Endelig en ny arbejdsform på vej? Tanker om iPad

21. April , 2011
By

I over tyve år har mange af os arbejdet med den samme type arbejdsredskab, nemlig computeren med tastatur og mus. Som årene er gået har maskinen udviklet sig, men siden fremkomsten har Windows 95 for 16 år siden og den tilhørende Officepakke, har udviklingen stort set stået stille. Vi har skrevet i den samme Word på de samme tastaturer og har alle fået de samme museskader.

Men måske er der omsider ved at ske noget nyt med introduktionen af reelt funktionsdygtige tavlecomputere?

Kan vi nu slippe fri fra musen, denne kiksede forlængelse af vores kroppe? Kan vi endelig nøjes med at bruge vores hænder, ligesom i årtusinderne forinden den digitale revolution? Blandt andet for at svare på de spørgsmål har jeg anskaffet mig en funklende ny iPad 2 fra Apple, der ser ud til at være den bedste budbringer af en ny tid.

At få fat i den nye iPad viste sig at være nemmere sagt end gjort. Apple har ganske strategisk valgt at lade de nye maskiner sive gradvist ud på markedet, så efterspørgslen er stor og der hver morgen står køer foran butikkerne. Det føles nedværdigende at være underkastet Apples snedige markedsføring, men det er svært at stritte imod, når produkterne foreløbigt fuldstændigt savner konkurrence.

Men efter flere forgæves forsøg med at stå i kø i den smarte Apple-store i Philadelphia, hvor jeg var til konference, lykkedes det endelig i en lidt snusket Radio Shack i et mall. Det var åbenbart korrekt hvad flere amerikanere havde fortalt mig, nemlig at det var smart at købe maskinen i den rigtige Apple-store, hvorfor den var sværest at få fat på her.

Jeg fik fat i den næststørste udgave af apparatet, nemlig en sort 32 GB udgave med 3G net, tidsnok til at bruge den på konferencens sidste dag, og det var en både behagelig og effektiv oplevelse. Da maskinen altid er tændt, er der ingen opstartstid som på en gammeldags Windows-pc eller en Mac. Fra jeg tog den op af tasken tog det derfor kun sekunder inden jeg kunne begynde at tage noter til foredragene. 

En iPad er jo udelukkende en skærm, så når det er nødvendigt, dukker et tastatur frem på touchskærmen. Jeg blev overrasket over hvor nemt, det var at skrive på et tastatur, der egenligt kun er en glasskærm. Naturligvis går det ikke ligeså hurtigt som på et almindeligt tastatur, men jeg opnår uden problemer ca. 80% af min sædvanlige skrivehastighed på iPadden.

Til at tage noter på under et foredrag er maskinen perfekt, blandt andet fordi den fylder og vejer så lidt. Er der pointer i foredraget, som man synes straks bør deles med andre, så er Twitter kun to skærmtryk væk og det samme gælder browseren, hvis man gerne vil slå noget op på nettet.

Efter nu at have brugt en iPad i lidt over en uge, er der flere fordele, der klart står frem. Fordi den vejer så lidt, har jeg den næsten altid med i tasken. Fordi den straks er klar til brug, tager jeg den ofte frem fra tasken for at skrive på, selv hvis jeg kun har et par minutter. Det vil nok på længere sigt føre til flere blogindlæg og måske endda flere artikler og bøger, fordi skrivning nu er blevet endnu nemmere. Den lange batterilevetid på ca. 10 timer gør også klodsede strømforsyninger overflødige at medbringe og bidrager til følelsen af mobilitet.

Ved brugen af den lille maskine savner jeg slet ikke en mus. Maskinens software er så veldesignet, at jeg på intet tidspunkt har været udsat for opgaver, hvor jeg havde brug for musens præcision. Selv at rette i enkelte ord og markering af sætninger klares let med fingrene takket være Apples dygtige ingeniører.

En ny type brugergrænseflade? Nø, her er et udvalg af tablet-computere fra før Kristi fødsel på Neues Museum i Berlin. :-) 

Derfor tør jeg komme med en spådom! Om få år forsvinder både den stationære og den bærbare computere fra kontorerne og bliver erstattet af store iPad-lignende touchskærme, som man kan have liggende foran sig. Derved slipper man for musen og arbejdet i det digitale univers klares udelukkende med hænderne.

Til specialiseret grafisk arbejde vil man dog nok bruge en form for pen eller stylus til arbejdet. Den store iPad-maskine vil nok være fra 15-30 tommer afhængigt af formålet. Til møder vil en 30 tommer touchskærm kunne løse mange opgaver og kan ligge på bordet mellem mødedeltagerne, der sammen kan skabe og kombinere viden og produkter.

Data vil være gemt i Skyen, og man vil derfor let kunne tage sin arbejdsskærm med sig eller bruge forskellige skærme, da ens data altid vil være til stede, som vi fx allerede i dag ser i programmet Evernote.

Den første uge med iPad har været dejlig, og jeg kan fornemme, at jeg kun lige har kradset i overfladen af alle de nye muligheder som en kraftig, let og brugervenlig computer med touchskærmsbrugergrænseflade kan tilbyde.

Jeg glæder mig til de kommende uger! :-)

2 kommentarer til Endelig en ny arbejdsform på vej? Tanker om iPad

  1. Jakob Smith on 21. April , 2011 at 22:52

    Hvad med arbejdsstilling og de skader, der kan forårsages af for lang tids arbejde i forkerte stillinger? Sidder man ikke og kigger meget nedad og hvordan har nakken det med det?

  2. Benjamin Asmussen on 26. April , 2011 at 9:23

    Jo, på den måde har den meget til fælles med de små netbooks.

    Men min endnu korte erfaring tyder på at det er nemmere at variere arbejdsstillingerne endnu mere end med en traditionel bærbar. Fordi iPadden er så let og kan lænes op af mange ting, er det nærmest sjovt at finde på nye spøjse arbejdsstillinger.

    Den bedste arbejdsstilling er jo altid den næste, dvs. at det er ligegyldigt hvordan din arbejdsstilling er, blot du ændrer den så tit som muligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *