Bloggstafett: Udstillinger mellem æstetisering og mennesker

5. November , 2011
By Benjamin Asmussen

Forud for den kommende norske konference Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst er jeg blevet inviteret til at deltage i en blogstafet med spørgsmålet “Hvordan mødes arkiv, kunst og museum, og hvad sker der i dette møde?”

Stafetten blev leveret til mig fra Gunhild Varvin, der er kommunikationsansvarlig på Henie Onstad Kunstsenter udenfor Oslo. Hun berettede interessant om et forsøg med digital formidling på hendes museum, hvor selve formidlingsteknikken, en app på en iPad, var blevet så velfungerende og fængende, at folk hellere ville bruge den end at se kunstværkerne.

Set fra kunstnerens synpunkt er det formodenligt ikke så tilfredsstillende, men man kunne jo spørge sig selv, om de kunstværker publikum skaber i udstillingen har en lige så stor værdi som den originale kunstners værk, eller om de blot er banale efterligninger. Om ikke andet kan hele opsætningen med et originalt værk, der efterfølgende bliver genskabt i lignende udgaver hver dag, siges at være en fantastisk kunstinstallation i sig selv.

Udstillingers æstetisering
Gunhild havde fået stafetten leveret af Kajsa Hartig fra Nordiska Museet i Stockholm. Kajsa fortalte om udviklingen på kulturhistoriske museer, der i 1990′erne og 2000′erne førte til æstetiske udstillinger, hvor den historiske genstand blev udstillet som en kunstgenstand.

Det fik mig til at tænke på det danske Nationalmuseums udstilling af Danmarks Oldtid, der står for mig som et skræmmeeksempel på æstetisering af genstande. Som det ses på billedet ovenfor, kan det føre til stor skønhed, når fantastiske genstande som bronzealderlurerne udstilles filtret ind i hinanden, og det er svært ikke at sende en anerkendende tanke til de konservatorer og montører, der har gjort den komplekse opsætning mulig.

Men samtidig bliver de fantastiske kulturhistoriske genstande hule og tomme, hvis de udstilles som hovedsagligt æstetiske objekter. Den funktion, lurerne oprindeligt har udfyldt, bliver overskygget af nutidsmenneskets velbehag ved den lækre sammenstilling. Menneskene, der engang lyttede til, bar, øvede sig på eller spillede på lurerne er ikke til stede i udstillingen.

Chefredaktøren for den danske Weekendavisen, Anne Knudsen, fortalte for et par år siden i et foredrag, at nutidsmenneskets syn på alt, inklusiv genstande på et museum, er gennemsyret af forbrugstanken. Alt bliver derfor set som ting, der potentielt kan købes og installeres i hjemmet.

Med fare for at være grov, kan man hævde at en æstetisering af genstande, som massevis af udstillinger i Vesten har brugt og stadig bruger, understøtter vores supermarkedstilgang til fortidens genstande. Snarere end at overveje den virkelighed, genstande blev fremstillet til at være en del af, tænker vi over hvorvidt de ville passe hjemme på kaminhylden!

Bindeled mellem mennesker i tid
Men hvad gør vi så? Hvordan udstiller vi historiske genstande uden at udstillingerne ligner eksklusive luksusbutikker?

Der må være mange svar, og blot et af dem kunne være at lade den besøgende anvende genstanden eller en replika i en sammenhæng svarende til den, fortidens mennesker anvendte den i.

Vil man fx udstille navigationsinstrumentet en sekstant, som alverdens søfartsmuseer har tusindvis af, bør man give den besøgende den i hånden og hjælpe dem på vej til at erkende hvordan den virker, istedet for blot at lade gæsten nyde det flotte blanke messing den består af. Derved kan sekstanten virke som et bindeled mellem på den ene side fortidens mennesker og deres hverdag og på den anden side nutidens museumsgæster.

En sådant svar fordrer enten en ægte horisont og klart vejr eller en digital interaktiv installation, som arbejdstegningen ovenfor af det kommende Museet for Søfart viser, for at kunne fungere, men det behøver ikke nødvendigvis at være så besværligt.

Udstillinger kan nemlig godt tilrettelægges, så genstandene placeres i en sammenhæng beslægtet med den, de oprindeligt fremstod i. Et af de bedste eksempler ses på mit absolutte favoritmuseum, nemlig Medeltidsmuseet i Stockholm, hvor originale genstande er sat ind i middelalderlignende rammer.

Ovenfor ses fx en kanon, der normalt ville stå på gulvet eller i en montre på mange museer. På Medeltidsmuseet er den placeret i et skydeskår i den gamle bymur og dens formål og historie står umiddelbart klart for den besøgende.

Et andet godt eksempel fra Medeltidsmuseet er denne taske, der er placeret i en montre inde i et hus, sandsynligvis af samme type som det, tasken oprindeligt blev fundet i. Ved siden af den gamle rynkede taske er placeret en moderne replika, der giver et umiddelbart indtryk af hvordan den så ud og sætter tanker i gang om hvem der mon har gået med sådan en, hvad der mon har været i den etc.

Når museumsgenstande sættes ind i en sammenhæng afslører de altså langt dybere lag, end hvis de blot udstilles som æstetiske objekter, fjernet fra de mennesker der skabte og anvendte dem. Med disse ord vil jeg give stafetten videre til Lin Stafne-Pfisterer.

Dette innlegget er en del av en bloggstafett i anledning det norske Kulturrådets årskonferanse Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst. Oversikt over alle deltakere og publiserte innlegg finner du i innlegget Stafett – lagoppsettethttp://museumsandmedia.blogspot.com.

Forrige innlegg, “Kan formidlingen stille seg i veien for objektet?” er skrevet av Gunhild Varvin, kommunikasjonsansvarlig ved Henie Onstad Kunstsenter, neste innlegg, “Multimediale Munch”, er skrevet av  Lin Stafne-Pfisterer, museumslektor ved Munch-museet.

4 kommentarer til Bloggstafett: Udstillinger mellem æstetisering og mennesker

  1. Kajsa Hartig on 6. November , 2011 at 10:18

    Tack för ett bra blogginlägg!

    Din text för mina egna tankar vidare i ett spännande ämne. Jag håller med dig om det du skriver: “man kunne jo spørge sig selv, om de kunstværker publikum skaber i udstillingen har en lige så stor værdi som den originale kunstners værk, eller om de blot er banale efterligninger.”

    Vi måste veta vad vi vill förmedla, och vad vi faktiskt förmedlar, med användargenererat innehåll. Att förstå skillnaden, och i vilka situationer man bäst använder vilken metod är en spännande utmaning för museer idag.

    Vänliga hälsningar
    Kajsa Hartig

  2. [...] Benjamin Asmussen er inde på, kan en kunstnerisk tilgangsvinkel til kulturhistorie ende med at æstetisere genstandene i et omfang, så stort set ingen forstår eller fornemmer deres brug og opr….  På mange museer er det en fordel, hvis den besøgende har en betydelig læsefærdighed [...]

  3. Maria Søndberg Clausen on 7. November , 2011 at 13:34

    Interessant læsning om et vigtigt og aktuelt emne.

    Jeg er langt hen ad vejen enig, når det drejer sig om decideret museumsformidling, hvor originale genstande skal fremvises på en inkluderende, oplysende og spændende måde.

    Samtidigt mener jeg dog, at æstetisering kan og bør spille en større rolle blandt historikere, end den gør i dag, sådan generelt set. Måske mit synspunkt er farvet af, at jeg selv er kultur- og mentalitetshistoriker? Jeg finder det bestemt vigtigt, at publikum kan opleve, gerne på/med egen hånd, hvad de gamle ting har været brugt til, men har også den “vanvittige” ambition, at folk skal opleve den verden, tingene engang indgik i.

    Æstetisering af og fabulering over perioder og stilarter kan være en vej til at pirre nysgerrigheden hos mennesker, der ikke ser sig selv som historiske interesserede, fordi den form for formidling taler til den umiddelbare fascination og gør fortiden tidsløs. Der skabes så at sige et rum, hvor alle kan være med her og nu og bare sanse. Sådanne indslag kan være en appetitvækker (fx. i første rum), der giver den grønne museumsgæst noget at hænge den regulære udstilling op på, eller de kan skabe opmærksomhed omkring en udstilling ved at få den til at leve (fx. via sideløbende events).

    For at det skal fungere, skal der dog være en klar tanke bag. Fx. kan projektet være at give et billede på den forestillingsverden, fortidens mennesker har befundet sig i, og som genstandende derfor har indgået i. Et eksempel, jeg altid vender tilbage til, er performancegruppen Kom De Bagfras middelalderforestilling “Pagt XX” fra 90erne. Æstetik på meget højt niveau, men med ønsket om netop at skabe fascination af en konkret periode.
    Billeder fra den (såvidt jeg ved)ordløse forestilling kan ses her:
    http://www.komdebagfra.dk/index.php?id=104

  4. [...] å ha lest tidligere innlegg spør Benjamin Asmussen seg om ikke kustnerene i et ipad-prosjekt som Gunhild Varvin beskriver vil være misfornøyd fordi [...]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*