Artillerimuseet i Skt. Petersborg

Skt. Petersborg er Ruslands gamle hovedstad og må siges stadig at være landets intellektuelle og kulturelle hovedstad. Det nød min kæreste godt af, da vi i påsken besøgte byen og hun brugte langfredag til at se både Dostojevskij-museet og Pushkin-museet.

I mellemtiden besøgte jeg byens store Artillerimuseum.

Museet er på godt og ondt et meget sovjetisk museum. Det er kæmpestort med en masse genstande udstillet på heroisk facon, men samtidig har det kun skiltning på russisk og billetprisen er mange gange højere for turister end for lokale.

Det er en fjollet skik, der desværre stadig ses mange steder i Rusland med det forkølede argument, at museerne er statsbetalte, og at russerne derfor allerede har betalt dem over skatten.

Samtidig forlanger mange museer ekstra penge hvis man vil fotografere i udstillingen. På Artillerimuseet måtte jeg slippe 100 rubler ekstra for at få lov til at fotografere, dvs. omkring 22 kr.

Museet ligger i et stort 1800-tals tøjhus på det tidligere Kronverk overfor Peter-Paul-fæstningen. De ældste genstande så ud til at være fra renæssancen, men museets hovedvægt er på krigen mod Napoleon og “Den store fædrelandskrig”, som russerne kalder 2. verdenskrig.

Selvom udstillingen må siges at være temmelig primitiv, giver den alligevel en wauw-effekt gennem størrelsen og voldsomheden af dets genstande.

Kanonen på billedet er fra 1867 og har en kaliber på over 200 mm. Foran kanonen er placeret en jernplade på ca. 30 centimeters tykkelse, som kanonen har skudt på med forskellige typer projektiler.Alle er gået igennem pladen, og skuddet yderst til venstre har endda blæst et stort stykke af pladen!

Jeg var mest interesseret i museets samling af genstande fra 2. verdenskrig, og den fyldte heldigvis også mange sale.

Som nævnt var alle skilte kun på russisk, så det var lidt svært at finde ud af hvad alting var.

På billedet ses en vistnok russisk luftværnskanon med 15-20 stjerner nederst på løbet, sandsynligvis en for hvert fly den har skudt ned.

På skiltet kan man udover et billede af kanonen i aktionen også ses to ældre medlemmer af dens besætning der fejler jubilæum på museet i fuld uniform.

Museet har altså ligesom Frihedsmuseet i København en mindefunktion til højtideliggørelse af fortidens ofre.

En stor del af museets 2. verdenskrigssamling bestod af tyske våben, og jeg går ud fra det skyldes at Sovjetunionen tog store mængder som krigsbytte og brugte dem i krigsførelsen.

På billedet ses en tysk panserværnskanon fra midten af 1930′erne, så vidt jeg husker kaldet PAK36, dvs. en PanzerAbwehrKanone årgang 1936.

Tæt ved var udstillet en våbentype, der kun fik en kort levetid, nemlig panserværnsgeværer.

De blev brugt af en skytte som et almindeligt gevær i liggende stilling, og var kraftige nok til at gennembryde tidlige kampvognes panser. Man kan dog tænke sit for hvad rekylen gjorde ved skyttens skulder, når der var kraft nok i skuddet til at gennembryde tykke stålplader….

Ret hurtigt i løbet af krigen blev kampvognenes panser dog så tykt, at geværene ikke havde nogen effekt.

Artillerimuseet i Skt. Petersborg var et specielt museum at besøge. Det var gigantisk og meget øde.

Hver sal havde et par ældre kvindelige kustoder, men gæster var der stort set ingen af. Sidst under mit besøg begyndte der dog at komme flere grupper af befalingsmænd fra den russiske hær.

Skiltning var der ikke meget af, så det var undertiden lidt labyrintisk at finde rundt, mens man ledte efter skiltet med ordet “OCMOTPA”, der må betyde noget i retning af “fortsættes”….

Der var også helt stille på museet, så jeg kunne ikke lidt lade være at føle det som at besøge en kirke, selvom det var død og ødelæggelse, der blev prædiket.

Et godt eksempel var denne tyske Nebelwerfer, der var en topmoderne raketkaster under 2. verdenskrig.

Sovjetterne var også godt med og havde monteret rækker af raketter på lastbiler, populært kaldet “Stalinorgler”.

Museet havde også et lille udvalg af herlige historiemalerier, hvor pointerne skæres ud pap, så selv den analfabetiske bonde syd for Omsk kan forstå det.

På dette udsnit suser de sovjetiske T-34 kampvogne afsted med soldater på slæb, mens den tyske krigsmaskine, symboliseret af halvbæltekøretøjet nederst til højre, er ødelagt.

Såvidt jeg kunne tyde de kyrilliske bogstaver forestiller billedet ovenfor kampen om Stalingrad i 1942-43, der som bekendt endte med sovjetisk sejr.

Det så ud til at den forreste kanon også var en erobret tysk kanon, og opstillingen viser en detalje, jeg så flere steder. De tidligere tyske kanoner mm. pegede nedad, mens de sovjetiske pegede opad. Det kan være det er et tilfælde, men det kan også være en pudsig stolthedsting…?

I museets baggård stod et større udvalg af genstande. Mon de skulle bruges til reservedele, restaureres eller bare sælges som gammelt skrot?

Et af museets klenodier så ud til at være denne panservogn, som kørte Lenin rundt i byen i revolutionsåret 1917. Her sad også hele tre kustoder tæt ved, hvilket understregede den hellige status.

I den mere moderne afdeling af museet var det utroligt, så mange store våben der havde fundet plads under de lave hvælvinger. Man kan blive helt trist til mode når man tænker på hvem der skulle have haft dem i hovedet!

Efterhånden som jeg blev træt efter at have gået på museet et par timer, begyndte jeg at anskue genstandene udelukkende ud fra en æstetisk vinkel, og så lignede de nyere sager pludselig uhyggelige monstre, der stod udstoppede på museet til minde om en voldsommere tid.

Lastbilernes ydre antog dyriske træk, og mindede om mammutten vi nogle dage forinden havde set på det zoologiske museum tæt ved.

Langt mere menneskeligt var den hyggelige modelbutik ved slutningen af museet, der fra gulv til loft var spækket med militære plastikbyggesæt, lige fra antikke krigsgalejer til de nyeste kampvogne og ubåde.

Museets gæster, der ellers ikke sås i udstillingen, holdt til herinde istedet, og jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af de unge russiske officerer, der i fuld uniform købte byggesæt derinde og ivrigt diskuterede med ekspedienterne hvilke sæt de skulle købe.

Det får mig til at tænke på H.G. Wells’ bog Little Wars fra 1913, hvori han beskriver et krigsspil med tinsoldater og små kanoner.

I det sidste kapitel bemærker han:

And if I might for a moment trumpet!

How much better is this amiable miniature than the Real Thing! Here is a homeopathic remedy for the imaginative strategist. Here is the premeditation, the thrill, the strain of accumulating victory or disaster–and no smashed nor sanguinary bodies, no shattered fine buildings nor devastated country sides, no petty cruelties, none of that awful universal boredom and embitterment, that tiresome delay or stoppage or embarrassment of every gracious, bold, sweet, and charming thing, that we who are old enough to remember a real modern war know to be the reality of belligerence.

Man må håbe de russiske officerer tænker det samme!

Bogen Little Wars kan læses i fuld version på det udmærkede Projekt Gutenberg, der siden 1971 har digitaliseret hele bøger.

En anden slags legetøj var også at finde sidst i museet, hvor man for 70 rubler kunne få lov til at skyde med med en riffel mod en form for skærm, der registrede ens skud.

Det er min skive i midten…

Artillerimuseet i Skt. Petersborg er i høj grad et museum for nørder, men er man det, kan man nemt få en formiddag til at gå med at kigge nærmere på alle de udspekulerede måder mennesker finder på for at slå hinanden ihjel på afstand.

Men hvor er alle kampvognene, flyene og hjulkøretøjerne henne? Der må mere mange flere gammeldags og interessante museer endnu i Rusland….