aktivitet er et bjørneskind udstillet ved siden af den rigtige bjørn, sværd og ringbrynje man kan prøve i en middelalderudstilling eller knapper der kan trykkes på så man ser huses funktion og placering i en bymodel. På trods af aktiviternes ofte enkle natur, rummer de en stor mængde viden, der kan formidles uden brug af ord, fx. hvor meget vejer en ringbrynje, hvordan er balancen i et sværd eller hvordan var en historisk bys struktur.

Tre museumsinspektører oplever interaktion på egen krop i “Maskinen” i Brede.

Interaktivitet er sjældnere at finde i danske kulturhistoriske udstillinger på grund af dens komplekse og ofte omkostningsfulde natur. I den interaktive installation er både hænder og hjerne nødvendige. Interaktiviteten er kendetegnet ved en vekselvirkning, altså ved at den både går fra person til objekt og fra objekt til person. Som museumsgæst påvirker man installationen, der ændrer sig og får en til at påvirke den på en ny måde, på grund af objektets respons. Interaktivitet er svær at designe så installationen både bliver interessant og formidler det ønskede, men til gengæld er læringen helt i top. Fordi man selv skal træffe valg og erkende at udfaldet skyldes ens egne handlinger, huskes oplevelsen længe efter. Ud fra et museumsmarkedsføringsmæssigt perspektiv er det vigtigt at det ofte vil være de interaktive oplevelser, der fortælles videre, når en gæst referer et besøg på museet.

Hvis man skal stille de tre begreber op overfor hinanden, ser de således ud:

  • Beskuelse: hænder ikke nødvendige – billigt – enkelt – lav grad af læring og erindringsskabelse
  • Aktivitet: hænder nødvendige – dyrere – mere kompliceret – højere grad af læring og erindringsskabelse
  • Interaktivitet: hænder og sind nødvendige – dyrest – komplekst – højest grad af læring og erindringsskabelse

Selv at kalde flere tekster og film frem i en udstilling har ikke nødvendigvis noget at gøre med interaktivitet, men kan godt betegnes som en aktivitet.

Eksempler på de tre typer udstillingselementer er fx:

Beskuelse

  • Genstande, der ikke må berøres
  • Tekster
  • Kort
  • Lydklip
  • Film

Aktivitet

  • Beklædningsgenstande, der må prøves
  • Genstande, der må berøres
  • Trykknapper, der får ting til at lyse op, fx huse på en bymodel
  • Bøger der må læses, hvad enten det er gammeldags bøger eller digitale
  • Skibsrattet, der kan drejes på
  • Skuffer, der kan åbnes og afslører genstande eller tekst
  • Glas, der må lukkes op, så man kan dufte til indholdet

Interaktivitet

  • “Maskinen” i Brede Værk
  • Sværd og Trolddom-bøgerne, hvor man selv spiller hovedrollen i handlingen
  • Telefoncentralerne på Post- og Telemuseet, hvor gæsterne i fællesskab ringer og styrer omstillingen
  • En skibssimulator

Blandingstyper
Tekst og billeder, der hentes via en browser eller app på en smartphone ligger typologisk mellem beskuelse og aktivitet, og sandsynligvis vil det være museumsgæstens tilvænnethed til mediet, der er afgørende for i hvilken kategori det hører hjemme.

Værdi
Interaktivitet bliver ofte fremhævet som svaret på alle museumsfolks bønner om at tilfredsstille sine gæster og det er rigtigt at den interaktive installation rummer mange fordele i sig. Men fører man tanken helt igennem må et museum fyldt med interaktive installationer være perfekt, men man behøver blot at tænke på de science centre man har besøgt for at modbevise den tanke. Her giver overfloden af installationer et voldsomt støjniveau samtidig med at mange af de sindrigt opfundne interaktiviteter blot bruges som umiddelbart legetøj af børn med trætte forældre halsende efter sig. Bemærk at der efter denne forfatters mening ikke er noget galt med leg i udstillinger, men det bør snarere foregå i installationer beregnet til det (som oftest aktiviteter) af formidlingsmæssige og ikke mindst økonomiske årsager.

En udstilling baseret udelukkende på beskuelse behøver hverken være kedelig eller have få besøgende. I Miniatur Wunderland i Hamburg kommer der årligt over 1 mio besøgende for at se verdens største modeljernbane.

Derfor er interaktive installationer bedst brugt med en vis distance imellem sig, hvorved deres effekt forstærkes. Vil man yderligere forstærke effekten kan man lade flere museumsgæster deltage i aktiviteten, hvilket kan give en overordentlig høj grad af erindringsskabelse.

Indvendinger
De tre udstillingselementer, beskuelse, aktivitet og interaktivitet, er naturligvis en grov måde at anskue en udstilling på. Men set ud fra museumsgæstens indlæring og oplevelses vinkel mener jeg alligevel at det kan være et nyttigt redskab ved skabelse af nye udstillinger. Man bør se på sin udstilling og se hvilke af elementer den rummer og om det er tilsigtet. For selvom fx interaktivitet kan skabe en høj grad af læring og erindring, så kan den sagtens fravælges. Som det fx ses i en kommende udstilling på det nye Museet for Søfart, hvor interaktivitet er blevet fuldstændigt fravalgt i afsnittet Krigens Skygge, som handler om de danske søfolk under verdenskrigene. Det er gjort ud fra en betragtning om at en af de forfærdelige ting ved at sejle under krigen var at man var magtesløs til at påvirke hvorvidt ulykken ramte eller ej. Denne følelse af passivitet vil vi gerne overføre til den besøgende og ikke give dem handlemuligheder.

Interaktive installationer rummer et stort potentiale for formidling i en udstilling, men er som nævnt både komplekse og dyre at etablere. Derfor bør de bruges med omtanke.

Selve begrebet interaktion bruges som sagt for tiden om alverdens ting, senest i bogen Det interaktive museum, redigeret af Kirsten Drotner mfl., som i sin indledning bruger begrebet om museumsinstitutionen i sig selv; om mødet mellem museum og publikum. Med en så bred definition af ordet, mister det indhold og forvirrer begreberne for folk, der ønsker at bruges den stærke interaktivitet i museumsformidlingen i en udstilling. Derfor håber jeg, at denne tredeling af museumsgæstens muligheder i en udstilling kan være med til at skabe en klarere brug af begreberne.

Hvad mener du?

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *