Voyager og Beethoven

14. September , 2011
By

Mine musikalske venner fortæller ofte om store musikoplevelser. Jeg oplever selv ikke så ofte stor musik, men de sidste dage har været præget af musik i en strålende sammenhæng.

Lige siden jeg var barn har jeg fascineret af historien om de to Voyager sonder, der begge blev sendt afsted fra Jorden i 1977, et år efter jeg blev født.. Efter de havde udført deres vigtige opgaver ved passage af flere himmellegemer skulle de fortsætte videre ud i det uendelige rum, ud af solsystemet.

I den rumbegejstrede tid, den blev skabt i, forudså visionære mennesker at den, en dag i en ukendt fremtid, ville blive fundet af andre levende væsner. Derfor skulle den naturligvis have en besked med, en hilsen fra den menneskehed der beboede Jorden sidst i det 20. århundrede. Det blev blandt andet i form af en plade fyldt med lyde af mennesker, dyr og ikke mindst eksempler på menneskehedens mest fantastiske musik. Ikke overraskende blev Bach repræsenteret blev hele tre stykker musik og Beethoven med to. Det hele blev indspillet på to kobberplader belagt med guld. I sonderne blev endda indlagt en pickup og instruktioner i hvordan pladerne skulle afspilles.

For nylig læste jeg om et af stykker af Beethoven, der var inkluderet på pladerne, der susede afsted gennem de ydre dele af solsystemet med ca 60.000 km/t. Jeg købte stykket, Beethovens strygekvartet nr. 13, på iTunes og var øjeblikkeligt ført afsted til stjernerne.

Aldrig før har jeg hørt et stykke musik, der så tydeligt formidlede oplevelsen af det tomme, sorte rum, hvor lyset fra den gamle Sol blev svagere og svagere. Musikken skabte en slags kosmisk agorafobi, en angst for det gigantiske tomme rum vores lille planet svæver rundt og den sårbarhed mennesket befinder sig i ved kun at bebo et enkelt himmellegeme.

Billedet ovenfor sætter vores travle hverdag og verden i dets rette perspektiv. Billedet er taget af Voyager 1 i 1990, på vej ud af solsystemet. Den lille blå prik øverst til højre er vores plagede Jord….

Lyttende til musikken på mange gåture til og fra arbejde tænkte jeg over hvem der mon vil finde sonderne og deres indhold, om nogen overhovedet? Efter nu at have fløjet gennem solsystemet i ca. ligeså mange år som jeg har eksisteret, nærmer de sig nu i 2011 de yderste dele af solsystemet. Derefter venter et tomrum, som nærmest er umuligt at forestille sig størrelsen på. Sandsynligheden for at blive fundet i det tomme rum er ikke stort, men man kan trøste sig ved tanken om at de sonder om ca. 40.000 år vil være “tæt” tæt hver deres stjerne. Voyager 1 kommer inden for 1,6 lysår af en stjerne i konstellationen Camelopardalis, mens Voyager 2 nærmer sig en stjerne i Andromeda. I rummets skala er halvandet lysår kun et stenkast, men det er dog værd at huske at i vores jordiske målestok svarer det faktisk til ca 1,5 milliarder kilometer eller

Sandsynligvis bliver de to Voyagersonder aldrig fundet igen og intet væsen kommer til at høre den smukke musik og tyde de snedige beskeder, der især bruger matematikken, fysikken og kemiens sprog til forhåbentligt at gøre sig forståelig.

Men tanken om at de er derude, at de to sonder suser gennem rummet med 60.000 kilometer i timen hver eneste dag er fantastisk. Vi mennesker på den lille ø vi kalder Jorden har søsat en flaskepost og gjort opmærksom på vores eksistens.

Ser man lidt tilbage i historien er der dog grund til pessimisme, for en eventuel nabo i rummet, der kan afkode vores beskeder og komme på besøg på Jorden ud fra de kort, der også findes på sonderne, vil sandsynligvis være mere teknisk avancerede end os selv. Spurgte vi inkaerne, aztekerne, congoleserne og aboriginals på vores egen planet om hvad de syntes om at blive fundet af en teknologisk højtudviklet civilisation, ville svarene næppe være entydigt positive.

Men måske findes der slet ikke andre højtudviklede civilsationer derude? Måske er vi alene, et kosmisk lykketræf med helt usandsynlige odds?

Selv om det skulle være tilfældet, kan de to Voyagersonder nu godt blive fundet alligevel. Hvis den menneskelige opfindertrang og virkelyst fortsætter i samme tempo i som i de sidste par tusinde år, finder vi nok ud af at rejse hurtigere end lyset på den ene eller anden måde. Derfor er det ikke utænkeligt at når Voyager 2 om 40.000 år ankommer til Andromeda, så er vi der allerede. Så ændrer flaskepostens afsendere sig fra besynderlige rumvæsner til at være en besked fra fortiden, og så kan de to Voyagersonder komme direkte på museum. :-)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *