Lagdelt formidling – eller: tågede tanker om narrativitet

28. April , 2008
By

Tågeport

I Weekendavisens kulturtillæg 17/2008 findes den interessante artikel “Mordet på Google Maps” skrevet af Christian Yde Frostholm.

Her fortælles spændende om nye fænomener som wikiromaner og digitale fortællinger der f.eks. finder sted på Google Maps. Man kan læse om andre fortællinger, der foregik på to forskellige blogs der blev opdateret parallelt, den ene forestillende at være skrevet af en utilpasset teenagepige og den anden skrevet af hendes bekymrede forældre. Samtidig kunne læserne abonnere på sms’er fra Twitter, der sender små updates ud á la ens statuslinje på Facebook.

Sådanne nye typer fortællinger, der ofte mangler en stram narrativ struktur, begyndte, så vidt jeg ved, at blive mere udbredte i slutningen af 1990’erne, hvor jeg selv fulgte med i flere da jeg tog mit tilvalgsfag i humanistisk informatik, og nu er de altså blevet så udbredte at en avis som Weekendavisen også skriver om dem.

En anden ny type fortælling er det såkaldte Alternate Reality Game, som er et spil der foregår i den virkelige verden og hvor hver deltager har en rolle som man spiller samtidig med man fortsætter sit almindelige liv. Da handlingen nødvendigvis i nogen grad må foregå i det skjulte er det som regel plots om spioner, snigmord og lign., der er mest almindelige. Jeg prøvede selv et par stykker i 90’erne, og det kunne virkelig sætte kulør på en lidt triviel hverdag! :-)

Men det store spørgsmål er naturligvis: Kan disse typer fortællinger bruges til formidling på et museum?

Umiddelbart mener jeg ja. Selv en moderne opbygget lækkert udstilling burde kunne forbedres ved at lægge flere hel- eller halvskjulte niveauer ind i den, som kun gæster der havde fundet indgangene til de forskellige fragmentariske fortællinger kunne være en del af. Måske har en udstilling godt af at der flere steder er spor og ledetråde der ikke giver umiddelbart mening for den almindelige gæst, men som eftersøges af en udvalgt skare?

Måske kunne et skoletjenesteforløbs hovedindhold være bygget op om elevernes egen søgning i udstillingen efter spor til en historie som de finder forskellige dele af og kan ved fælles hjælp stykke sammen til en fortælling, der måske er anderledes end den, den forrrige klasse fandt frem til?

Forestiller man sig f.eks. et museum delt op i tre kronologiske hovedepoker kunne der i hver epoke ligge en eller flere fortællinger gemt, der kunne give nye vinkler på f.eks. den klassiske søfartshistorie. Fortællingerne ville i så fald skulle udarbejdes af nytænkende forfattere, historikere og scenografer i fælleskab så det er muligt for en besøgende at stykke sin egen fortælling sammen, som dog er funderet på et stabilt fagligt fundament.

Måske er det for meget at bede om fra den almindelige museumsgæst at man samtidig med at opleve den almindelige udstilling skal stykke en narrativ struktur sammen. Men mennesker udvikler sig hele tiden, bliver mere medievant og kan i stadig højere grad sortere i mange indtryk på en gang.

Måske skal bare acceptere, at ikke alt i en udstilling er for alle gæster? Måske beriger det alles musumsoplevelse at man kan ane flere dybere niveauer under ens egen oplevelse? Måske kan det få en masse dansklærere på besøg med deres klasser for at lære om narrativitet? :-)

Jeg tror, at flere lag i en udstilling vil give en stor følelse af ejerskab til de sikkert få gæster der ville tage del i de dybere lag. Måske ville følelsen endda smitte?

Hvad mener du?

En kommentar til Lagdelt formidling – eller: tågede tanker om narrativitet

  1. Benjamin Asmussen on 5. May , 2008 at 13:24

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *