På mentalt besøg hos brugerne – strøtanker om et musealt cykelløb

23. May , 2008
By

roubaix

Da undertegnede i marts, sammen med Benjamin, deltog i de danske museers årlige formidlingsseminar på kongrescentret Nyborg Strand, kom jeg i forbindelse med en af de spændende dages mange diskussioner til at overveje en analogi på museets plads i samfundet og i folks bevidsthed – cykelløb.

Da arrangørerne til deres ros var hoppet med på den digitale verdens fremmarch og oprettet en blog for seminaret, greb jeg chancen og fik mine tanker skrevet ned. Da teksten kun nåede ud til en mindre flok mennesker ved den lejlighed, synes jeg det kunne være interessant, at dele den med den (potentielt) større læserskare på historieblog.dk.

Tankerne om museumsarbejde set i forhold til og i kombination med sport er et emne, der ligger mig meget på sinde, da begge sfærer har min store interesse. Sportens fascinationskraft og folkelighed giver anledning til strøtanker om historiens tilsvarende evner, der i hænderne på de rette mennesker bør kunne opdyrkes i endnu højere grad, end det er tilfældet nu.

horrach

Når man ser fodbold, håndbold, boksning eller går i teatret, biografen eller til koncert kommer man som tilskuer på en form for besøg. Selvom man er tryg, er man ikke hos sig selv – heller ikke mentalt. Man er på besøg i et rum skabt og fyldt af eksperter, uanset om de eksperter er gode til fodbold, sang eller kulturhistorie. I cykelløb er det anderledes, og her kan museerne måske hente lidt inspiration.

Cykelrytterne er stjerner, eksperter i deres erhverv – og folk beundrer dem. Men cykelrytterne optræder ikke i en på forhånd fastlagt arena, man skal ikke betale for at komme ind. Cykelrytterne optræder på gader, torve og stræder, kort sagt hjemme hos folk. I forbindelse med cykelløb er det stjernerne, der komme på besøg hos publikum og IKKE omvendt. Dette sker vel at mærke uden, at rytterne status som stjerner eller “eksperter” lider overlast. I det fysiske nærvær opnår rytterne og tilskuerne en mental symbiose om en præstation – cykelløbets lidelse og glæde.

simoni

Måske kan museerne stræbe efter at opnå en tilsvarende mental sammenhæng med publikum. Ikke decideret ved at komme hjem til folks gader, men ved at skabe en fornemmelse hos publikum, hvor DE kommer til at føle sig på hjemmebane i stedet for de museumsansatte – uden at sidstnævnte mister status som eksperter, der kan lære fra sig og give oplevelser.

Kan museerne give en fornemmelse af at optræde i publikums verden i stedet for publikum i museets, tror jeg der kan opnås meget.

En kommentar til På mentalt besøg hos brugerne – strøtanker om et musealt cykelløb

  1. CharlotteSHJ on 30. June , 2008 at 21:23

    Jeg er – her som på Fuglborg – ret så enig med dig. Og jeg tror sagtens at det kan lade sig gøre. Man kan jo fx se, hvordan andre i AMB-familien gør, jeg tænker her på arkiver og biblioteker. Dét, som det handler om, er vel at acceptere at brugerdrevet innovation er kommet for at blive og så i øvrigt sætte brugernes ønsker og krav i front?

    Det er helt bevidst at jeg foretrækker ordet “bruger” frem for “publikum”, fordi jeg egentlig synes, at det er det ord, som bedst beskriver den relation, som jeg mener der bør være mellem kulturarvsinstitutionerne og “dem der kommer der”. Jeg synes, ikke at “publikum” ikke er helt dækkede til at beskrive en aktiv relation. Er “Brugere” og “deltagere” ikke mere aktive og medskabende end nogen der er “publikum”?

    For at blive i dit billede med cykelløbet, så kan man jo også godt argumentere for, dem der er med UDEN at sidde på cyklerne, også leverer en værdi til løbet.

    Hvad var touren uden maling på vejene, viftende fans ved opløbet, hollændere på Alpe d’Huez …for slet ikke at tale om Didi Senft og andre i festlig påklædning. Du har ret, når du skriver, at cykelrytterne “besøger publikum”, men bør vi ikke også se på “publikumsbegrebet” og anerkende alle implicerede som deltagere i skabelsen af begivenheden? Både når det gælde cykelløb og kulturarv?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *